Et eksempel på epokens dæmoniserede, dominante, forførende og frigjorte kvinde er den franske skuespillerinde Sarah Bernhardt, der her poserer i rollen som Mrs. Clarkson i Alexander Dumas d.y.'s skuespil Den fremmede. Den franske diva gæstede Det Kgl. Teater i København, og la Sarah fik en kage opkaldt efter sig. Kritikeren Edv. Brandes skrev: „Hendes Smil ejer den gaadefulde Sødme, som spiller om Mona Lisas Læber, hendes Skikkelse er Prærafaelitisk, hendes Liv en Boccaccio-Novelle“. Foto fra 1887.

.

Litteraten Valdemar Vedel (1865-1942) havde derimod en forståelse, der betød, at han både kunne beskrive nervelivets nødvendighed og fæstne det i en skønhedsverden. Vedel blev derved en væsentlig forudsætning for symbolismens gennembrud i 1890'erne.

Vedel var rundet af det højborgerlige københavnske miljø og oprindelig uddannet jurist. Men også han kom til Harald Høffdings månedlige eksistensfilosofiske symposier i hjemmet på Østerbro og traf tidens unge digtere og litterater og blev hermed inspireret til at skifte spor. I 1890 disputerede han på afhandlingen om Guldalderen i dansk Digtning, hvor hovedvægten er lagt på guldalderdigternes sjæleliv og panteistiske naturfølelse, der forlener deres værk – og romantikken som helhed – med en psykologisk og æstetisk sensibilitet. Bogen gav Vedel en mulighed for at tolke symbolismens gennembrud som en nyromantisk bevægelse med fokus på kunstnernes sjæleliv og det dannelsespotentiale, der ligger i at folde bevidstheden ud i overensstemmelse med hele personligheden i en idealistisk bestræbelse.

I tre programmatiske essays fra henholdsvis 1888, 1889 og 1892 og trykt i Tilskueren: „Moderne Digtning“, „Om Nutidens Kunstretning“ og „Om Nydannelse i Tidens Aandsliv“ gør Vedel op med tidens „Barbari og Materialisme“, der fornægter alt ideelt, og åbner i stedet døren til det mentale rum, hvor stemningen bærer de næsten umærkelige følelser og længsler igennem: „Vor Tids udviklede og sammensatte Sjæleliv bevæger sig ikke i de enkelte og store Bølger, som forrige Tiders; det er ikke de store simple Følelser: Had, Kærlighed, Sorg, Vrede, Jubel, som skifte i os, men fortrinsvis de sære, blandede Stemninger, der synes graa og udjævnede udadtil, men for modtageligere Nerver netop er uendelig rigere, mangfoldigere og finere,“ som han skriver i „Moderne Digtning“. Vedels pointe med „det moderne Nerveliv“ er, at det hører virkeligheden til. Men virkeligheden er delt op mellem indre og ydre, er ikke alene liv, men også nerve. Og begge former for virkelighed er lige sande. Men hvor det moderne gennembruds mænd og kvinder havde søgt at skildre livet i dets ydre registrerbare form, skulle det sjælelige gennembruds kunstnere føle sig frem langs de skjule nervebaner, der ledte fra den ydre virkelighed til sjælens inderste kamre. Digternes opgaver var at skabe „Skønhedsformer, afpassede efter vore Nerver“ og øse af „deres fulde Hjerte, hvad de selv har følt og tænkt og villet, og tegner modig en Verden, som deres Drømme har bygget sig den op, og som deres vexlende Stemninger farve den“.

Men kunne Vedel konstatere, at nutidens kunstnere modtager og fornemmer finere end forrige tiders „tykhudede“, så skal der en aktiv kraft til for at fortætte „Følelseslivets Kaos til faste Følelsesformer“, som han skriver i „Om Nydannelse i Tidens Aandsliv“.

I sin debutroman Stavnsbaand (1888) havde Vedel selv skildret følelseslivets og intelligensens uproduktive opløsning; romanens forlæste hovedperson fra det københavnske borgerskab kan ikke finde et svar på de kærlighedsforventninger, omverdenen møder ham med. Så den fortætning af følelseslivet, Vedel efterlyser, leder hans tænkning over tidens symbolisme væk fra den excessive dekadence mod en svalere idealiseret følsomhed, som han finder bekræftet i senmiddelalderen, den tidlige renæssance og romantikken.

En stor del af Vedels forskning og formidling de følgende år tager form efter denne erkendelse. I 1892 udgiver han en studie om Dante og hans tid. I Den guddommelige Komedie (1307-20, da. 1851-53) tegner Dante gennem værkets tre dele, Helvede, Skærsilden og Paradis, et forvandlingsparadigme med en lidelsesfuld lutring og sjælelig forfinelse til følge, hvor pilgrimmen Dante til slut genser sin ungdoms elskede, Beatrice, og frelses ved hendes rene, opofrende kærlighed. Vedel beskriver Dante som et menneske, hvori „det aandelige Liv samler sig“, så han støbes til en hel personlighed.

Dantes guddommelige komedie bliver en dannelsesmatrice i tiden, som en række digtere og billedkunstnere inspireres af, ikke mindst Thor Lange og Johannes Jørgensen. Og for Vedel selv udstikker værket også en vej, hvor litteraten søger stadig dybere ned i det middelalder-univers, der for ham synes at rumme nøglen til at dulme „det moderne Nerveliv“ og føre den „moderne Dannelse og den moderne Digtning tilbage til Spiren“. Fra 1901 til 1911 udgiver han det mægtige værk i fire bind om Middelalderens Kulturidealer, der i 1922 følges op af Renæssancens Frembrud. Værkerne er på en gang kultur- og åndshistoriske og fokuserer på de dannelsesidealer, der befordrer og forædler den menneskelige udvikling: det katolske klosterlivs afsondrede andagt og sjælepleje, hengivelsen til naturen og indsigten i dens lægende kræfter, den ritualiserede elskovslære, ridderromantikkens høviske digtning, ideale kærlighed og sværmeriske følelsesreligiøsitet og ridderordnernes broderskab.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Moderne skønhedsformer - Valdemar Vedel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig