Folkehøjskolerne forandrede synet på tilværelsen for tusinder af unge fra landet, der her fik deres egen kultur og livsform sat i perspektiv. Højskolerne underviste i fag som dansk og regning, men det var foredragene og fortællinger om nationale, åndelige og historiske emner, der som regel virkede stærkest på de unge menne sker, som ofte knyttede venskaber, der varede livet ud. Fotografiet er fra Fårevejle Højskole i 1917. Forstanderen synger for, og de unge kvinder er klædt i lette, lyse dragter så langt fra de tunge, mørke bondeklæder, man bar i arbejdet. Bemærk sølvspænderne i håret, som blev et slags symbol for kvinder, der havde været på højskole. Marie Bregendahl var elev på Vrigsted Højskole.

.

Gårdmandsdatteren Marie oplevede således på den hårdest tænkelige måde, hvordan barndommen slukkedes som ved et vip på en kontakt. Den ene dag levede hun trygt med mor som et frodigt midtpunkt. Den næste dag var hun en udpeget med et særligt ansvar, præcis som hun skildrer det i En Dødsnat. Faderen, Peder Sørensen, var næppe til megen støtte under opvæksten for Marie og hendes søskende. Han var en indesluttet skikkelse, der bar sorgen over at have mistet Ane Kathrine ved yderligere at vende sig indad, og der er i ikke ringe grad et faderportræt i skildringen af Hendrik i Bakken.

I 1886 kom Marie imidlertid på Vrigsted Højskole mellem Hedensted og Juelsminde, og som det var tilfældet for mange unge kvinder og mænd af landbooprindelse, så oplevede hun her en livsoplysning, der løftede hendes selvrefleksion op på et andet niveau og satte tilværelsen i et helt nyt perspektiv. Før hun drog på højskole, var hun blevet forlovet med en ung bondesøn fra hjemegnen, som traditionen bød, men hjemkommen fra skolen mødte hun den unge, rebelske og meget charmerende Jeppe Jensen Aakjær, der – ligesom højskolen – udpegede nye og andre muligheder i forhold til bondelivets vanespor. Noget helt nyt vokser i Marie, der får øje på kvinden i sig selv og dermed på kvindens muligheder. I et brev fra 1887 fra Marie til Jeppe hedder det: „Er der noget, der trænger til at blive rodet op i, saa er det virkelig Kvindens Stilling i Samfundet (…) Hvis vi Kvinder stræbte efter at blive nok saa selvstændige, og hvis I Mænd hjalp os lidt tilrette med at faa en bedre økonomisk Stilling, saa skal du ingen Bekymringer have for Kvinden, hun redder sig nok“.

I samme brev har hun omtalt ægteskabet som en institution, der ikke nødvendigvis skal vare livet ud, for det kan være et bånd, „der tvinger Mand og Kvinde“. Marie Bregendahl er grebet af det moderne, den radikale tanke, ligesom hun på højskolen har læst både Bjørnstjerne Bjørnson og J.P. Jacobsen.

Det skulle dog snart vise sig, at den unge Jeppe Aakjær ikke i egen livspraksis var den, der revolutionerede kvindens stilling eller hjalp „tilrette med at faa en bedre økonomisk Stilling“. Bregendahl flyttede til København for at være nær Jeppe, som hun giftede sig med 1893 på Københavns Rådhus, og sammen fik de sønnen Svend i 1894. Faderen hjalp Marie økonomisk, så hun fra 1892 i nogle år kunne drive et 'jysk pensionat' i Nørregade, hvorved hun forsørgede sig selv og Jeppe. Pensionatet gik ikke, skønt Marie sled og puklede, og det gjorde ægteskabet heller ikke, skønt forelskelsen og drømmene havde været store. I 1900 opløstes det i ulykkelighed og uindfriede forventninger. De var tydeligvis et umage par.

Jeppe Aakjær skrev siden i sine erindringers tredje bind (1929) en række barske karakteristikker af samlivet, og ikke mindst Maries bondefamilie, herunder faderen, fik voldsomme rap over rygstykkerne. Marie var længe tavs herom skønt såret dybt i sjælen, men hun ventede til Aakjær var død i 1930. Så udgav hun sine Smaa Kommentarer til Aakjærs Erindringer (1935), hvor hun stilfærdigt, underspillet tilbageviser en række af de Aakjær'ske spark. Marie Bregendahl rummede i sandhed bondelivsformens tunge tålmod, og det var måske netop den, som den iltre og handlingsorienterede Jeppe Aakjær slog sig på og opfattede som kulde og manglende imødekommenhed.

Efter skilsmissen klarede Marie livet for sig og sønnen ved at være husholderske for en bror, ligesom hun i perioder korrekturlæste for dagblade. Hun blev resten af sit liv boende i København. Fra og med En Dødsnat kunne hun leve som fuldtidsforfatter, og i 1918 kom hun på Finansloven. Foruden romanerne og romancyklussen om Sødalsfolkene udsendte Bregendahl en række samlinger af noveller eller fortællinger, hvoraf nogle er glimrende eller endda fremragende, men de føjer næppe nye episke eller kunstneriske aspekter til forfatterskabet, der folder sig bedst ud i romanen – eller 'billedet', der var hendes egen genreopfindelse, ligesom Johannes V. Jensen opfandt 'myten' og himmerlandshistorien, og ligesom Albert Dam udviklede sine 'skilderier'. Hendes novellesamlinger omfatter titlerne I de lyse Nætter (1920), I Haabets Skær (1924), den lange, selvstændigt udgivne Thora (1926), Med aabne Sind (1926), Den blinde Rytter (1927), Naar Julen er nær (1927) og Møllen og andre Fortællinger (1936). Hun udsendte desuden en enkelt digtsamling under titlen Filtret Høst (1937), der fastholder en række spredte lyriske arbejder gennem årene.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Livserfaringer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig