Tegning af Alfred Schmidt til Blæksprutten 1899. Esmann og Emma Gad har erstattet Oehlenschlæger og Holberg foran Det Kgl. Teater. Gustav Wied har fået plads foran Folketeatret og Helge Rode foran Dagmarteatret.

.

I 1880’erne nåede det offentlige forlystelsesliv i København et omfang, som gjorde kulturjournalistik til en indbringende virksomhed for talentfulde skribenter, der ikke kunne leve eller leve godt nok af deres bøger. Tidens entreprenante bygherre, snedkersvenden Hans „Hellig“ Hansen, omdannede det folkelige Concert du Boulevard over for Tivoli til et moderne varietéteater efter de parisiske caféers forbillede og udvidede det med den prangende musikrestaurant National, hvis store koncertsal fremstod rigt forgyldt med stukornamenter, loger i flere etager og kuppelloft. Carl Lumbye, søn af Tivolis legendariske dirigent, komponisten H.C. Lumbye, stod for musikken med sit 40 mands orkester. Samtidig opførte Hellig Hansen det ødselt udstyrede Dagmarteatret, som tog konkurrencen op med privatteatrene Casino og Folketeatret om operettepublikummet. De store byggerier, der førte til Hellig Hansens fallit i 1884, var inspirationen til Herman Bangs roman Stuk. Ved siden af Dagmarteatret var Panoramabygningen åbnet i 1881 (fra 1885 Panoptikon), og fem år senere blev den nabo til Cirkusbygningen. De mange tilbud trak folk hjemmefra i fritiden, og aviserne fik brug for journalister, der kunne supplere reportagerne fra det ophidsede politiske liv, hvor klasser og partier stod stejlt over for hinanden, med beskrivelser af kulturlivet, hvor man mødtes som individer, og synspunkterne kunne brydes over hverdagsagtige erfaringer, der kaldte munterheden frem.

Stjernejournalisten Herman Bang fik følgeskab af Peter Nansen og Gustav Esmann, der også begyndte som journalister, men hvis forfatterskaber i modsætning til Bangs aldrig sprængte føljetonisternes og teaterskræddernes rammer. De anmeldte litteratur og teater i aviser og tidsskrifter og skrev fortællinger og dramatik, som foregik i det mondæne forlystelsesliv, de kendte indefra, og som genremæssigt passede til avisernes og teatrenes nye formater. Bang havde skildret den nye forfattertype som Bernhard Hoff i Haabløse Slægter – storbyens flanør, dandy og boheme, der holder til mellem venner og løse veninder i restauranter, teatre og caféer og forener et radikalt frisind med en livstræt, selvironisk holdning til eksistentielle spørgsmål og en stor omhu for sin ydre fremtoning. De var inspireret af parisisk mode og fransk litteratur, særlig Guy de Maupassants noveller, som udkom på dansk fra 1883.

En af de dygtigste teaterskræddere var Emma Gad, men hun var gift ind i det bedre borgerskab og kunne ikke tilbringe sine aftener i varietéer og caféer. I stedet samlede hun det moderne livs fremtrædende personligheder til selskabelighed i sit eget hjem. De mest ombejlede lokkede hun med omhu for deres laster. Brandes fik lovning på unge kvinder og beundring, „mange smukke Tilskuerinder“, Nansen på røg og spiritus, „De skal faa Deres Cigaret under Bordet og Deres Whisky efter Bordet“. Hjemmelivet gav hende stof til at skrive både dramatik og journalistik.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Føljetonister og teaterskræddere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig