Idealisme, selvudvikling og forvandling

Ud fra Georg Brandes' fem forelæsninger over Nietzsches filosofi i foråret 1888 og det opgør med kristendommen, de udtrykker, er det muligt at pege på tre konsekvenser, der bliver bestemmende for symbolismen i 1890'erne.

For det første det selvfrisættende, der ligger udfoldet i Brandes' forestillinger om den „aristokratiske Radikalisme“. Det ligger som en mulighed for den ny tids adelsmennesker, at de kan blive sådanne ved at hæve sig over deres skæbne og frigøre sig absolut. På den måde kan de som store mennesker blive kilder til kulturens fornyelse. Brandes' eget forfatterskabs vægtigste værker drejer sig herefter om den særlige aristokratiske personlighedsdannelse, i 1890'erne med det store værk William Shakespeare (1895-96). Den selvfrisættende bevægelse er ekspansiv og knyttet til en vitalistisk livsfilosofi, der sprænger det givne kulturelle rum.

For det andet det selvudviklende, der er en følge af Harald Høffdings „demokratiske Radikalisme“. Høffdings eksistensfilosofiske fortolkning af udviklingslæren er præget af en på en gang teologisk og psykologisk viden om selvet og menneskets mulighed for at forme livet i overensstemmelse med en humanistisk funderet moral. Høffdings eksistentialisme er identisk med menneskelig modning, præget af en livsfølelse, der i princippet er udelelig og uendelig i sin vækst. Den selvudviklende bevægelse udfolder sig episk i tid og former gradvist kulturen i harmoni med den enkeltes personlighed.

For det tredje det selvfortabende, der ligger indfoldet i Nietzsches sværmeriske natside. Det er en fin de siècle-følelse, der har sin rod i en modernistisk erfaring af splittelse, og som leder mod en dekadent skønhedsdyrkelse og æstetisk revolte. Den betegner en bevægelse fra det episke til det lyriske, fra helheden til detaljen, fra det almene til det særlige, fra det normale til det groteske, fra det ydre til det indre, fra det offentlige til det private, og den er anskueliggjort eksemplarisk i Johannes Jørgensens digterportrætter af symbolismens pionerskikkelser. Den menneskelige udvikling går enten mod selvopløsning og død eller mod spirituel forløsning og frelse, og den er poetisk indskrevet i intime rum, der er sindbilledlige.

Men fælles for de tre retninger er, at de er præget af idealisme, selvudvikling og forvandling og derved betegner det opgør med det moderne gennembruds positivistisk funderede naturalisme og realisme, der kendetegner det sjælelige gennembrud.