Digter og revolutionær! Martin Andersen Nexø i 1908 i Villa Gryet, Espergærde.

.

Martin Andersen Nexøs skildringer af proletarens liv, vilkår og håb gjorde ham til en stærkt feteret forfatter i de lande i Østeuropa, der indtil Berlinmurens fald i 1989 var erklæret kommunistiske. Han blev selv tidligt overbevist om marxismens og kommunismens nødvendighed, for at proletariatet kunne befri sig fra sine slavelænker, og erklærede sig da også mange gange bastant for arbejderklassens ret og historiske pligt til at være samfundets befriende kraft i sine talrige artikler og taler, som her i essayet „Kommunistisk Aand“ fra 1920:

De samfundsmæssigt fungerende Kræfter indenfor Menneskeheden skal og maa have Lov til at organisere Samfundet. Er det Diktatur? Saa er det ogsaa Diktatur, at Øjnene ser for Organismen og ikke overlader det til Albuerne. Vi vil med roligt Sind indføre et Diktatur, der hjælper Menneskeheden til at indrette sig menneskeligt.For den store arbejdende Del af Menneskeheden hersker der ingen Tvivl om, hvordan Samfundet burde indrettes for at være menneskeligt. Kommunismen er ikke en Samfundsteori blandt Samfundsteorier; den er for Proletaren selve Livets Lov. Efter den ruller Blodet og samvirker hver Celle, hvert Organ i ham selv, efter den trives og fungerer alt omkring ham. Den er enkel og selvfølgelig, som Livet selv; den sunde Organisme behøver intet Tvangsapparat, den fungerer af sig selv.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan hele fremstillingen er præget af billeder og metaforer som henviser til den kropslige organisme. Nexø ser her, som mange andre steder i sine skrifter, kommunismen som den heling af den samfundsmæssige krop, der må til, for at der kan skabes en organisk balance, så det enkelte menneske på tilsvarende vis kan genfinde sig selv som et helt og komplet menneske. Selvom Nexø altså i højere og højere grad gennem forfatterskabet føler sig i tråd med den kommunistiske tanke, så fastholder han samtidig sider af den inspiration fra Grundtvig og hans virke, som han blandt andet havde mødt på Askov Højskole, og på den måde mødes de utopiske forestillinger om fællesskab hos bønder og i arbejderklassen i Nexøs forfatterskab.

Der er alle steder i Nexøs kunst en klar og entydig holdning til fordel for de små og underkuede i samfundet. Samtidig var han imidlertid selv, både som kunstner og som menneske, en meget sammensat og sårbar personlighed. Det er en sårbarhed, som de bedste steder i forfatterskabet bliver omsat i udviklingen af en fortællemæssig nerve og dynamo for den kunstneriske fremstilling. Andre steder i forfatterskabet kommer ambivalensen og sårbarheden snarere til udtryk gennem noget, der ligner en forskansning bag en ideologisk facade.

Martin Andersen Nexø har således flere steder i sine erindringsværker karakteriseret sig selv som en stærkt sammensat person, der var truet af sprængning og atomisering, og sin egen psyke som strittende i alle retninger: „En saadan Sæk fuld af Uforlignelighed har jeg været, og at jeg har kunnet holde sammen paa Stumperne er mig selv ubegribeligt“.

Nexø omsatte sin stærke oplevelse af egen splittethed til en utopi om den samfundsmæssige heling under et kommunistisk samfunds udfoldelse, hvor både det enkelte individ og klassen kommer til værdighed. Måske havde han således brug for et slags personlighedens bolværk ved at holde meget fast på den rette tro og overbevisning i den marxistiske tænkning.

Denne fasthed i troen på et ideologisk system gav måske nok kræfter til at fastholde utopien om menneskers befrielse fra kapitalismens undertrykkende virkninger, men den gavnede næppe det kunstneriske talent og arbejde. En række af Nexøs senere værker skæmmes af politisk korrekthed i forhold til kommunistiske holdning og ideologi og savner den nuancerede menneskeforståelse og kunstneriske nerve, som gør Pelle Erobreren til et hovedværk i europæisk litteratur.

Efterhånden som Nexøs ry og berømmelse steg ude i verden, blev han ramt af en større og større følelse af hjemløshed i sit eget land. Det skyldtes formentlig flere forhold, herunder måske hans egne tilbøjeligheder til psykisk ambivalens, men hans forankring i kommunismen og hans skæbne før, under og efter 2. Verdenskrig var mere afgørende. Andersen Nexø blev således arresteret sammen med andre danske kommunister i 1941. Han blev senere løsladt og flygtede i 1943 til Sverige, hvorfra han senere tog til Moskva. Her forestod han en dansksproget radioudsendelse til det besatte Danmark. Efter fredsslutningen vendte han tilbage til Danmark, men i stedet for at få tilkendt status som befrielsens stemme blev han sammen med kommunisterne hurtigt lagt for had. Sammen med en række andre forfattere, kunstnere og intellektuelle, herunder Martin A. Hansen, der langt fra var kommunist, beklagede han dybt, at det danske samfund ikke foretog et egentligt retsopgør efter krigen.

Martin Andersen Nexø flyttede således som en skuffet mand med sin familie til den nyoprettede republik DDR, altså Østtyskland, i 1951. Han beholdt sin villa i Holte, men boede fast i Dresden, hvor han blev udnævnt til æresborger og fik en æresbolig stillet til rådighed af den østtyske stat frem til sin død i 1954.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Samfundet og den enkelte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig