Martin Andersen Nexø (1869-1954) har skabt en række af dansk litteraturs mest bevægende skildringer af underklassens forhold omkring år 1900. Hans portrætter af børn og deres opvækst under umenneskelige vilkår i de fattige og besiddelsesløses miljøer var med til at åbne samtidens øjne for de elendige kår og boligforhold, der fandtes såvel i industribyernes baggårde og lejekaserner som i landarbejdermiljøerne. Et eksempel på Andersen Nexøs indfølende og levende skildringer findes i denne beskrivelse af lejekasernen Arken i romanen Pelle Erobreren (1906-10):

Arken laa og frøs under Nordenvinden, afklædt for alle sine Livsytringer. Larmen, der Sommeren igennem kogte ovenud af det snævre Gaarddyb var forstummet. Det ustandselige Dryp fra hundrede Vasketude, der forvandlede Gaarden til en smal Brønd med grønne slimede Vægge, var også indstillet. Frosten havde drejet Stophanen for, og hvor Tudserne sad og kroede sig i Murhullerne, i fantastiske Grotter af grønt Mos og slimede Tjavser fra Vasketuden, hang nu en Isskorpe ned – en skiden Gletscher, der nåede fra Kvisten helt ned over Gaardens Bund.Hvor var nu de snavsede glade Unger henne? Og Ligkuskens Aftenkæfert, som Konen maatte banke ud af ham nu? Den ukuelige Kvindestemme da, som pludselig kunne skære ud over et eller andet Rækværk og hegle hele Gaarden igennem – skarp som en Ragekniv?

Det særlige i skildringen er dens brutale, sanselige kraft, som samtidig rummer billedet af en vrimlende livskraft, der lige nu er nedfrosset, men som er i stand til at udfolde sig på trods af de sociale vilkår. På denne måde påpeger Martin Andersen Nexø alle steder i sit store prosaforfatterskab både livets ukrænkelige ret og de forhold, som forhindrer dets udfoldelse. Nexø blev om nogen proletarernes og fattigbørnenes store digter, ligesom han er kampens og håbets forfatter.

Det centrale værk i Nexøs forfatterskab er romanen Pelle Erobreren. Det store epos om det lille, besiddelsesløse menneskes vandring mod lys og værdighed både for sig selv og for den arbejderklasse, han repræsenterer, udkom i fire selvstændige bøger som „Barndom“, „Læreaar“, „Den store Kamp“ og „Gryet“ i årene fra 1906 til 1910. Et andet hovedværk i forfatterskabet er romanen Ditte Menneskebarn (1917-21) om det 'uægte' pigebarn, Ditte, der kæmper en håbløs kamp for lykke og værdighed. Der er en række paralleller og spejlingspunkter mellem de to store udviklingshistorier, der skildrer henholdsvis et drengebarns og et pigebarns opvækst i samfundets nederste sociale lag, men der er også betydelige forskelle dels i fortælleform og komposition, dels i perspektiv og personudvikling i handlingen. Begge romaner er oversat til en lang række sprog, og det gør Martin Andersen Nexø til en af de mest oversatte forfattere i dansk litteratur. Samtidig foreligger hans samlede værker i oversættelse til fx russisk, polsk og tysk.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den lille hyrdedrengs vandring mod den store socialistiske moder - Martin Andersen Nexø.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig