Freden, barnet og humanismen

I forordet til Glædens Skole (1914) forklarer Karin Michaëlis, hvordan bogen hænger sammen med hendes forfatterskab og hendes livssyn: „Det er og har altid været min Trosbekendelse, at – i hvertfald hvad Kvinder angaar – alle de Tanker og Følelser, den Voksne har, har Barnet haft iforvejen.“ Bogen om den alternative skole, der primært kan karakteriseres som en 'selskabelig institution', er modelleret over den østrigske læge og reformpædagog Eugenie Schwarzwalds pædagogiske arbejde og præsenterer et syn på barnet, der også giver en nøgle til sammenhængen mellem kunstnerisk, (kvinde)psykologisk og samfundsmæssigt engagement i Karin Michaëlis' virke. Barnet er og rummer allerede det hele, og opgaven bliver derfor snarest at udfolde dets potentiale og bevare dets følsomhed, dets undren og dets kunstneriske kreativitet og ekspressivitet. Børnenes indbyrdes forhold kan være kammeratligt og lidenskabeligt, men ikke venskabeligt, siger Karin Michaëlis, der ser børnenes hede forelskelser som en almindelig og ufarlig del af barndommen, der ikke bør knægtes. Det erotisk-lidenskabelige barn kom til syne med psykoanalysen, og hos Karin Michaëlis bliver konsekvensen af denne indsigt, at det først er den voksne, der er i stand til at omforme lidenskaben til venskab. I den gode skole lærer børnene fremmedsprog og respekt for andre kulturer og racer, og de lærer at beundre historiens store mænd og kvinder. Barnet har, som hos Ellen Key, ret til kærlighed, og opdragelsens mål er som hos Maria Montessori ikke mindst friheden. Perspektivet er derudover kosmopolitisk i tråd med det engagement for freden og mod krig og racisme, der optog Karin Michaëlis i de næste årtier.

Barnet får sin egen stemme i de 7 bøger om Bibi (1929-1939): Bibi (1929), Bibis store Rejse (1930) – den sidste er Bibi bliver Landmand (1939). Genren er pigebogen, men det er også lærebøger i geografi og kulturhistorie, der er eventyrelementer i beretningen om den moderløse Bibi, hvis mor var en grevedatter, der trodsede forældrene i giftermålet med en stationsforstander, og det er rejseromaner, hvor Bibi ser først Danmark, siden en stor del af verden i tog, til skibs og til fods. Bøgerne har en voksen fortæller, og de har Bibi, der skriver levende breve til sin elskede fader; de er flerstemmige, genrehybrider, både ord og billedbøger, hvor Hedvig Collins illustrationer i farver og sort-hvid er tæt integrerede i teksten. De drager også eksplicit den unge læser ind i bøgerne med en opfordring til at farvelægge de billeder, som der ikke var råd til at trykke i farver, – farvelægningen viser ind i bogen til Bibi, der selv er en ivrig tegner. Hun er også en vildkat, der bliver smidt ud af flere skoler, og som ofte glemmer at holde sine løfter til faderen, der som mild og kærlig faderskikkelse står i stærk kontrast til Gunhilds vrede og autoritære far og de andre billeder af ældre glædedræbende mænd og ægtemænd i forfatterskabet. Bibi er aktiv dyreværnsforkæmper som sin forfatter, der her ligner Astrid Lindgren. Hun trodser barne-, køns-og standsroller sammen med landegrænser og bliver i de sidste bind landvæsenselev i lange bukser.

Forfatterskabets bestræbelse kan læses som den at få barnet til at leve – med hele sit potentiale som digter – og mod slutningen af forfatterskabet ligefrem som verdensfornyer. Det sker i Karin Michaëlis's ungdombog Den grønne Ø (1937, tysk, italiensk og engelsk udgave 1933-36), hvor den 15-årige Torben sammen med resten af øens beboere en morgen vågner til en ø, der synes at være blevet alene i verden. Herfra bygger de en verden op, der er selvforsynende og inddrager alle uanset køn, alder og social status. Ejendomsretten afskaffes, børnene er selvstyrende, efter at lærerne er rejst ud på et skib for at finde forbindelse til resten af verden, og tid indføres som en bytteværdiform, der stiller alle lige. Der er elementer af anarki og kommunitarisme og også en kulturkritik, der sætter håndens arbejde tæt ved naturen over industrialisering og modernitet.

Det er et omfattende udkast til en ny kultur, Karin Michaëlis her skitserer, men romanen ender, på trods af sit utopiske element, helt åben. Det er i god overensstemmelse med hendes bevægelige tænkning. Forfatterskabets mærke er åbenheden mod verden og et generøst engagement, der omfatter både barnet, kvinden og det politiske arbejde for fred og mod nazisme. Litteraturhistorisk peger åbenheden og flerstemmigheden frem mod den modernistiske litteratur. Hun blev ikke glemt af den næste generation af forfattere. Tove Ditlevsen peger i 1945 på, at det er skildringen af Gunhild i Træet paa godt og ondt, der gav hende en livsanskuelse.