Emma Gad o. 1910, hvor hun var engageret til alle sider som dramatiker, redaktør, journalist, udstillingsarrangør og foreningsformand.

.

Titelbladet til det første bind af Vort Hjem. Emma Gad havde arbejdet på det mere end 1500 sider store værk i syv år, da det udkom i 1903. Det rummer 140 hovedartikler, hvoraf de 41 var skrevet af kvinder. Første bind handlede om familielivet, børneopdragelsen og hjemmets åndelige liv. Andet bind om kroppen, sundhed, sygdom og påklædning. Tredje bind om håndarbejde, økonomi og retslige forhold. Sidste bind om boligen, rengøring og hushjælp. Ambitionen var at vise hjemmet som et livsområde, hvor kvinderne løftede lige så mange og vigtige opgaver som mændene i samfundet udenfor. Den ukendte kunstner har skildret hjemmets ånd som halvt engel, halvt nisse.

.

Carl Ewald (1856-1908) var en kendt københavnerskikkelse. Her botaniserer han med en gruppe børn – også børnene skulle have del i naturvidenskaben og Darwin. Carl Ewald brugte folkeeventyret som model til sine egne naturvidenskabelige eventyr, udgivet i hæfter fra 1882 til hans død. Han ville på en fantasifuld måde bibringe børnene forståelse af naturen og evolutionen. Eventyret „Bøgen og Egen“ om, hvordan bøgen fortrænger den oprindelige og langsommere voksende eg i Danmark, blev i 1900-tallet et yndet stykke i folkeskolens læsebøger.

.

Emma Gad (1852-1921) var blandt periodens mest produktive dramatikere. Godt tyve skuespil fra hendes hånd, fortrinsvis komedier, blev opført på de københavnske scener. Proverberne, som hun begyndte med, havde samme held som Esmanns, og formen var også den samme. En enkel intrige, som løses uden større dramatik, udfoldes i en mundret, pointeret dialog mellem nogle karakteristiske typer i huslige situationer.

Hun debuterede på Det Kongelige Teater med Et Aftenbesøg (1886), hvis intrige drejer sig om et ægtepars mulige skilsmisse. De ankommer hver for sig til deres fælles ven, en naturforsker og ungkarl, for at beklage sig over ægtefællen. Hustruen vil have større personlig frihed, ægtemanden mener, at hun må rette sig efter „det gode Selskabs Love“, og at ægtefæller skal trække på samme hammel. Da vennen giver dem begge ret, kan de gå derfra forenede i forargelse over hans opportunisme. Bag intrigen ligger den større konflikt om forholdet mellem kønnene i ægteskabet, som sædelighedsfejden og kvindeemancipationen havde aktualiseret. Hustruen vil frigøre sig fra „Kvindens bundne Livsvilkaar“, mens manden vil forhindre hende i at få „en Kreds for sig selv, en kunstnerisk og literair Kreds“. Konflikten løses ved en humoristisk bagatellisering af modsætningerne. Hustruen vil blot more sig lidt mere, og ægtemanden er netop betaget af sin livslystne kone. De er så tilfredse med deres kun tilsyneladende konfliktfyldte ægteskab, at de forlader vennen med det faste forsæt at få ham gift.

Et Stridspunkt (1888) er i to akter, men bygget op på samme måde. Intrigen drejer sig om, hvorvidt en ung forlovet pige holder et ureglementeret stævnemøde, hvilket hendes kommende svigermoder antyder. Den løses let, da pigens forlovede erklærer, at han netop elsker hende med alle hendes svagheder, samtidig med at hun erklærer, at efter ægteskabet vil hun opgive sine kunstneriske venner og i stedet slutte sig til ægtemandens. Den underliggende konflikt er moderens alt for stærke kærlighed til sønnen og hendes nederlag i kampen mod hans nye kærlighed. Hun erkender, „hvor uendelig lidt sønlig Hengivenhed vejer op mod Kærlighed – mod Elskov,“ og slutter sig til svigerdatteren for at genvinde sønnens kærlighed gennem hende.

Gads største succes, Et Sølvbryllup (1890), blev opført 47 gange på Dagmarteatret i den første sæson og havde inden år 1900 spillet 142 gange i København og provinsen. Det blev afvist af Det Kgl. Teaters censor Erik Bøgh, som fandt hendes skuespil for præget af „det saakaldte literære Venstres samfundsnedbrydende Agitation.“ Den samme skæbne var overgået Ibsens Gengangere og Bjørnsons En hanske. Sædelighedsspørgsmålet og kvindeemancipationen er udgangspunkt for både intrigen og konflikten. Et ungt pars lykke trues af en kvindesagsdame med 'hanske'moral, idet hun påstår, at den unge mand har en forført pige på samvittigheden. Intrigen afsluttes hurtigt, da historien viser sig at bero på en forveksling. Konflikten fortsætter imidlertid i den ældre generation, hvor den unge piges mor ligesom Nora truer med at forlade sin mand og aflyse sølvbryllupsfesten, fordi han har løjet om et varietébesøg med lette damer. Den løses ved, at moderen og handske-standpunktet udleveres til latter. Først kan hun ikke glemme, at hun har „set sine Idealer nedtrampede“ og at hele hendes liv „har hvilet paa en Løgn“. Siden beslutter hun sig tilskyndet af præsten til at blive hos manden, ideelt set for at 'vejlede' ham i fremtiden, men reelt for at beholde sin position og slippe for at flytte ind i et kammer hos søsteren og give timer i fransk. Sædelighedsfejdens grundspørgsmål, dobbeltmoralen og handelen mellem mandens penge og kvindens følelser, løses pragmatisk. Det er „ved Gud en løjerlig Maade at straffe ham paa, at jeg skal sidde i et Bagværelse og give Timer, mens han bliver her med hele Herligheden“, siger fruen til den nidkære søster, som er et grumt portræt af en feminist: „Hvad ved de om de Ting? Ikke andet, end at de instinktmæssigt hader en Lykke, der er gaaet dem forbi“.

Stykket var kvindepolitisk reaktionært, men senere tog Gad ofte kvindernes parti. Et Forspil (1894) er et forsvar for kvindelig utroskab, når hun er gift med en kold og ufølsom mand. Rørt Vande (1895) er en satire over kunstnermiljøets konebytteri og udnyttelse af svagtstillede unge piger. Aabent Visir (1898) tager den enlige mors parti, og i Den mystiske Arv (1906) er pligten på mandens side og det muntre sidespring på hustruens.

Emma Gad var ud af en velhavende grossererfamilie. Hun giftede sig som 20-årig med premierløjtnant, senere kontreadmiral Nicolaus Urban Gad og blev mor til to sønner. Mens han gjorde en smuk karriere i søetaten, gjorde hun deres hjem til et samlingssted for blomsten af det gode selskab og åndslivet, kritikere og kunstnere, kapitalister og kongelige, intellektuelle mænd og smukke kvinder. Gæsterne blev bespist og underholdt med kunstnerisk optræden betalt af de indtægter, hendes stykker spillede ind. Interessen for hjemmet og dets kultur fik sit mest imponerende udtryk i Vort Hjem 1-4 (1903), som Gad redigerede. Værket indeholder artikler om alt fra boligindretning over hjemmelivskultur til spædbørnspleje af prominente forfattere som Høffding, Georg Brandes, Troels Lund og Marcus Rubin og fremtrædende kvinder som Kirstine Frederiksen, Ida Falbe-Hansen og Hortense Panum.

I artiklen „Husherren og Husfruen“ fremlagde Gad sit syn på de to køns roller i ægteskabet. Husherren er familiens hoved, fordi „Hjemmets Værdi i ydre Forstand beror paa ham“, mens husmoderens vigtigste opgave er at „sprede Lykke om sig,“ hvilket hun kun formår, hvis den opgave fylder hende selv med en „indre Lykke“. En mand kan bygge et palads, men han kan ikke gøre det til et hjem. „Det kan kun en Kvinde. Hun kan gøre det uden nogen Mands hjælp og atter lade denne skønne Forret gaa i Arv til sine Døtre fra Slægt til Slægt“.

Gad understregede, at husmoderen, der selv har et godt hjem, bør udstrække sin omsorg til samfundets dårligere stillede. Hun gik ofte selv i spidsen for foreninger og komiteer, der samlede penge ind til velgørenhed og kulturelle arrangementer. En tid var hun medlem af Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Læseforening. Hun var vicepræsident for Kvindernes Udstilling i 1895 og undfangede sammen med Sofie Holten ideen til Kvindernes Bygning. Senere blev hun mere optaget af kunsthåndværk, en interesse, hun delte med sønnen Urban Gad, der blev filminstruktør og gift med Asta Nielsen. I 1908 arrangerede hun en udstilling om 'gamle hjem' og i 1909 en tilsvarende om familien Heibergs hjem. I 1906 var hun medstifter af Danske Dramatikeres Forbund og blev dets første formand. Fra 1908 skrev hun i Berlingske Tidende Aften og i Politiken, hvor hun fra 1915 redigerede en særlig „Dameside“.

Vort Hjem blev ingen salgssucces. Det blev derimod etikettebogen Takt og Tone (1918), som i udgivelsesåret kom i 13 oplag. Det er en overdådig morsom vejledning i, hvordan man på samme tid kan tilfredsstille sin naturlige egoisme og omgås andre mennesker med de nødvendige hensyn. Den genoptrykkes stadig og har holdt Emma Gads navn levende frem til nutiden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Hjemmets scene - Emma Gad.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig