Brandes' kursændring

Sædelighedsfejden var et udtryk for den kulturkamp, der prægede provisorieårene. De manglende politiske resultater skabte splid mellem det grundtvigianske venstre ledet af Sofus Høgsbro og Frede Bojsen, der arbejdede for forlig med Estrups højreregering, og det radikale venstre ledet af Berg, Hørup og Edv. Brandes, som afviste ethvert samarbejde. Det politiske dødvande sugede begejstringen ud af kulturlivet. I første årgang af tidsskriftet Ny Jord skrev Valdemar Vedel i artiklen „Moderne Digtning“ (august 1888), at litteraturen nok var blevet realistisk, men at den ikke længere stod i forbindelse med den kamp for det moderne gennembruds ideer, som Brandes havde rejst. Den kamp udkæmpedes kun på det politiske niveau, mens litteraturen havde udviklet sig til en blot „refererende Realisme“. Tiden var „Tvivlens og Analysens og Stofoptagningens Tid“, mente Vedel, men da den menneskelige trang til at skabe sammenhænge aldrig forsvinder, var det også „Begyndelsen til en Troens, en Synthesens og en Frembringelsens“ tid. Nu sanker digterne „møjsommelig Stumper af „Virkelighed“ sammen“, men digtning kræver en stærk personlig stemning, der kan „sammensmelte de splittede Følelser og opløste Forestillinger i fælles, fulde, sluttede Stemninger“. Han var overbevist om, at en sådan ny stærkere digterstemme, som kunne skildre det moderne „udviklede og sammensatte Sjæleliv“, snart ville opstå.

Venstres splittelse desillusionerede også Brandes, der mistede sin sidste rest af tro på folkelig kultur og demokrati. Hans festskrift til Holbergs 200-års fødselsdag, Ludvig Holberg (1884), blev en hyldest til geniet, som ene mand i en „øde Egn“ havde skabt „en Skueplads, en Fædrelandshistorie, og Begyndelserne til en filosofisk, juridisk, økonomisk og almindelig Literatur“. Holberg var „den store Opdrætter af de nordiske Folk“, hedder det tre år senere i et essay, hvor hans identifikation med forgængeren blev yderligere udtalt. Da Nietzsches forlægger sendte ham Hinsides godt og ondt (1886, da. 2002) og Moralens oprindelse (1887, da. 1993), fandt han en beslægtet ånd og skrev til Nietzsche, at han fuldt ud sympatiserede med hans „aristokratiske radikalisme“. Foråret 1888 introducerede han, som den første, Nietzsche i en række universitetsforelæsninger.

De blev omarbejdet til en artikel i Tilskueren (1889) med titlen „Aristokratisk Radikalisme“ og var en helhjertet tilslutning til Nietzsches kritik af demokrati og „Velfærdsmoral“. Nietzsche mente, at filosofien siden antikken i for høj grad havde fulgt det rationelle apollinske spor og fortrængt det driftsbestemte dionysiske. Man havde hævdet fornuftens herredømme og fastlagt moralske normer med henvisning til Gud, men derved havde man overset de stærke menneskers vilje til at sætte deres subjektive livstolkning igennem. Nu var fortidens centralperspektiv forsvundet, Gud er død, hævdede Nietzsche, og kun svage mennesker klynger sig endnu til religionen og traditionen. Brandes fremhævede Nietzsches kritik af den kristne „Slavemoral“, „Dannelsesfilisteriet“ og uvilligheden til at anerkende det „stræbende Genis Værdi“. Han benyttede lejligheden til at tage afstand fra Taines opfattelse af geniet som bestemt af sine forudsætninger og sin tid – „race, miljø og moment“, som der står i indledningen til Taines Den engelske Literaturs Historie (1863-64, da. 1874-77). Brandes hævdede tværtimod, at de nye ideer først opstår i de enkelte store mennesker, som er blevet til ved „et Spring i Naturen“, og at disse overmennesker er historiens formål. „Menneskeheden skal uafbrudt arbejde paa at frembringe enkelte store Mennesker – dette og intet Andet er dens Opgave“, citerede han fra Nietzsches Unzeitgemässe Betrachtungen (1874, Utidssvarende betragtninger) om Schopenhauer.

Med Nietzsche afviste Brandes nu både Hegels optimistiske tro på, at udviklingen ville give menneskeheden stadig større indsigt i livsvilkårene, og Stuart Mills fornuftige tro på, at udviklingen ville føre til den størst mulige lykke for de fleste. Endelig forkastede han hovedpunkterne i det moderne gennembruds program. Nordens forfattere tumler stadig med „visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt KvindeEmancipation, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Kultus af Folket“, mens evnen til at undfange geniale ideer synes aftaget. For at skabe ny stor kunst må der opstå ånder på højde med „de ejendommeligste Personligheder i Samtidens Tænkning“, personligheder, der som han selv var på højde med Nietzsche åbenbart.

Samtidig distancerede han sig fra naturalismens æstetiske program, som Zola havde skitseret i Le Roman expérimental (1880, Den eksperimenterende roman) og praktiseret i romanserien Les Rougon-Macquart (1871-93). Zola byggede på Taines opfattelse af psykologi som et biologisk fænomen. Som motto for debutromanen Thérèse Raquin (1867, da. 1901) havde han sat Taines udsagn, at „Dyd og Last er Produkter som Vitriol og Sukker“. Den naturalistiske æstetik udmøntede han i sætningen „et Kunstværk er et Hjørne af Naturen set gennem et Temperament“. Brandes påpegede i artiklen „Émile Zola. Virkeligheden og Temperamentet“ (1887), at naturalismens 'temperament' ikke adskiller sig væsentligt fra klassicismens 'smag' og romantikkens 'fantasi'. Der er i alle tilfælde tale om, at kunstneren former sit materiale, og heller ikke naturalismens virkelighedsbeskrivelse undgår denne omformning. Det særlige ved Zolas naturalisme var hans omfattende og uforskønnede beskrivelse af den moderne virkelighed, som ikke kun var realistiske billeder af fransk samfundsliv magen til Balzacs. Det store mylder af personer og ting holdes sammen af en kraft uden for personernes kontrol, et symbol på de materielle kræfter, som menneskelivet efter Zolas mening var determineret af. I Paris's Bug (1873, da. 1881) er det hallerne, i Faldgruben (1877, da. 1880) er det bardisken, og i Menneskedyret (1890, da. s.å.) er det jernbanen.

I anmeldelsen „Dyret i Mennesket“ (1890) af sidstnævnte roman sammen med Tolstojs Kreutzersonaten (1891, da. 1890) og Guy de Maupassants novellesamling Den unyttige Skønhed (1890, da. 1906) uddybede Brandes sin kritik af naturalismen og den moderne litteraturs menneskebillede. Mennesket opfattes som spaltet i dels et bevidst jeg, dels et ubevidst lag, der betragtes enten som en usocialiseret rest af det animalske menneske eller som et resultat af civilisationens degeneration til et dyrisk niveau, og i begge tilfælde forkastes kroppen. Det egentlig menneskelige anses for hævet over det sanselige, ligesom man i oldkristendommen mente, at sjælen var hævet over legemet. Forfatterne har mistet troen på viljens frihed, især Zola, der lægger kraften over i de materielle ting. I slutningen af Menneskedyret, hvor et tog fragter udmattede og drukne franske soldater til fronten, styrer det førerløse lokomotiv de viljeløse menneskers skæbne.

Brandes havde i Det moderne Gjennembruds Mænd brugt toget som et optimistisk billede på civilisationens fremskridt. Zola brugte det modsat som et pessimistisk billede på udviklingen mod krigens katastrofe. Det bestyrkede Brandes' overbevisning om, at det viljestærke menneske er kulturens mål. Han understregede, at toget hos Zola var et billede på et land, der drog i krig „uden Vilje i sin Spidse“. Zolas forestilling om sanseligheden som en dyrisk rest i mennesket kaldte han „slet fordøjet Darwinisme“ og bekendte sig i stedet til den antikke forestilling om det hele menneske, som har magt til at afbalancere det dionysiske og det apollinske i sin egen personlighed. Han havde derfor heller ingen sans for psykoanalysen, som Sigmund Freud et tiår senere grundlagde i Wien med det ubevidste som nøglebegrebet. Tanken om ubevidste drifter uden for fornuftens kontrol var Brandes imod. I de følgende år koncentrerede han sig om at skrive biografier over kulturens store mænd, William Shakespeare (1895-96), Heinrich Heine (1897), Henrik Ibsen (1898), sig selv i Levned (1905-08), Wolfgang Goethe (1915), François de Voltaire (1916), Cajus Julius Cæsar (1918) og Michelangelo Buonarroti (1921).

Denne tilbagetrækning var ikke kun forårsaget af mismod over den politiske udvikling. Hans Nietzscheforedrag mødte kritik fra en politisk meningsfælle som Harald Høffding, der i 1883 havde overtaget Rasmus Nielsens professorat. I artiklen „Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse“, som blev trykt i Tilskueren nogle måneder efter Brandes' Nietzscheintroduktion, afviste Høffding overmenneskefilosofien og plæderede i stedet for en demokratisk radikalisme, der tillader alle at følge deres individuelle tilbøjeligheder under hensyn til fællesskabet. Kristendommen har lært os at forstå værdien af det enkelte menneske, og modsætningen mellem store og små mennesker er falsk, skrev Høffding. „Det store vokser ud af det smaa“, og det fælles mål må være hele slægtens og menneskehedens liv. Hvilken målestok har man for storhed, om det ikke skulle være „Vilje og Ævne til at arbejde for saa stor Velfærd som muligt, for saa mange som muligt?“ Selv kunstneren, der går sin ensomme gang „uforstaaet eller endog miskendt af den store Mængde“ følger velfærdsprincippet, idet han „forøger Slægtens aandelige Kapital“. Hermed var den filosofiske begrundelse for det kommende århundredes velfærdssamfund fremlagt. Høffding kunne heller ikke give Nietzsche ret i, at de svage har sammensvoret sig om at holde de stærke nede. Europa ligner ikke et stort hospital, bemærkede han, snarere „en stor Kaserne, en stor Fabrik og et stort Tivoli“. Brandes svarede i artiklen „Det store Menneske. Kulturens Kilde“ (Tilskueren, 1890), at man ikke kan se det store menneske som blot et redskab for hans værk. Hans betydning for menneskeheden ligger i „hans Naturs Fuldkommenhed, af hvilken hans Livsgjerning kun giver os en Afglans“. Folk har „ringe menneskelig Værdi som Masse“, så hvis man vil „Velfærd uden Hensyn til menneskelig Storhed“, ser man „Idealet i Slaraffenland“.

Militarisme, industri og underholdning skabte tryghed, beskæftigelse og morskab for flertallet, men marginaliserede de intellektuelle. Dertil kom, at det naturvidenskabelige verdensbillede nedbrød menneskets kulturskabende evne, skrev Vald. Vedel i artiklen „Om Nydannelse i Tidens Aandsliv“ (1892), som var et nyt og skarpere angreb på den idéfattige naturalisme. Kunst og videnskab var blevet gode til det „observerende, deskriptive og analyserende“, men manglede „Opfindsomhed og Fantasi“. Videnskaben har reduceret mennesket til et dyr i primitive drifters og materielle omstændigheders vold, og imens breder kulturfjendtligt barbari sig i en „voksende Fornægtelse af alt ideelt, det brutale Regimente uden Omsvøb (…) Pengene fra oven, Pøblen forneden mødes snart i at ringeagte eller næsten hade Kulturen“. Vedel tilsluttede sig Brandes' kritik af naturalismen og Nietzsches kritik af videnskabens perspektivløse stofophobning, men afviste deres dyrkelse af selvhævdelsen.