Andelsmejerier skød op i landsbyer samt i de nye stationsbyer med himmelstræbende skorstene og en moderne produktionsteknologi, der forandrede dansk landbrugs evne til at konkurrere såvel nationalt med de tidligere dominerende herregårdsmejerier som på det europæiske marked. Her ses ostekarrene på et af de hundreder af andelsmejerier. Fotografi fra omkring 1890.

.

Bregendahl arbejdede i en lang årrække med det stof, som skulle blive til romanen Holger Hauge og hans Hustru (1934-35), som hun selv anså for at være sin væsentligste udgivelse. Det var ambitionen med det 642 sider store værk at skrive en samtidsroman, hvor hun i fiktionens form fortalte et centralt stykke danmarkshistorie og placerede synsvinkelen hos bønderne. Holger Hauge og hans Hustru rummer da også både en bredt anlagt kultur- og samfundshistorisk skildring af bøndernes vej mod politisk-kulturel selvfølelse og parlamentarisk sejr og en kunstnerisk fremstilling af værdierne under forvandling fra den gamle, traditionsbundne bondestands undergang til udfoldelsen af andelskulturen.

Romanens ydre tid er således, bortset fra et afsluttende efterskrift, knyttet til et historisk forløb og til den samfundsmæssige udvikling fra 1877, hvor Estrup udstedte sine første provisoriske love, til 1901, hvor bønder og arbejdere gennemtvang parlamentarismen og dermed sikrede folkestyret i Danmark. På handlingsplanet er romanen imidlertid tilrettelagt som en familiehistorie, der skildrer ægteskabet og samlivet mellem Holger og hans hustru Kirstine, fra de ankommer til sognet og gården i 1877, til Kirstine dør i 1901.

Bregendahl placerer endnu engang passernålen i et landsogn, i „en noget hengemt Egn“, som her hedder Thorsted sogn, men som kunne have heddet Faarekrog eller Sødalen, for også her skildrer hun et af de hundreder af landsogne, der ligner en udkant af landet, men som i de år udgjorde centrum for udviklingen i Danmark. Thorsted domineres af en konservativ, feudalt tænkende bondestand med Kræn Højgaard i spidsen. Kræn er af samme type som Hendrik i Bakken, en stejl og halstarrig mand, der er ét med det gamle bondelivs traditioner og sædvaner.

I 1877 køber det unge ægtepar Hauge den forsømte proprietærgård Harreborg, og dermed planter de en ny tid i sognets muld. Holger vil forandring og fremskridt, han er ungdommelig, begavet, dygtig og optændt af andelsbevægelsens ideer. Han er andelsøkonomiens, foreningernes, folkehøjskolernes, forsamlingshusenes og folkestyrets mand, men samtidig opfattes han som en fremmed i sognet. De lokale sladdermaskiner er klar med fordommene, da Kirstine indlægges med nyrebetændelse, og der kommer en yngre pige i huset på Harreborg, for Holger anses for at være et lumskt driftsmenneske:

Den høje, klare Pande, det livfulde Ansigtsudtryk og den friske Hudfarve, det var alt til hans Fordel. Og Munden? Javel, den kunde nok til Tider trække sig sammen i Arrigskab og Forbitrelse, men den kan ogsaa smile baade muntert og kaadt, og i de fyldige, røde Læbers Kroge leger ofte et fint sanseligt Spil. Men den Slags skulde man ikke kunne se udenpaa Folk, især ikke i Hauges Alder. Det ligner slet ikke Beboerne i Thorsted og taales ikke her. De kalder det Lumskhed – og mener dermed ægteskabelig „Lumskhed“.

Holger er ikke af gammel bondeæt og bærer ikke traditionens arvelod, men er tidligere løjtnant og forvalter. På den måde udgør Holger Hauge og Kræn Højgaard modsætninger, som navnene også antyder i det gamle bondebrugs højgård over for den dyrkede have. Holger skaber omstilling og indfører det moderne, så han er romanens tilsyneladende helteskikkelse, der erobrer den Thorsted'ske offentlighed og fører den ind i det moderne. Hans fremmedhed og mangel på forankring i de gamle traditioner udvikler sig imidlertid til dæmoniske modkræfter, fordi han ikke bare repræsenterer den ny tids foretagsomhed, men også dens individualisme og egoisme. Holger vil ikke bare den ny tids andelsbevægelse, han vil også i høj grad sig selv, hvorfor han i stigende grad gør andelsbevægelsen til en løftestang for sine personlige ambitioner. På den måde viser hans værk og liv sig efterhånden dybest set at være koncentreret om at tilfredsstille egne mål. Så Holger Hauge vinder nok livtaget med Kræn Højgaard og den tunge traditionskultur, men han taber samtidig på et andet plan det ideale sigte og dermed selve sagen, fordi den undervejs forandrer sig fra fællesskab til et individuelt projekt. Holger er altså ikke i stand til at forløse idealerne i det fællesskab, han er stedt i. Den fremmede Holger Hauge fører nok de nødvendige forandringer ind i sognet, men fremskridtet savner folkelig forankring. Derfor får projektet et tragisk forløb og en tragisk udgang, hvilket afspejles i ægteskabshistorien.

Kirstine skildres alle steder som et menneske, der er dybt forankret i bondestandens værdier og bøndernes historie; således var hendes bedstefar en fæste- og hovbonde, der blev invalideret på træhest. Kirstine har været på højskole, hvorved hun er vakt for det nye, for den ny tids værdier og for dens fællesskaber, men samtidig er hun forankret i bondeslægt og hendes erfaringers hovedstol står i bondestandens værdier. Så hvor Holger kalkulerer og i stadig stigende grad ser kapitaliseringen som selvstændiggjort mål, der vil Kirstine skabe menneskelige fællesskaber, som kan forene de frugtbare sider af det gamle med det nye. Kirstine rækker, som Holger, ud mod det nye. Hun stræber efter forandring, men hvor han vil det for profitten og magten, vil hun det for sin stand og for sin bonderods skyld.

Kirstine er således skildret som den, der med sin særlige kvindelige generøsitet ville have kunnet mediere den hårde konflikt mellem de gamle og de nye værdier, fordi hun rummer de menneskelige sider af traditionen såvel som begæret efter det nye, men i takt med at Holger i stadig højere grad bliver vidtløftig og kræmmeragtig, udvikles sygdommen i Kirstines krop. Hun dør på samme tragiske vis, som en række af de Bregendahl'ske kvinder må dø, for det er ikke deres værdier, der vinder. Og Holger bliver på en måde aldrig menneske mere. Kirstine var hans balance, repræsentanten for det menneskelige og dermed hans egentlige styrke.

På den måde slutter bondestandens udviklingshistorie i en slags værdiernes tragedie, for nok lykkes det at løbe den gamle halstarrighed og stivhed over ende, men desværre kun for at etablere en ny kapitalistisk kynisme. Sådan er Bregendahls epos om bondestandens værdiopbrud, og sådan er historien om ægteskabet mellem Holger og hans hustru. Undervejs folder Bregendahl et lokalt landskab ud, som er stærkt symbolsk og dog realistisk med Igelmose-folkene, der er drikfældige og uordentlige. Som det symbolsk antydes med 'igel', der på ældre dansk betød en igle eller et pindsvin, har de suget sig fast eller stritter imod enhver form for forandring. Topografien omfatter Thorsted landsby, der med Kræn Højgaard i spidsen holder på de gamle dyder, sådan som aserne og dermed oldtiden antydes i navnet. I dette landskab udfolder Hauge sig på Harreborg, harre betyder harve, som den ny tids bonde, der skal dyrke folkestyrets og de folkelige idealers ager. Men begæret efter vinding og individualitet løber af med sejren for Holger, mens Kirstine må dø og hendes medierende kraft dermed gå under.

I et „Efterskrift“, der også er romanens sidste kapitel, hedder det indledningsvis:

Mere end et kvart Aarhundred er forløbet og vi er kommet langt ind i Tyverne. Det er Vintertid, og med Slud og Søle og raa Kulde i Følge hujer Blæsten op over det danske Land. Men værre endnu er den Blæst, der raser over det øvrige Europa, og med endnu raaere Slud og Søle og endnu mere bidende Kulde efter sig. Det er Krigens, – den forfærdelige, den blodige, den for alle sunde Mennesker ufattelige Krig, – dens Følger er det, der raser over Landene, dens raa Pestaande er det, der ætser og forgifter alt og alle, alle Folkeslag, alle Samfundslag, alle menneskelige Forhold.

Romanens forløb er tilrettelagt, så handling, erfaring og bevidsthed bevæger sig frem mod erkendelsen af værdiernes forfærdende sammenbrud i verdenskrigens slagtehus ude i den store verden, og som også spejler sig i den lille historie, i Thorsted sogn, hvor det gamle bryder op og erstattes af nye, store idealer, som ikke viser sig bæredygtige. Den alvidende stemme fortæller, eller er det den erfarne forfatter, der som modent menneske lader sider af sit liv passere? Den lille, moderløse pige fra udkanten søgte håbet og lyset. Men var der lys? Kunne de personlige og de samfundsmæssige drømme bære?

Jorden – Jorden – Den lille Kugle, der Dag efter Dag, Aar efter Aar, svinger rundt i sin afstukne Bane, – imellem Millioner af andre Kugler, der drejer rundt paa lige saa planmæssig Facon. Paa den lille Kugle gaar der saa nogle smaa Myrer og kravler om, de fleste atter indenfor en lille, afstukken Bane, ofte kun en lillebitte Cirkel. – Og det er ikke en Evighed, men bare en usselig kort Tid, de har at snurre rundt i. Alligevel, – den Dag, et Menneske nærmer sig Afslutningen, maa han gribe sig i sin Barm og spørge: – Hvad fik saa du ud af din lille Snurretur? – Det er jo dog det eneste af Betydning, han ved om Jorden.

Holger Hauge og hans Hustru rummer de store spørgsmål, ligesom romanen er en stor fortælling om værdier i én af danmarkshistoriens afgørende moderniseringsperioder. Det er imidlertid også en personlig beretning om en kunstners eget arvegods, som når forfatteren vittigt og elegant indlægger et miniportræt af den unge, oprørske, men også charmerende jyske digter, der har skrevet så smukt og bevidst om Jens Vejmand. Det personlige og bondestandens vilkår løber sammen i én frugtbar fortælling hos forfatteren, der aldrig hæver sig over sin stand og sin lod. Marie Bregendahls forfatterskab stiller det store spørgsmål om værdiernes forvaltning i det folkelige gennembrud. Hun stiller ligeledes skarpt på kvindens rolle, hvad en række litterater gjorde opmærksom på, da de hentede hendes forfatterskab frem fra halvglemsel i 1970'erne. Men måske overså de tabets og moderskabets enorme betydning. Marie Bregendahl digtede hele sit forfatterskab på 'anno gram', smertens år, tabet af moderen, hun aldrig forvandt, men til gengæld omsatte i et varmt forfatterskab.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Andelskultur og ægteskab - Holger Hauge og hans Hustru.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig