Marie Bregendahl med sin mor og sine søskende fra 1870'ernes slutning, umiddelbart før smertens år – det år, moderen døde. Det fint opstillede billede skyldes fotografen Jens Michaelsen Ingstrup i Skive.

.

Det varede otte år, før Bregendahl fik lejlighed til at udsende sin næste bog. Romanen En Dødsnat (1912), der er en intens skildring af en børnefloks oplevelse af deres mors død ved blodstyrtning efter en kompliceret barsel, blev til gengæld et både kunstnerisk og publikumsmæssigt gennembrud, der gav hende mulighed for at leve af forfatterskabet. Den udkom ret hurtigt i flere oplag og blev 1920 oversat til tysk samt siden til engelsk og udsendt med en vis succes i USA. En Dødsnat er da også en lille roman, der hæver sig højt i kunstnerisk intensitet, og som er et af dansk litteraturs hovedværker, når det gælder skildringen af børns afmægtige oplevelse af døden. På den måde føjer Bregendahl sig her dels til den tematisering af børns vilkår og oplevelsesverden, som Aakjær, Skjoldborg og Andersen Nexø står for i samtiden, dels peger hun frem mod skildringer hos Tove Ditlevsen, hos den meget yngre Jørgen Christian Hansen og endelig hos Vibeke Grønfeldt.

En Dødsnat er en smertebog, der er skrevet tæt på forfatterens egne erfaringer. Marie var, som Lise i romanen, ældst i en søskendeflok på otte, og da den niende kom til, døde moderen 34 år gammel i barselssengen. Marie var tolv år og fik i den virkelige, biografiske verden overdraget ansvaret for sine søskende, sådan som Lise udpeges til det af den gamle mormor i En Dødsnat.

Der er et raffinement i fiktionen, som måske mere end noget andet fortæller, hvordan denne dødsnat i forfatterens eget liv har dannet et absolut før og et efter. Moderen hedder i romanen Anne Gram. Ordet 'gram' kan betyde vrede eller harme, men specielt i vestjyske dialekter optrådte ordet især på Bregendahls tid også ofte med betydningen sorg eller smerte. 'Anne Gram' lader sig altså fortolke som anno gram lig med smertens år. Fra dette år, denne nat, var smerten, sorgen, det ubærlige savn og den afmægtige vrede over vilkåret altid nabo til alle andre sindsstemninger og sider af tilværelsen hos Marie Bregendahl.

Romanen blænder handlingsmæssigt op for en lykkestund for børnene, for moderen, for folkene, for gårdens miljø. Anne Gram er centrum, den hellige mater eller den store moder, der sørger for sin flok og gavmildt deler ud af jordens rige nådegaver til det folkehold, hun er sat til at tjene:

Over Halvparten af det lange Bord dækkede et lysblomstret Voksdug, hvorpaa var anbragt alt, hvad der skulde anvendes til at skære Mad af: Paa et stort Sulefad laa et røget Faarelaar, en armtyk Spegepølse samt en Del mindre Stumper og Stykker af forskelligt andet Paalæg; paa et andet Fad laa en saftig, hjemmelavet Ost, der vel kunde veje en halv Snes Pund; i en gul Syltekrukke var der Smør, i en anden Svinefedt og paa en gammel Præsenterbakke laa der hjemmebagte Kavringer og store Stabler af afskaaret Rugbrød.

Velstanden er ikke bare hobet op, den er sanset frem i sproget, der skaber landet, som flyder af mælk og honning, det forjættede land, hvorfra uddrivelsen imidlertid snart skal finde sted. I dette land har børnene deres store moderskikkelse, varme, opmærksomhed, nærhed, så de vrimler og pusler om hende i evig forvisning om den fundamentale tryghed, der kun brydes af den pudsighed, at moderen har brug for at sidde ned på puder med sin højgravide tyngdekrop, mens de kræver mad og moderlig omsorg:

„Mor, maa jeg faa et Stykke med Pølse paa?“„Mor, maa jeg faa en Kavring-Mell'mad?“„Mor, maa jeg faa en Rugbrøds-Rundtenom? – En hel Rundtenom?“ Og de slaar sig forventningsfulde ned rundt omkring hende, nogle siddende, andre staaende. Det gaar, som det bedst kan. Nu kan de faa det rigtig hyggeligt, frem for alt rigtig tvangfrit. Der er slet ingen Fremmede med ved Bordet og ikke en Gang den noget tavse og noget utilgængelige Far. Nu kan de rigtigt have det med Moderen, som de ønsker og faa smurte Madstykker lige fra hendes Haand og hendes Kniv. Uhmm! Hvor det skal smage!

