Nexø var fra omkring 1900 til 1930'erne knyttet til den socialdemokratiske bevægelse, men hans noget aggressive og idealistiske iver efter revolution bragte ham gang på gang på kant med andre i bevægelsen. Efter kontroverser i de politisk ustabile tider i 1930'erne meldte Nexø sig i 1937 ind i Danmarks Kommunistiske Parti.

I Pelle Erobreren kunne Nexø stadig se den kooperative tanke, som andelsbevægelsen udfoldede sider af, som en del af en samlende befrielse, men det synspunkt forlader han i slutningen af 1920'erne. I 1929 udsendte han romanen Midt i en Jærntid, hvori han skildrer det danske landbrugs modernisering og kapitalisering i årene under 1. Verdenskrig. Skildringerne savner i høj grad nuancer og empati med menneskene, tværtimod udmaler han i skarpe farver og med den største foragt landmændenes profithunger og andelslandbokulturens fuldstændige knæfald for guldkalven. Romanen er ikke vellykket som kunstværk, men den satte streg under Nexøs ideologiske standpunkt.

Martin Andersen Nexø havde store planer om at fortsætte fortællingerne om Pelle og Ditte, og han arbejdede længe med projektet under arbejdstitlen „Brobuen“, hvor han dels ville skildre arbejderklassens endelige sejr, som Lenin forlængst havde proklameret teoretisk-politisk, dels ville han – også med inspiration fra den sovjet-russiske revolutionsleder Lenins tanker og taler – skildre den nødvendige forbrødring af de reformistiske og de revolutionære fløje i arbejderbevægelsen. Dette møde mellem kommunister og socialdemokrater kom Nexø aldrig til at se, lige så lidt som det nogensinde fandt sted!

Projektet „Brobuen“, hvor der i navnet måske stadig er en hilsen til Grundtvig og Bifrost, som håbets bro mellem gudernes Valhal og menneskenes Midgaard hedder i den nordiske mytologi, kastede en række bøger af sig i form af de erindringsprægede romaner Morten hin Røde (1945), Den fortabte Generation (1948) og Jeanette (1957). Morten hin Røde, der har Kraftens søn Morten som sin hovedperson og sit revolutionære håb, ligger tidsmæssigt i forlængelse af historien om Pelle. Samme Pelle er stærkt korrumperet af magten og har tillagt sig det fede borgerskabs grimmeste vaner med cigar og manglende blik for de små på bunden af samfundet. Ellen, hans hustru, er blevet en borgerlig finke, der heller ikke har spor af solidaritet tilbage. Håbet knytter sig nu til Morten, der mere og mere ligner en idealiseret udgave af Martin Andersen Nexø selv, samt til den unge Svend Trøst, der er resultatet af Marie fra Arkens og Pelles kærlighedsforhold. Det er ikke for ingenting, at Svend Trøst er opkaldt efter ham, der ifølge sagnet hjalp Niels Ebbesen med at omstyrte den holstenske grev Gert i 1340. Det var Svend Trøst, der rev broen væk under de forfølgende soldater – der er storhed og håb i svenden, der kommer dernede fra dybet!

Den lange romanserie er et forsøg på at skildre arbejderbevægelsens fortsatte kamp frem mod den endelige sejr. Nexø blev mere og mere optaget af den kommunistiske ideologi, og så vel efterhånden sig selv som den pennefører, der dels skulle udtrykke ideologien i litterær form, dels beskrive de revolutionære kadrers march, mens den stod på og nåede frem. Han så Sovjet, siden Østtyskland, som virkeliggørelser af den proletariske drøm, om end han også nu og da var klar over nogle af de omkostninger, som tvangskollektivisering og lignende havde.

Litterært og kunstnerisk tabte han pusten og blev stiv i de æstetiske koder af den ideologiske maling. I 1945 skrev han i en artikel, „Den russiske Hemmelighed“, der blev bragt i Ungdommens Røst, således om Rusland: „Sovjetunionen er som en god Moder for alle sine Børn, alle staar de i inderlig Taknemmelighedsgæld til hende“.

På dette tidspunkt er alle Nexøs dybeste litterære kræfter, hans evne til at skildre det forslåede barn og hans indfølende beskrivelser af en mors kærlighed og omsorg, for længst omsat til benhård kommunistisk ideologi, der desværre kom til at marchere på de fleste af de linjer, han da skrev. Samtidig lyste erindringerne dog hos den efterhånden aldrende forfatter, der som sagt boede i Dresden fra 1951 til sin død i 1954. Han fortsatte med at skrive noveller og fortællinger med motiver fra sin bornholmske barndom, fx udgivet som Ungdom og andre Fortællinger (1954). Desuden er Nexøs erindringer, Et lille Kræ (1932), Under aaben Himmel (1935), For Lud og koldt Vand (1937) og Vejs Ende (1939), fremragende og bevægende sonder ned i det lag af erindrings- og erfaringsstof, han skrev sit meget betydelige forfatterskab om små menneskers kår på. Hans egen vanskelige opvækst og sygdomsprægede barndom, faderens drikkeri og aflevering af vilkårlige mængder af tæsk, men også hans indfølende forhold til moderen og alle de 'mødre', der siden fulgte med fru Molbech i spidsen, og sandelig også hans store glæde ved naturen – alt det ruller frem i erindringerne.

Ligeledes er Taler og Artikler, 1-3, med bindene: Rejseskildringer (1954), Det røde Flag (1954) samt Kultur og Barbari (1955), værker, hvor man kan følge den lille hyrdedrengs vandring mod den store socialistiske moder, han troede at finde i Lenins og Stalins Sovjetunionen. Martin Andersen Nexø skrev proletarbørnenes kummerlige kår ind i hjerterne på den danske befolkning. Det er hans største bedrift som forfatter.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kommunismens pennefører.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig