De store forandringers tid

I Danmark var selv enevældens fald i 1848 forløbet uden blodsudgydelser under indtryk af det samtidige kongeskifte fra Christian 8. til Frederik 7. og den truende krig med Tyskland. De nationalliberale, som havde ledet kampen for demokrati, var akademikere, professorer, præster og redaktører som H.N. Clausen, D.G. Monrad, Orla Lehmann og Carl Ploug. For dem betød folkestyre, at magten skulle overgå til „de Begavede, de Dannede og de Formuende“, som Orla Lehmann fastslog i en tale i 1860. Da de var kommet til regeringsmagten, liberaliserede de samfundet gennem en række love, der gav næringsfrihed, også omfattende ugifte kvinder, almindelig værnepligt, lige arveret for begge køn, og som gjorde den ugifte kvinde myndig fra 25-års alderen. På landet kom der større lighed mellem selvejere og fæstebønder og mulighed for fæsteafløsning, dvs. fæstebøndernes overgang til selvejere med støtte fra nyoprettede kreditforeninger og sparekasser, så antallet af fæstegårde hurtigt halveredes. Desuden højnedes bøndernes selvbevidsthed gennem Bondevennernes politiske agitation, vækkelsesbevægelserne og højskolerne.

Det var forandringernes tid. Georg Carstensen havde i 1843 lejet et område uden for Vesterport og anlagt Tivoli, og da militæret i 1852 flyttede demarkationslinjen foran Københavns volde, begyndte en stor byggeaktivitet på arealerne. Fra 1857 blev volde, byporte og afgiften på handel mellem land og by sløjfet. Den første jernbane fra København til Roskilde åbnede i 1847, og fra 1852 begyndte anlægget af den tværgående linje mod Korsør, over Fyn til Middelfart. De første telegraflinjer åbnede i 1854, og i 1857 blev Privatbanken oprettet med C.F. Tietgen som direktør. Han havde været leverandør til telegrafselskabet, og hans indsats for udvidelsen af transport- og kommunikationsforbindelserne især til England bidrog i de følgende årtier betydeligt til den økonomiske vækst. Der blev indført ensartede posttakster og frimærker i 1851. I 1857 fik København gasbelysning, i 1860 påbegyndtes byens kloakering, og i 1863 viste de første hestetrukne sporvogne sig i gadebilledet.

Imidlertid var de nationalliberales idealisme et dårligt udgangspunkt for politiske kompromiser. Deres dels stædige, dels ubeslutsomme politik i spørgsmålet om Slesvigs stilling førte til nederlag i krigen med Tyskland og Østrig i 1864 (se Nederlaget 1864). Den danske helstat mistede med Slesvig og Holsten to femtedele af sit territorium og en tredjedel af sine indbyggere, heraf 200.000 dansksindede i Sønderjylland. Efter krigen vendte Bondevennerne sig derfor mod det nationalliberale embedsborgerskab og støttede godsejerne og den nye grundlov i 1866, som indskrænkede demokratiet og lagde magten i hænderne på „de smaa og de store Bønder“. Godsejerne valgte dog snart igen at alliere sig med de nationalliberale til et højreparti, der værnede om guldalderkulturen og holdt de „kofteklædte“ bønder, som i deres øjne var en udannet almue, fra ministerposterne.

Junigrundloven havde givet valgret til alle uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke nød eller havde nydt fattighjælp, der ikke var tilbagebetalt. Juligrundloven fra 1866 bevarede den almindelige valgret til Folketinget, men af Landstingets 68 medlemmer skulle nu 12 udpeges af kongen på livstid og 27 af de største skatteydere, hvilket sikrede godsejerne et solidt flertal. Rigsdagens to ting skulle samarbejde med den regering, kongen udpegede.