Knud Hjortøs forfatterskab kom ud af det, han selv kaldte for „det brølende Mørke“. Der er en stærk besværgende kraft over hans skrift, der manifesterer sig med egenart i tiden. Hjortø var i lighed med samtidige som Johannes Holbek og Johannes V. Jensen på jagt efter det ny menneske, homo novus, der kunne stå suverænt frigjort. I hans forfatterskab mødes symbolisme og vitalisme i en sprængfarlig blanding.

.

Knud Hjortø er født på Hjortøgaard ved Kirke Værløse nordvest for København. Han er ud af en landmandsslægt og tog som flere andre kunstnere i tiden navn efter sit fødested. Ifølge selvbiografien vidste han allerede som 15-årig, at han ville være forfatter. 17 år gammel kom han på Jonstrup Seminarium ved Lyngby og tog i 1888 lærereksamen. Men hans videbegær førte ham til København, hvor han blev student i 1891 og begyndte at studere fransk og filologi med henblik på en magisterkonferens. Under ophold i Paris i 1896 og 1897 fik han sit digteriske gennembrud og opgav konferensstudierne. Han underviste regelmæssigt som lærer frem til 1912, hvorefter han kunne leve af sit forfatterskab. Hans filologiske interesse er lidenskabelig og præger hans bøger, hvor han forsøger sig med en radikalt mere mundret og fonetisk klingende stavning tæt på talesproget, et emne han livet igennem skrev dagbladsartikler om og fik samlet i bøgerne Fra Ordenes Samfund (1918) og Sprogets Luner (1927). Den suicidale bevidsthed, der plagede en række af hans samtidige, plagede også Hjortø og ses aftegnet i flere af hans litterære hovedskikkelser; selv holdt han den i ave med en vital, naturalistisk og biologisk begrundet slægtsfølelse og tillige med en besværgende kraft, der med foragt viser svaghed og dekadence fra sig. Som Dalgas blev også Hjortø ramt af en øjensygdom, der med alderen gjorde ham næsten blind. I 1931 blev han kørt ned af en bil, da han krydsede vejen nær sit hjem på Frederiksberg.

Knud Hjortø debuterer i Ludvig Mylius-Erichsens vitalistiske tidsskrift Vagten i 1899 med et kapitel fra Syner med titlen „Rapsodi“. Tonen er fandenivoldsk, revolterende og stejl og vidner om en sjæl i flammer. Den første sætning lyder: „Nu vil jeg være forfærdelig fræk, for der er ingenting, jeg er bange for.“ Og sådan er Syner, da bogen det samme år samler sig til en helhed. Det er et hensynsløst subjektivt værk, som gør op med den realistiske litteratur, der „stikker op af det allerjævneste“ og er skrevet af forfattere, i hvis hjernekister „dumhedens blinde maddiker vælter sig i den ufrugtbare fedtmasse“. Værkets aggression er dets motor, og bogen som helhed et „brølende mørke“, der føder skarptakkede lyn og tordentale. Som Baudelaires digte spænder Hjortøs tekst sig op imod den tomme idealitet, og betegnes af forfatteren selv som et spark i en affaldsdynge af bristede illusioner. Hjortø arbejder mellem to poler: Den tomme idealitet og det satanisk onde i en dissonant spænding, der har digterjegets frelse som mål, men som i sidste ende ikke giver mening. Jeget er og forbliver modernistisk spaltet, bevidstheden dobbelt og dissekerende. Jeget er genstand for selvanalyse, på en gang umiddelbart og selvoptrevlende; sjæl og krop i samspil og modspil – som har digterjeget to personer i sig, hvor den ene truer med at rykke jeget ud af sig selv i en fjendtlig overtagelse af bevidstheden og kroppen. Det lyse og det mørke changerer i Syner og skaber en udsathed, der er kendetegnende for tiden, som prisgiver mennesket det spaltede.

Sproget bliver afgørende i Hjortøs udformning af Syners i alt 15 tekststykker, der er komponeret som en udviklingsroman, der imidlertid ikke udfolder sig i tid, men i rum, på hjerneskallens inderside – „min hjærneskal var himmelhvælvingen, og under den hængte min hjærne som blodige, trævlede, tykke skyer“. Sproget farves af digterjegets lyrisk-symbolske bevidsthedsstrøm, der et par tiår før James Joyce skaber et glidende, improviseret forløb formet efter tankens spring, og som helt ned i stavningen forsøger at suggerere det ubegribelige, magiske, hemmelighedsfulde, groteske og vanvittige. Ved så bevidst som Hjortø at arbejde med ordenes klang- og associationsmuligheder skaber forfatteren en autenticitet i skriften, hvor ordene fødes og formes direkte i forlængelse af den forrykte tale og således udløser hans sjæls inderste og hans digtnings „sjeni“ – for at stave som Hjortø.

Som samlet komposition åbner Syner en lørdag aften med en middelalderlig forlokkelse midt i forlovelsestiden. Digterjeget sidder og venter på sin elskede i et pastoralt landskab, som det kendes fra tidens Nabis-kunstnere, Verkade, Serusier og i Danmark Mogens Ballin, Ejnar Nielsen og Viggo Pedersen. Med sin violin former han sine længselstoner i en nedadgående skala og lokkes dermed bort fra den elskede og ind i elverhøjen – eller allegorisk fortolket – sin egen drømmende bevidsthed. Herinde i det sælsomt tonende landskab er han på samme tid blevet begravet i sit eget indre og får til opgave at finde tilværelsens løsen, og hele verden viser sig for ham i et syn. Det er denne åben-baring, de følgende prosa-lyriske stykker skildrer i alle nuancer, i sfærisk lys og i djævelsk mørke.

Således frigjort fra sin krop og dens krav, afgået ved døden fra den ydre verden, kan digter-jeget hellige sig sit selv og dets mulige forvandlinger. Syners videre forløb former sig således som en gennemlysning af jegets muligheder og eksistensfilosofiske livstydning, gennemvædet med en lidenskab af en anden verden: „Jeg vil dryppe min pen i min brændende sjæl, og så vil jeg skrive gloende .“ Digterjeget sætter ild til sin sjæl og står omspændt af flammer i et inspirerende forløb, hvor han på en gang desperat og med muntert overskud holder autodafé over alle hidtidige idealer: Han driver gassen ud af den poetiske ballon, med nietzscheansk foragt viser han alle former for slavemoral fra sig, herunder afhængigheden af kvinden. For ordene er den egentlige lidenskab i Kærlighedens Bog – „Derfor elsker man kun én gang og digter siden“, som han siger i en parallelbevægelse til Sophus Claussen. Han frasiger sig den døde guds kristendom og de fordømte hverdags- og vanemennesker, før han i højhedsvanvid stiger til vejs i en æterisk almagt, der ikke står tilbage fra Helge Rodes eller Sophus Claussens atomare oprør: „Dette her bliver vildt. Mine kloder gør oprør, og mine naturlove nægter at holde styr på dem“. I en ekstatisk nietzscheansk eksplosion forvandles digter-jeget til verdenssjælen selv, som Skaber, stof og Gud i et former han en verden af skønhed og gru, før han styrtes ned som Kristus fra korset med blød hjerne og går til i nerver og neurasteni.

I sidste tredjedel af Syner dykker digterjeget dybt i deliriet, hallucinationernes organiske og biologiske uappetitligheder og drivende obskøniteter. Han lægges åben for den onde selv og påkalder sig Satan. Han vil have den onde til at vise ham alle verdens elskende på en gang, så kyssene som en permanent plaskregn skal klaske om hans ører, og i det finale show down går digterjeget endeligt under med sit sumphjerte og hænger fast i dyndet som et kryb.

Det voldsomt potenserede forløb i Syner er en form for nedtælling af et århundrede, der klinger ud i mørke. Syner er rendyrket fin de siècle, dekadent ud over alle grænser, vildt subjektiv, aristokratisk radikal, selvisk, jeg-syg, nihilistisk og selvopløsende. Individets højeste potensering bliver identisk med dets opløsning, dets almagt lig med dets intethed. Ved siden af Johannes V. Jensens samtidige roman Einar Elkær (1898) er Syner dansk litteraturs mest dystopiske bog, sort, sexistisk og djævelsk i sin hyperventilerende humor.

Inspirationskilderne er adskillige i epokens litteratur, hvor der ud over Baudelaires onde blomster kan peges på Arthur Rimbauds En årstid i helvede (1873, da. 1992), Nietzsches Dionysos-dityramber (1888, da. 1995) og Zarathustra-værk, og ifølge Hjortø selv Bibelens Johannes' Åbenbaring, som han refererer til flere steder i sit forfatterskab. Knud Hjortø er kun nar, kun digter og vover sig som Johannes Holbek i „Tama rex“ og Ernesto Dalgas i Dommedags Bog helt ind i bevidsthedens centrifugale midte. Samler bogen inspiration op fra tidens symbolistiske, vitale og dekadente verdenslitteratur, spreder den sig også i dansk litteratur med betydning. Knud Hjortø bliver med Syner digternes digter. Syners litterære virkningshistorie er omfattende, forfatterens betydning for samtidige som Johannes V. Jensen, Sophus Claussen og Karl Larsen, malere som Holbek, Robert Storm Petersen og J.F. Willumsen og en komponist som Rued Langgaard er evident, men langt op i 1900-tallet danner Syner efterklange hos Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo og ikke mindst Per Højholt.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Syner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig