Georg Brandes' aristokratiske radikalisme

I foråret 1888 står Georg Brandes på Københavns Universitets talerstol. Igen. Som led i noget, der både er et selvopgør og et tidsopgør, holder kritikeren en række offentlige forelæsninger om den tyske digterfilosof Friedrich Nietzsche. Forelæsningerne bliver et tilløbsstykke, der trækker publikum og presse af huse, for emnet er nyt, kontroversielt, og Brandes selv en særdeles omdiskuteret mand, der allerede én gang har sat dagsordenen for tidens kultur. Nu gør han det på ny.

Georg Brandes' fem forelæsninger resulterer i to markante artikler i tidsskriftet Tilskueren: „Aristokratisk Radikalisme“ i 1889 og „Det Store Menneske. Kulturens Kilde“ i 1890. Nietzsche selv fandt, at hans filosofi var ren dynamit. Og med Georg Brandes' introduktion til hans tænkning eksploderer dynamitten i København anno 1888. Den enorme trykbølge rammer tidens litteratur, billedkunst, musik og arkitektur, bliver normdannende for kulturen de følgende tiår og gør København til centrum for en afgørende side af 1890'ernes symbolistiske avantgardetænkning.

Brandes' forelæsninger var et forsøg på at revitalisere det moderne gennembrud, han selv havde sat i scene ved en række forelæsninger over hovedstrømningerne i europæisk litteratur ved Københavns Universitet tilbage i 1871 (se afsnittet 1870-1920). Forelæsningerne blev begyndelsen på en kulturkamp, hvor Brandes som del af „det litterære Venstre“ gjorde op med det politiske Højres nationalkonservatisme. Med kulturen som brohoved forsøgte han at åbne landet for de internationale strømninger og tidens progressive positivistiske samfundsfilosofi, der satsede på det enkelte menneskes oplysning, frigjort fra den kristne tro. Det var i den forbindelse, han havde appelleret til tidens forfattere om at „sætte Problemer under Debat“ og dermed åbnet for en naturalistisk litteratur forpligtet på et realitetsbetonet forhold til virkeligheden. Men små 20 år senere kunne han konstatere, at tidens litteratur ikke havde meget andet at byde på end hverdagsrealisme, ligesom flere af de forfattere, Herman Bang, Holger Drachmann og Karl Gjellerup, som han havde satset på som sine disciple, havde sat Brandes' præferencer under debat, herunder betimeligheden af en darwinistisk inspireret naturalisme og en litteratur, hvor tendens kom før kunstnerisk form. Tillige var hans egen potentielle universitetskarriere blevet viklet ind i intriger og bigotte fordomme, der betød, at Julius Paludan og Carl Rosenberg delte det professorat, Brandes mente, han svar selvskrevet til. Han gik derfor i en form for både ydre og indre eksil og gjorde dermed op med den tid, der ikke længere kunne undfange geniale ideer og stadig „tumlede med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-emancipation, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Kultus for Folket“, som det hedder i „Aristokratisk Radikalisme“ – ord til andet det, han i 1871 selv havde ønsket debatteret. Nu satte han i stedet tændsatsen i Nietzsches filosofiske dynamit og lod den eksplodere midt i den nordiske offentlighed under begrebet „aristokratisk radikalisme“ – et udtryk, Nietzsche selv henrykt betegnede som det „mest forførende ord, jeg endnu har læst om mig selv“.

Georg Brandes' var blandt de første overhovedet i Europa, der formidlede Nietzsches tænkning, og i kraft af Brandes' internationale status som kritiker og kulturpersonlighed banede han vejen for Nietzsches kanonisering og kult i tidens danske, nordiske og europæiske åndsliv. I det nordiske kulturliv påvirkede Nietzsches tænkning og suggestive sprog norske forfattere som Henrik Ibsen, Arne Garborg, Knut Hamsun og svenske forfattere som Oscar Levertin, Verner von Heidenstam, Ola Hansson, Gustaf av Geijerstam, Selma Lagerlöf, Per Hallström, Hjalmar Söderberg og August Strindberg. Sammen med deres danske kolleger lod de sig fascinere af det, som Hamsun kaldte for Nietzsches „delikate ryggesløshed“. København blev porten til ikke alene Europa for 1890'ernes kunstnere, men også til Nietzsches stejle og radikalt nihilistiske eksistenstænkning.

Forhistorien er denne: Georg Brandes havde i november 1887 indledt en brevveksling med Nietzsche, læst flere af hans værker og var tydeligvis grebet af den voldsomme poetiske og dramatiske stil i hans skrifter, ikke mindst i Menneskeligt, alt for menneskeligt (1878-80, da. 2007), Saaledes talte Zarathustra (1883, da. 1911), Hinsides godt og ondt (1886, da. 1989) og Moralens oprindelse (1887, da. 1993), og i forlængelse heraf den nihilistiske digterfilosofs opgør med kristendommen. Nietzsche sammenfattede tendenser i tidsånden og lod sin helt – profeten Zarathustra deklamere de berømte ord: „Gud er død!“ I stedet krævede filosoffen en „omvurdering af alle værdier“. Det var lige noget, Brandes kunne bruge for at få sat skub i dansk åndsliv og givet kulturkampen en ny drejning væk fra det samfundsmæssige og hen mod det enkelte individs suveræne selvhævdelse.

I det primære essay „Aristokratisk Radikalisme“ er Georg Brandes meddigtende i en grad, der nærmer sig identifikation. Hans sprog tager farve af Nietzsches forvovne sentenser, og hans tænkning markerer sig med samme dristighed. Hvad Brandes først og fremmest fokuserer på hos Nietzsche, er dennes eksistensfilosofi. Brandes, der i 1877 havde skrevet en bog om Søren Kierkegaard, ser Nietzsches tænkning i forlængelse af Kierkegaards tilskyndelse til sin samtids mennesker, nemlig at de „skulde blive enkelte“. Men hvor Kierkegaard ikke fandt, at den enkelte skulle udvikle sig til en fri personlighed, men til en sand kristen, ser Brandes hos Nietzsche en oprører, der frigør mennesket fra den kristne slavemoral, ja fra moral og givne sandheder i det hele taget. Såvel videnskabelige som religiøse. Med sin 'livsfilosofi' hylder Nietzsche det stærke, gudløse menneske, der tager sin skæbne på sig og derved bliver „overmenneske“. Nietzsche var professor i klassisk filologi, dyrkede det antikke Hellas og så af samme grund sig selv som „den gode europæer“, der ikke tænkte på den nationale, hjemmefødte kultur, men på den grænseløse, hvor kulturel identitet ikke var nationalt defineret, men knyttet til den enkelte normdannende personlighed. Som Brandes fortolker Nietzsche, er den personlige dannelse imidlertid ikke ensbetydende med at indordne sig under liberalismens nyttemoral, der viderefører Jeremy Benthams ideal om „den størst mulige lykke for de flest mulige mennesker“ og John Stuart Mills „utilitarisme“, der kan defineres som en moral grundet på princippet om lykke for flest mulige under skyldigt hensyn til andres frihed. Begge de to engelske moralfilosoffer synes at have mistet betydning i Brandes' tænkning, siden han introducerede dem med begejstring i 1870'erne. Nietzsche derimod er græsk i sit udgangspunkt, han kræver ikke nytte for de fleste, men styrke til den enkelte: „Dannelse burde være hvad den var for Grækerne: Bevæggrund, Ævne til Beslutning.“ Således kan Brandes helt i Nietzsches ånd hylde det menneske, der ved sin eksemplariske vilje til magt vil være bestemmende for samfundsudviklingen: „Menneskeheden skal uafbrudt arbejde paa at frembringe store Mennesker – dette og intet Andet er dens Opgave“, som han citerer Nietzsche for. For Brandes handler Nietzsches filosofi først og fremmest om frigørelse: erotisk, socialt og åndeligt, hvor mennesket alene skal „bøje sit Væsen under sin egen Lov“, som han skriver. Ved at finde kræfterne i sit indre, skal mennesket styrkes i det ydre. Det var dette, Brandes sammenfattede under begrebet „aristokratisk radikalisme“.

For at realisere Nietzsches projekt appellerer Brandes ligesom i 1870'erne til kunstnerne og kulturen. Hvis individualiteten ikke skal nedbrydes i den moderne samfundsorden, kræver det kunstneriske forbilleder, der kan hævde sig som „frie Aander“. Og her henviser Brandes til Nietzsches Zarathustra-værk, hvori profeten deklamerer: „Gud er en Formodning, men jeg vil, at jeres Formodning ikke skal række videre end til jeres Skabervilje“. For Brandes bliver Zarathustras ord til sine disciple et kardinalpunkt. Mennesket skal i stedet for Gud sætte sin egen skaberkraft. Blive ikke blot menneske, men overmenneske ved at hævde sin individualitet og dermed blive en kilde til kulturens fornyelse. Kunsten bliver for Brandes både midlet og målet i denne proces, og kunstnerne den „ny Adel“, der med deres ubændige lidenskab skal sikre kulturens „evige Genkomst“. Brandes citerer følgelig „Midnatssangen“ fra Nietzsches Zarathustra-værk som en hyldest til denne sværmeriske mystiker, poet, tænker og immoralist – og et eksempel til efterfølgelse:

Verden er dybOg dybere end dagen tænke sigDyb er dens veLyst – dybere end hjerteve.Ve vil forgåMen al lyst vil evighedSå dyb, så dyb en evighed.

Nietzsche profeterede et nyt sort evangelium til tiden: Det enkelte menneskes dybe mørke var et uendeligt, uudforsket felt. I menneskets indre kunne vejen findes til „den evige Genkomst“ i kraft af naturens, kroppens og sjælens cykliske rytmer, og dermed kunne det moderne menneske finde erstatning for den aflivede kristendoms forestilling om evigheden. Som Nietzsches ensomme adelsmenneske ville Brandes her på kanten af 1890'erne være en seer, hævet over tidens materialistiske stræben efter velfærd, problemdigtningens tørre tone og det, han kaldte for „Udviklingslærens Seminarievisdom“.