Teaterliv - Gustav Esmann

I modsætning til præstesønnerne Bang og Nansen var Gustav Esmann (1860-1904) søn af en officer og vokset op i provinsens garnisoner. Som vennerne blev han journalist, men bevægede sig politisk i modsat retning. Han begyndte på Politiken, hvor han nogle få måneder var redaktionssekretær. Da fast arbejde ikke passede hans temperament, blev han i stedet skrivende medarbejder, senere på Nationaltidende og til sidst teateranmelder ved det nykonservative Vort Land (1896-1919).

Han debuterede med to fortællinger i Gammel Gæld (1885), hvis titelnovelle er en fortættet historie om et venskab mellem to unge mænd, der brydes, fordi den ene tager den andens elskerinde, hvorefter de går hver sin vej. Den ene bliver „en god Borger, en lykkelig Mand og et almindeligt Menneske“, den anden, fortælleren, rejser til udlandet. Han hedder Glahn ligesom hovedpersonen i Knut Hamsuns Pan (1894), hvis melankolske sprogtone og tætte naturbeskrivelser minder om Esmanns novelle. Bortset fra den indledende rammeforklaring består teksten af Glahns breve til vennen, skrevet kort før han begår selvmord. Han fortæller dels om sin første lykkelige forelskelse, som måske gik over, fordi vennen stjal pigen, måske fordi Glahn „i Smuler og Stumper“ gav for meget af sit eget „ude af Stand til blot én Gang at give nok af mig selv“, dels om en ny forelskelse, som kunne have ført til en rolig borgerlig tilværelse, hvis han ikke samtidig havde fået konstateret en fatal sygdom, „denne sidste Veksel, som jeg har glemt at regne med“.

Esmanns næste prosabog, I Kjøbenhavn (1891), indeholder otte anderledes grovkornede, satiriske skildringer af det mondæne københavnerliv, som han ofrede størstedelen af sin tid. Den første fortæller om opstandelsen under zarens besøg hos svigerfamilien, et besøg, der forsikrede den tvivlende københavner om, at han trods alt „promenerede sin udødelige Sjæl i Verdens Centrum“. Den næste handler om den småborgerlige, honnette og ordentlige københavnske demimonde, der har sin moder i huset. Den tredje om badestederne langs nordkysten, som omfatter alt fra pragtfulde anstalter for udlændinge, diplomater og rige indfødte, der fører et „Verdensliv med Rideæsler, Vandrutchebane, Gedebukkekøretøjer, Jockeyroulet, svenske Koncerter, fransk Køkken og Kellnere, der kan Tysk“ til de nordligste idylliske fiskerlejers private indkvartering. Dernæst følger kapitler om Tivoli, væddeløb og byens „beaumonde“. Den afsluttende fortælling, „Hjort og Michelsen“, følger to studenters rute gennem de beskrevne miljøer, fra Michelsen forlader faderens landsted i Taarbæk og tager grosserertoget til København, hvor han mødes med vennen for at slå dagen ihjel med indkøb, frokost på d’Angleterre, udflugt med veninder, badning i Furesøen og besøg i Tivoli til den sene opvågning med hikke og sår i munden efter at have røget cigaren fra den gale ende.

Ligesom Bang og Nansen overførte Esmann føljetonernes situationer til teatrets scene, hvilket han viste sig at have et overraskende talent for. Proverberne I Stiftelsen (1886) og Pebersvende (1886) spillede med held på henholdsvis Det Kongelige Teater og Folketeatret, og formen kunne også bære de mere indbringende helaftensstykker. Hans største succes, Den kære Familie (1892), er opført 152 gange på Det Kongelige Teater og filmatiseret to gange. Handlingen udgøres af det spinkle spørgsmål, om den rige direktør og aktiespekulant Friis' yngste datter Ida skal giftes med en greve for at tilfredsstille familiens snobberi, med en af faderens forretningsforbindelser eller med sin solide fætter og barndomskammerat. Men morskaben består i samspillet mellem de forskellige typer i de tre akters situationer, en familiemiddag hos Friis, forretningsmøder på Friis' kontor og intrigens opløsning under en fornyet familiesammenkomst hos Friis. Idas dels forslagne, dels konventionelle søstre, deres dels dovne, dels kedsommelige ægtemænd, den medgiftssøgende greve, den smarte forretningsforbindelse, en uduelig praktikant og den forkælede lillebror, der til faderens irritation besvarer alle hans inkvisitoriske spørgsmål med et „muligvis“, karakteriseres i enkle replikker, hvis pointe Friis udtrykker som sin livsvisdom: „De mere kloge narrer de mindre kloge“.

Esmanns held som dramatiker skyldtes for en stor del, at han arbejdede på scenens betingelser. Han fik ofte antaget sine stykker, før der endnu forelå en linje. Prøverne begyndte, når første akt var halvt færdig, og resten skrev han i kulissen under indstuderingen. Theatret (1897) handler om dette teaterliv på mange planer. Skuespillere, forfattere og kritikere samles i en forhenværende danserindes hjem, hvor en ung pige, der drømmer om at gå teatervejen, aflægger prøve for forfatteren i rollen som en skuespillerinde, der fortæller om sin begejstring for teatret. Forfatteren drev pigens moder til selvmord, og rollen bygger på moderens skæbne, som datteren nu genopfører som teaterstykke. I Vandrefalken (1898) udspilles en af akterne i Esmanns yndlingscafé, Cirkuscaféen. Til slut trådte han selv ind på scenen som stand up komiker. Et par gange om ugen causerede han over et aktuelt emne på forlystelsesetablissementet Sommerlyst (i dag Aveny Teatret).

En imponerende moustache understregede hans militære baggrund, som måske også forklarer de voldsomme træk ved hans liv og død. Uoverensstemmelse om en elskerinde fik ham til at prygle Edv. Brandes på Helsingør banegård. Han duellerede på Fortunen mod en senere overretssagfører og blev skudt på et hotelværelse af en vred elskerinde.