Mellem dekadence og sociale erfaringer

Efter opholdet i Askov, der varede fra 1891 til 93, blev Nexø lærer ved Odense Friskole. Her blev han imidlertid angrebet af lungetuberkulose, og fru Molbech hentede ham tilbage til Spurvely, for at han kunne restituere sig, hvorefter hun samlede midler ind, som kunne bekoste en rejse for ham til Italien og Spanien, hvor han opholdt sig i hen ved to år for at komme sig oven på sygdommen.

Hjemkommet fra syden fik Nexø en tid ansættelse som lærer på Mellerup Højskole ved Randers, og her forelskede han sig ikke bare i den 15-årige Margrethe, men gjorde hende gravid, så hendes forældre, der ellers var stærkt mod forholdet, måtte sige ja til ægteskab. Dette giftermål blev indgået i al hast og i relativ stilfærdighed, og det blev forrettet af præsten og forfatteren Jakob Knudsen, der netop året før selv var blevet afskediget fra sit kald i Mellerup Valgmenighed, fordi han var blevet skilt fra sin første kone Sofie og dernæst havde giftet sig med en af sine tidligere konfirmander, den 17-årige Helga. Ægteskabet mellem Nexø og Margrethe blev næppe helt lykkeligt; det opløstes i 1913.

I 1898, da Nexø havde ansættelse som dansklærer ved Gregersens Realskole på Frederiksberg, kom hans egentlige debut som forfatter i form af novellesamlingen Skygger. Det er ikke nogen vellykket bog, dertil er handlingen i de syv noveller alt for højspændt med barnemord, forældredrab, druk, sindssyge og hor. Hans første roman udkom året efter under titlen Det bødes der for (1899), der bærer præg af inspiration fra J.P. Jacobsen, men langt fra ejer dennes stilsikkerhed. Romanen søger gennem sin handling at argumentere kunstnerisk for det forhold, at livet på naturalistisk vis er determineret af den biologiske arv og dermed af driftsimpulser. Der optræder en faderskikkelse i romanen, som næsten bliver til en karikatur i udfoldelsen af seksualitet, forbryderiskhed og vold mod familien.

Ingen af de to første bøger er vellykkede, men de er vidnesbyrd dels om den ideologiske centrifuge, Nexø er inde i med nihilisme og biologisme som luftige holdepunkter, dels om det behov, han har for at slynge sit indre, følelsesmæssige kaos ud i omverdenen. Dette sidste, at slynge indre følelser ud i et farligt kredsløb, lykkedes kun alt for godt for Nexø med romanen En Moder (1900), hvis paradoksale handlingsforløb og Nexøs valg af persongalleri fik store konsekvenser for den unge digter. Romanens mandlige hovedperson hedder noget så bemærkelsesværdigt som Halvor Purgsenius. Det er svært ikke at læse dette navn og denne person som en selvudlevering af Nexø selv. Halvor associerer til halv, mens Purgsenius lyder som 'purk-senior', der let lader sig tolke som en lille dreng i en voksens krop. Halvor Purgsenius er dertil en falleret studerende, som drømmer om at blive digter og flytter ind som logerende hos en højborgerlig enkefrue og hendes datter. Det er overordentligt svært ikke at læse dette som en direkte spejling af Nexøs indflytning som logerende hos fru Molbech. I romanen forlover Halvor og datteren sig imidlertid. Forholdet mellem moderen og datteren skildres som kammeratligt, men imidlertid også som erotisk rivaliserende. Under den muntre dagligdags kvidder mellem de to, mor og datter, ophober der sig en farlig strøm af jalousi, og moderen ender med at forføre Halvor, der beskrives som et viljeløst offer for den stærke kvindes dæmoniske femme fatale-væsen.

Nexø lagde således sine fortolkninger af driftens frygtelige væsen ind i personer, der let genkendes som fru Molbech og datteren, ligesom han så at sige tildeler sig selv en fatal rolle i Halvor Purgsenius' skikkelse. Der optræder desuden i romanen en ung skomagersvend, der beskrives som præget af handlingslammelse og livslede. Han onanerer igen og igen, hvilket i romanens univers må ses som et tegn på hans binding til en selvdestruktiv, indadvendt seksualitet.

Man kan spørge sig, hvad i alverden Nexø ville med denne påtrængende skildring? Han kan ikke have været så naiv og have manglet så meget vurderingskraft, at han ikke kunne se, hvor ondt disse karikerede fiksérbilleder af tiden i Askov måtte gøre fru Molbech. Eller havde han et mere eller mindre ubevidst behov for opgør med eller opbrud fra fascinationen af hende? Samtiden og ikke mindst Molbech'erne kunne jo kun læse bogen som en nøgleroman, således er Spurvely under fiktionens tynde fernis blevet til Stærekassen i En Moder. I hvert fald førte romanens offentliggørelse til et smerteligt og voldsomt brud med velgøreren fru Molbech og datteren, og Nexø mødte dem aldrig igen, men skildrede altså mange år senere fru Molbech og Askovtiden umådeligt smukt i sine erindringsbøger. Siden karakteriserede Nexø desuden romanens tema som den pris, en kunstner måtte betale, når han valgte det kunstneriske kald frem for venskabernes bånd. Den heroiske patos ligner en efterrationalisering på mange års afstand, men hele sagen med udgivelsen af En Moder, og hvad det førte med sig af brud, karakteriserer næsten eksemplarisk, hvor sammensat Martin Andersen Nexøs psyke, følelsesliv og temperament var. Han opsøgte ligefrem bruddet med fru Molbech og dermed afstraffelsen fra hende, som han formentlig var dybt forelsket i og tiltrukket af – erotisk, men sandelig også som en moder- og madonnaskikkelse. Det var formentlig denne komplekse følelsesmæssige binding, han måtte have brudt.

En Moder står således i forfatterskabet som et værk, der skabte drama for Nexø, men det er romanen med den karakteristiske titel Dryss (1902), der påkalder sig klart størst interesse for sine kunstneriske kvaliteter i denne første del af forfatterskabet, hvor nihilismen og dekadencen udgør væsentlige ideologiske baggrunde. Den indledes sådan:

Livet havde ladt ham i Stikken!Der var ingen svulmende Blodfylde over ham, intet Glimt af Overmod i hans graa Blik, ingen Spænding i hans Legeme af overstærke Muskler.Som en Egn var hans Legeme, en Egn hærget af Sot og Tørke, hvor Livet flygtede paa alle Kanter og overlod Pladsen til den næste Kolonist – Døden.

Dryss er skrevet i en stil og med en holdning, som er karakteristisk for flere samtidige forfatterskaber i 1890'erne, for eksempel kan man betragte Johannes V. Jensens ungdomsromaner Danskere (1896) og Einar Elkær (1898) som værker, der indtager tilsvarende placeringer i Jensens forfatterskab under udvikling, nemlig som romaner, der indoptager og udtrykker den såkaldte fin de siècle-stemning.

Hovedpersonen Karl Bauder i Dryss har således taget skade af livet, allerede før han fødes, for moderen har for at følge tidens usunde, kropsfjendske og dermed netop dekadente modeluner indsnøret sit liv med et korset, der har invalideret fostret. Karl er i det hele taget skadet, også på sjælen. Han tilhører på den måde den fortabte generation, der ikke længere tør tro på en fremtid, og som i særdeleshed ikke længere tror på den naturalisme, der brød igennem som en befriende ideologi i årtiet før. Han og hans generation er forhindrede, dødsmærkede. Karl møder den unge kvinde Else, som han forelsker sig i, men ikke kan leve op til, så han må skubbe hende fra sig. Hun indleder dernæst et forhold til den smukke, stærke og livsduelige Aage, der er Karls absolutte modbillede i romanen. Aage og Else repræsenterer dermed et par med håb for fremtiden, men samtidig er deres skæbne forudsagt i fiktionen, for deres navne henviser ikke for ingenting til en folkevise med tragisk motiv og udgang. Således indhentes det unge par da også af tidens skæbnesvangre negation af håbet. Aage får en mystisk hjernehindebetændelse, og han, den livsduelige, dør, mens Karl, den døds- og undergangsmærkede, er bundet til fortsat at leve det dekadente liv i en undergangstruet samtidskultur.

Den første fase af Nexøs forfatterskab fra Skygger i 1898 til og med novellesamlingen Muldskud 2 i 1905 er således præget af tunge, mørke problemstillinger, en stadig kredsen om selvets og tidens dødsdrift, indadvendthed og sjælelige kvaler, og dem kendte Nexø altså i høj grad selv fra sit komplekse forhold til Molbech-kvinderne. De sjælelige kvaler stod imidlertid ikke alene i denne tidlige del af forfatterskabet, og det er tydeligt, at andre typer af erfaringer også trænger sig på inde fra eller måske nede fra barndommen og klassesamfundets bund.

Romanen eller fortællingen Familien Frank er sammen med flere noveller fra tiden eksempler på en 'anden' Nexø, der lukker op for de grove barndomserfaringer, og hvor Dryss udspiller sig i et borgermiljø, er Familien Frank handlingsmæssigt nede i proletarernes sumpede livsomstændigheder. Forskellene til trods har de to veje i Nexøs tidlige forfatterskab håbløsheden som fælles udgangspunkt.

Der sker imidlertid noget andet, som bliver af betydning for forfatterskabet. Nexø opsiger i 1901 sin ansættelse som lærer ved Gregersens Realskole på Frederiksberg, hvilket ikke bare giver ham frihed til at skrive, men også til at rejse, og i 1902-03 får han mulighed for at rejse i Italien og Spanien, hvor han tidligere havde været for at rekreere sig for sin tuberkulose i 1894-96. Dengang støttede fru Molbech ham, nu er det som korrespondent for dagbladet Politiken, han rejser, og en del af artiklerne udkommer i redigeret form i rejsebogen Soldage (1903). Det viser sig at blive en overordentlig væsentlig rejse for Nexø, for her i Spanien bliver han for det første styrket fysisk og mentalt af Andalusiens generøse sol og klima. For det andet oplever han her et folkeliv, som gør indtryk, for nok er rigdommen på fattige og proletarer stor i Spanien, men det er mennesker, som har bevaret deres stolthed og livsduelighed. Soldage er en bog, der hylder solen, „el sol criador“, den skabende sol, et gennemgående billede i bogen, der fra Nexøs side er tilrettelagt i tydelig opposition til Johannes V. Jensens Den gotiske Renaissance (1901). Heri kalder Johannes V. Jensen i klare og utvetydige vendinger spanierne for et degenereret folk, mens Jensen jo omvendt hyldede maskinernes sang og dermed maskinernes industrielle kultur ved Verdensudstillingen i Paris i 1900. Så her interfererer Martin Andersen Nexøs og Johannes V. Jensens forfatterskaber, på vej i hver sin ideologiske retning.