Fra denne lykkevrimmel i barnehøjde skifter alt snart til mol og mørke. Børnene bliver beordret ned til bedstemor klog' Sines hus som vanligt, når en fødsel sætter i gang. Men denne gang går det galt. Børnene fornemmer det, stemningen bliver hektisk, farlig, og jo mere farlig, desto mere skubbes børnene ud af den kreds af agerende voksne, der omgiver moderen og hendes skrig.

Moderen er stadig den centrale skikkelse i romanen, men ikke længere hovedperson, for der er egentlig ikke andre hovedpersoner end dødskampen. Rundt herom virrer, agerer og reagerer et kollektiv af personer, der hører til husstanden eller er indforskrevet ved barsler. De er til stede som klampende træsko, lyde, stemmer, gøremål, funktioner snarere end personer. Alleryderst befinder fader Anders sig, uvidende om dramaet er han til markeds, og da han kommer hjem, er det kun for at blive stum og ubehjælpsom som en klud. Næstyderst befinder børnene sig. De to ældste, Lise og Helga, forstår en hel del, kusinerne Elsbeth og Grethe forstår noget, men resten af flokken tumler, sover, klynker som hjælpeløse fugleunger, der er faldet ud af reden og aldrig kan løftes tilbage. Det hører til Bregendahls geni, at hun opløser fortælletider og synsvinkler, så dødsdramaet opleves i en lang række af registre og niveauer. Snart møder læseren den alvidende fortællers kommentar, snart er oplevelsen tillagt den 12-årige, snart er det kredsen om Anne Grams seng, der mener noget. Snart er der bagudsyn, snart forudsigelse, snart er synsvinkel låst fast hos én person midt i dramaet. Den eksplicitte fortæller reflekterer ind imellem, som her over den kaotiske situation og flimmeret: „Saadan flimrede der i dette Par Ventetimer et broget Mylder af Billeder frem for Børnenes Øjne, smaa og store, mindre væsentlige og skæbnebestemmende imellem hverandre. Dog alle indbyrdes forbundne, thi de var alle tegnede paa den samme sorte Baggrund: Moderens dødssyge Tilstand“.

Fremstillingens kakofoniske væsen og struktur har at gøre med nærhed til erfaringen; det er, som om smertens erindringer vælter frem med ufiltrerede, selvoplevede passager, som da barnepigen kommer ud fra soveværelset med en spand fuld af blodvand, som hun holder frem for kvinderne omkring sig: „Og det var kun, hvad der var sivet ned igennem Dyner og Madrasser, forklarede hun. Hvor meget var der ikke opsamlet i Sengeklæderne? Og der stod for øvrigt Pøl ved Pøl derinde under Sengen, og hun skulde ind igen og tørre op, naar hun havde skiftet Vand, for ellers flød det jo ud over Gulvet, saa det ikke var til at flytte Fødderne for det.“

Fremstillingens autenticitet ligger også i brugen af dialekt. Når Kristense „stod og vissede og hurrede for“ et af de små børn, så er det præcist og kan ikke hedde noget andet i denne del af Jylland, ligesom det går „voldsk“ og „fort“ for sig, og ligesom pigerne kan „komme skultrende nede fra Huset“.

Uden om og uden for de voksnes drama, udspiller børneflokkens fire store pigers egentlige drama sig, for de gennemspiller deres egen kamp om troen, om fadervors betydning, om Guds nåde og om troens styrke og relevans. Deres diskussioner med hinanden og med Vorherre tager form som Jobs livtag med Jahve. Er Vorherre en nådig Gud, der lytter, eller er troen blot en trøst af denne verden? Har mor kunnet nå at berede sig, eller kastes hun i Helvedes flammer, fordi hun ikke har beredt sig?

Det ulykkelige eller skæbnesvangre ved forløbet, som Bregendahl betoner, er, at moderens tro på forsyn og varsler betyder, at lægen ikke tilkaldes rettidig. Karlen Niels holder med forspændt vogn næsten hele natten, klar til at sprænge efter doktoren, men Anne Gram har engang i et varsel set, at hvis lægen kommer i huset til en barsel, vil én dø. Denne almueforestilling går i opfyldelse, netop fordi den er der, for da doktoren endelig, langt ud på dødsnatten, hentes, er det for sent, og Anne Grams liv står ikke at redde. Bondealmuens mundheld var ofte: A så'ed nok! – jeg sagde det nok! Den selvbekræftende, selvopfyldende myte er en del af den gentagelse, der præger livsformen.

En Dødsnat er således en roman, der fungerer ved dels at være enkel i sin handling, dels at være overordentlig kompleks i sin fraktale fortællestruktur. Men den er først og fremmest en roman om at tage skæbnen på sig og leve med den – uden at kunne. Da Anne Gram har udstridt sin dødskamp, overtager farmoderen så at sige scenen. Hun, der i romanen repræsenterer bondesamfundets ophobede erfaring og viden i modsætning fx til lægen, der blot afmægtigt ser til, hun sørger for, at kontinuiteten opretholdes i slægten, familien og husholdet ved at udtale Loven, den sociale lov med dens næsten gammeltestamentlige bud:

Da den Gamle havde set vist paa Pigen i nogen Tid, gik hun hen til hende og lagde den ene af sine klamme, blaalige, af Slid og Gigt omskabte Hænder op paa hendes Skulder, mens hun med den anden Haand pegede rundt paa Søskendflokken: „Saa mange er der, Lise,“ sagde hun og saa' hende haardt og fast i Øjnene, „og du er den ældste. – Gaar det nu ikke de andre, som det skal, bliver det dig, der bliver spurgt efter.“ – Der stod en næsten trolddomsagtig Gru ud fra denne gamle Kvinde i dette Øjeblik. Den kom baade fra hendes krogede Skikkelse, med det dukkede, fremstrakte Hoved paa den senede Hals og fra hendes haarde, tørre Stemme og de tunge, fastmanende Ord, den udtalte. Og det var som en Isnen fra den lange, haarde Livsvandring, den Gamle havde bag sig, slog ned over Rummet og mærkede alle de, der var samlede. Hun havde ramt sikkert.

Marie Bregendahl rammer sikkert i sin skildring af den indvielse, bedstemoderen her tildeler Lise. Den gamle kone ved, hvad hun taler om, og Marie Bregendahl ved at give hende stemme og den barske almuevisdom mæle. Bedstemoderen har, som det hedder et sted, lagt sin mand og fjorten af sine børn i graven. Hun kender livets hårde lov i det bondesamfund, hun er rundet af, og som hun vil berede og kalde Lise til. Det er ikke individets, men slægtens og jordens behov, der skal opfyldes. En mor er død i bestræbelsen på at bringe endnu et barn til verden, men nye mødre må træde til for at sikre de næste led af slægten, og der må tages vare på de små søskende, indtil de som de genbanker, de er, de led i kæden, de betragtes som, kan nå frem til næste slægtled i den lange kæde.

Sådan er den lov, Marie Bregendahl som tolvårig kom til at leve under, og som hun – sammen med en uoverkommelig sorg over moderens død – aldrig kunne befri sig fra. Smertens år – 'anno gram' – forblev livet igennem den nagende sorg og smertetærskel mellem før og efter, mellem lykkelig barndom og pålignet voksendom, mellem håbefulde drømme og barske realiteter, der aldrig slap Marie Bregendahl, og som hun igen og igen måtte give form i sin kunst for at kunne leve med den. I En Dødsnat sker det på et sådant kunstnerisk niveau, at man forstår forfatteren Hans Otto Jørgensen, når han i Danske digtere i det 20. århundrede placerer den på niveau med Johannes V. Jensens Kongens Fald.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Smertens år - En Dødsnat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig