Syners usædvanlige karakter gør den til den betydeligste bog i Knud Hjortøs forfatterskab. Det var ikke muligt for ham selv at gentage den, men det var heller ikke muligt for ham at komme uden om den, selv om han – i lighed med Johannes V. Jensen – forsøgte at omvende sig fra det, litteraturforskeren Jørgen Elbek i forbindelse med Jensen har kaldt „en sublim nihilisme til en positivitet af lavere orden“. Hjortø bærer ynglende sprog og mørk energi med sig fra den formative bog Syner ind i det senere, modne forfatterskab, der deler sig i tre retninger.

For det første en række realistiske noveller og romaner, der danner en blanding af følt hjemstavnslitteratur og satirisk sædeskildring med Hjemme fra Egnen (1901), Folk (1903), Indensogns og Udensogns (1919) og Ud for Skrænten (1922) som hovedstykker, for det andet i en række oprørske og erindringsbaserede livsanskuelsesbøger som Kraft (1902), Præster (1907), Den gang man var ung (1908) og Grøn Ungdom og grå Sjæle (1911), og for det tredje en række fortættede psykologiske karakterstudier som trilogien Støv og Stjerner (1904), To Verdener (1905) og Hans Råskov (1906, samlet i 1944 under titlen To Verdener), Tvelys (1917), Faust (1921), Hans Heilums Nat (1924), og endelig uden for nummer, som en sen genkomst af Syners søgende jeg, den store mytologiske verdenshistorie Den gule Krønnike (1923), en slags forbandet gentagelse af det initierende værk og en slags pendant til Dalgas' Dommedags Bog og Johannes V. Jensens darwinistiske skabelsesunder Den lange Rejse.

Hjortøs personlige systemskifte kommer med Kraft et år efter det politiske i 1901. Romanen er et opgør med det moderne sammenbruds dekadence og brandesianismens tolkning af den frie kærlighed. Allerede i Syner blev den sprængfarlige Hjortø'ske legering af krop og sjæl, blod og ånd synlig. I Kraft koncentreres blod og ånd i den indebrændte skikkelse Henrik Stendal, en af tidens mange litterære provinsstudenter, der kommer til den store by og skjuler sit mindreværd bag en aggressiv maske og hårdt tilkæmpet vilje. Stendal vil gøre op med 1880'ernes brandesianisme og fritænkeri og 1890'ernes sværmeriske poesi i en og samme hårdtslående bevægelse, der skal ramme modstanderen som en knytnæve i panden. Modstanderen er inkarneret i studiekammeraten og forføreren Johannes Levison (Johannes Jørgensen og brødrene Brandes i et!), der har tiltaget sig magten på det radikale hoforgan „Århundredet“ (dagbladet Politiken). Som modoffentlighed starter Henrik Stendal kampskriftet „Faldøksen“ (Vagten), der med guillotinens hug skærer dekadencen fra århundredets udlevede krop, patetiske kristendom og lumre sovekamre: „Væk med de stinkende, litterære sengetæger! Ud med kammerpoeterne! De har længe nok stået og lugtet ilde i den danske litteratur!“ Henrik Stendals poesi „sidder i næven“, og den hugger han med stejl hellenistisk kraft ind i tidens bløddyr. Den atletiske mand stemmer sine aggressive energier op ved at vise kvindens forføreriske begær fra sig og i stedet med stålsat vilje og nietzscheansk foragt sikre sig retten til riget. Stendal ender karakteristisk som køllesvingende folketingspolitiker, der med kraften i sig sætter handling over grublen. Romanens vitalisme og handlingsbestemte omvendelsesrite har sine paralleller i Johannes V. Jensens to bøger, novellesamlingen Skovene (1904) og romanen Hjulet (1905), hvor potenseringen ligeledes slår over i påtaget kynisme og straf- og skyldfri udrensninger.

Det gælder generelt for Knud Hjortøs forfatterskab, at det er låst i en kraftspænding. De mest interessante af hans litterære skikkelser er bundet i en særlig form for indebrændt smerte og latent eksplosionsfare, de er spaltet til roden mellem dybe, ja bundløse drømme og krævende virkelighed, forsøg på hengivelse og overvældende hæmninger. Således låst i en eksistentiel spænding kan de ikke komme fri af sig selv og blive et med tilværelsen. Med størst dybde og flest nuancer har Hjortø krystalliseret spaltethedens problematik i trilogien Støv og Stjerner, To Verdener og Hans Råskov. Hjortø har selv peget på, at romanerne kom til at danne en trilogi. Selv om det ikke var tilsigtet fra starten, står de hver især i „et særligt personligt forhold til deres forfatter. Den første er fantasiens roman, den anden er romanen om den rene intelligens for den mandlige hovedpersons vedkommende, og den tredje er lidenskabens, viljens roman“. Således spalter Hjortø inden for den psykologiske romans skæbnebestemte ramme åndslivets bærer – i Hjortøs tilfælde notorisk manden – op i tre rendyrkede figurer: fantasiens, forstandens og lidenskabens. Eksistensfilosofisk har de også lighed med Søren Kierkegaards tre stadier fra Enten-Eller: det æstetiske, det etiske og det religiøse.

Ivar Holt i Støv og Stjerner er en æstetiker, der, som Des Esseintes i J.-K. Huysmans' Á rebours, drømmende henlever sit liv i vegetativ plantelignende vækst, lukket inde i sit eget sjælelige drivhus: „Han bevarede den ævne til at hylle sig ind, når livet gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og lavede drivhus indenfor, hvor jeg-følelsen skød vildt op i den tropiske hede“. Ivar Holt er digterspire og sværmer på lange, særegent psykisk skildrede cykelture for anelserne i naturen og deres inspirerende indvirken på den fantasi, der konstituerer hans væsen. Han virker ikke ved sanserne, men ved ånden alene. Han viser erotikken og kærligheden i kvindens skikkelse fra sig for ikke at realisere det almene, og gradvist nedkøles hans væsen, og han ender i ensom død i en snedrive. Hans „umenneskelige kulde (…) har bragt ham til den yderste grad af resignasjon“, og denne opgiven over for en „verden, der er gået i stykker“, sender ham i døden. Ild og is er genkommende og fascinerende symboldannelser hos Knud Hjortø, der lader elementerne mødes som billede på det spaltede jeg.

Niels Grandlev i To Verdener er forstandsmennesket, filologen og den intellektuelle, der „har samlet sin det meste af livsvarme i sin hjerne, hvor der måske er lige så hedt som i de andres blod (…) Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?“ Hans højbårne varme sættes på prøve, da han møder den store lidenskab i kunstneren Helgas skikkelse. Hun er sanseligheden, umiddelbarheden og den generøse skaberkraft samlet i et væsen. Hun kan i øjeblikke lukke hans verden op og få ham til at føle sider af sin krop og sit væsen, intellektet ellers skjuler. Men han spaltes af det, ligesom hun spaltes af det og drives væk fra sin kunst, så forholdet går i stykker og de to mennesker finder vej til hver sin enhed: hun i kunsten, han i en filosofisk modus, en kærlighed til visdommen i sig selv, amor intellectualis.

Det egentlige transcenderende gennembrud til det religiøse sker i Hans Råskov, der er den mest interessante af Hjortøs karakterer og den bedste af Hjortøs romaner. Hans Råskov er ædende og angstfyldt i sit væsen, skærmet af fra verden bag en skal af hårdhed. Et lukket jeg, der lever i kraft af had og vrede mod verden, stålsat, forbitret – og fortvivlet. Hans „tavse afsind“ gør ham fjern, og han kan, som sine åndsfæller hos Hjortø, ikke hengive sig til kvinden. Hvor det lykkes Niels Grandlev i To Verdener at omforme sin lidenskab til viden, trænger Hans Råskov sit begær tilbage og låser det i ufrugtbar vrede. Han er ikke modtagelig for kvindens varme eller hengivenhed og vender sin afmagt til had. Således hjemfalden til straf i eksistentiel forstand glider han ud i destruktive syner af ild og ødelæggelse – han er kemiingeniør med et karakteristisk hjortøsk og nietzscheansk speciale i dynamit og sprængstoffer. Den stærke mand holder sit afsind i ave med jernhård vilje og indædt arbejde, hvormed han hårdnakket fortrænger kvindens fristelser og vanviddets udbrud. Men som i Syner vender sjælelivets farligt illuminerede, blodrige, røde mareridt tilbage med perverse hallucinationer: „Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på“. Men den stålsatte Hans Råskov kan til stadighed hævde sin fornuft overfor synernes rå, skinnende billeder og bringe sig ind i tilværelsen igen. Forløses kan han ikke, før ilden i hans sjæl ved romanens slutning bliver til is og en anden varme – barmhjertighedens – flyder over i hans væsen og lader ham gå under. Det sker i romanens smukke frostklare epilog, hvor Hans Råskov redder en dreng fra druknedøden i isen. Han omkommer selv derved, men dette sidste uselviske offer forklarer hans verden og løsner hans væsen: „Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers“. Der er ikke som hos Kierkegaard tale om et spring ind i det religiøse, men om en elevation, hvor himlens porte åbner sig for manden med jernmasken, da han endelig lader sit liv ytre sig intuitivt.

Det religiøse gennembrud, Knud Hjortø lader Hans Råskov opleve, oplever han ikke selv. Tværtimod er han selv bundet i sit sprogs ejendommeligheder og særegne stavemåder. På tværs, i opposition og uforløst drives han igennem sin prosa med en egen nådesløs konsekvens, der bedst kan lignes med Harald Kiddes, Albert Dams og Vagn Lundbyes senere i 1900-tallet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kraftens fortætning og opløsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig