Studiet af menneskers jargon

Karl Larsens intense filologiske studier af sociolekter, slang og københavnerjargon er motor i de to mest inspirerende og inspirerede bøger i hans forfatterskab, Udenfor Rangklasserne og Kresjan Vesterbro, hvis selvbefrugtende strømme af ord fra folkedybets originaler har haft betydning for åndsbeslægtede som Gustav Wied og forfatteren, maleren og humoristen Robert Storm Petersen, ikke mindst dennes monologer. Når Karl Larsen studerer menneskers jargon, er formålet at få indblik i „menneskelig Natur og dens Arbejden for at skaffe sig Udtryk igennem Sproget“, som han selv skriver. Dette sprogpsykologiske arbejde er således i tidens ånd også erkendelsespsykologisk og handler om at trænge ind i menneskers sjæl, hele væsen og karakter. Mennesket forstået delvis som et socialt fænomen, men frem for alt som et psykologisk – med egen stemme, en egen værdighed, ære og standsfølelse. Forfatterens realisme er således ikke alene en social realisme, men tillige en grotesk surrealisme, der fanger mennesket i dets komiske, skurrile og lystige øjeblikke med et forsorent medvidende blik. Reelt er der ikke langt fra Dalgas' og Hjortøs deliristiske syner til Larsens sprogligt ventilerende typer uden for rangklasserne. De sætter ind med kaskader af ord, og de gør det – med deres og forfatterens yndlingsudtryk – „brillant“ eller snarere „briljant“.

I den samling af fortællinger og små digte, der udgør Udenfor Rangklasserne, er hovedskikkelsen fribytteren Hans Peter Egskov, tjener, sjover, forfører, marskandiser og ægtemand med børn uden for nummer. Forfatteren introducerer ham allerede i Cirkler, hvor han dukker op i Hamburg som potentiel USA-emigrant. For om en sådan er der tale. Igennem hans rablende monologer får læseren – ja lytteren, for fortællingerne bør læses op – indtryk af en stolt og ærlig mand, nok svag i koderne og kønnet med den evindelige bajer i hånden, men også et følsomt gemyt, der i kraft af charme, selvtillid og lækkert hår får verden med sig. Den metamorfose, han undergår, følges fra ungdommens år som tjener for diverse herskaber, fra den gribende oplevelse, da han som borger og ægtemand mister et af sine børn, til han falder til ro i et af byens finere kvarterer med en stor marskandiserforretning i bunden af ejendommen. Hans opofrende og solidariske hustru er en af forudsætningerne for hans eksistentielle forvandling. Hun bærer oppe, hvor han falder ned. Hans Peter Egskov ender, i et tillæg til fortællingerne, trykt i Tilskueren i år 1900, med at blive en gudfrygtig evangelisk mand, der, på den hårde måde, har lært at tro på menneskers generøsitet og evne til tilgivelse.

Hans Peter Egskov lever på sin egen vis op til Nietzsches diktum om „at blive den, man er“. „Hans Psykologi og hans Syntaks er lige uangribelige“, som litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen præcist har skrevet. Hvordan han lyder, kan læseren se her, hvor Hans Peter Egskovs godhjertede kone har taget en af hans faldne små damer til sig og sørget for at give hende husly og mad. Men pigen er løs på tråden og stikker af, og familien får besøg af to betjente fra sædelighedspolitiet, der mener, at Hans Peter Egskov driver den af som alfons:

Og det var nok en rask lille Pige, jeg ha'de og tjente mig?Tak, er vi nu kommen op paa det Nummer?, sa jeg li'saadan.Ja, om Aftenen, ude i Nansensgadekvarteret, der smækkede hun sig rundt i lille Overstykke og med hvid Fjer paa Hatten, og nu var der baade en Dyrlægeelev og en anden Løjser, som ha'de meldt hende, de var nok b'een lidt uenige om'et bagefter … Naa, jeg fik jo disse to Sædeligheder smækket over paa et Par Bajere hos Peter Jensen, og saa sa' jeg til dem: Ja, hva' vil de ha', jeg skal gøre? Ska' jeg stikke hende et Par Stykker, saa hun ligger flad hen a' Gulvet, for det ta'r hun imod af mig, det gør hun. Men om det hjælper no'et?Ja, de vidste s'gu ikke rigtig.

Fortællinger som Udenfor Rangklasserne og Kresjan Vesterbro med diverse forhutlede tilliggender af tekster er mærkelige, rørende, lystige, lattervækkende, præcise og vagabonderende, men også groteske på en anden vis, fordi de ikke er organisk bundne i forfatterens karakter, men sprunget af hans fantasi og nysgerrighed på livets vegne. En form for laboratorieforsøg, hvor diverse eksistenser puttes i forfatterens sproglige trykkoger. Uden romantisk idealitet er de heller ikke, selv om de synes skrevet uden filter på virkelighedens vegne.