Efter hjemkomsten fra Italien slog Drachmann sig ned i Esrom og genoptog forholdet til sin barndomsveninde Polly Culmsee, datteren af papirfabrikanten på Havreholm Slot, som han ofte havde besøgt i ferierne. Siden da havde hun giftet sig med proprietær Thalbitzer i nabolaget og fået to børn. Forholdet til hende inspirerede ham til en række smukke kærlighedssange, som han indlagde i romanen Tannhäuser (1877). Den har ligesom En Overkomplet en fordoblet helt, en ingeniør, der er lykkelig gift, men som alligevel konkurrerer med en verdenserfaren digter om en skøn baronesse.

Pollys glødende patriotisme inspirerede Drachmann til Derovre fra Grænsen (1877), fem kapitler fra en reportagerejse til krigsskuepladsen ved Dybbøl 13 år efter nederlaget med undertitlen „Strejftog over det danske Termopylæ (Als – Dybbøl) i April Maaned 1877“. Estrup havde netop udstedt sin første provisoriske finanslov, og på skibet til det tyske Als blader han i medbragte aviser, som er fulde af artikler om forfatningsstriden. Den politiske kamp forekommer ham ubetydelig ved siden af den militære, som helt anderledes var en „Livssag“ for Danmark. Han følges med en skorstensfejer, der deltog i slaget, går omkring på Dybbøls skanser og forestiller sig situationen, forbitres over det tyske sejrsmonument og møder mange sønderjyder, som er glade for at høre den tilrejsende tale deres eget sprog. Hensigten med bogen var at minde danskerne om ikke at glemme deres landsmænd syd for grænsen og at vise sønderjyderne, at de ikke var glemt: „De ligger og lytter / I Jorden dernede, / Lytter til hvert Fodtrin paa den alfar Vej, / Lytter, om paa Landsmaal en Læbe vil bede: / Sønderjyske Piger, I forglemme dem ej!“. Bogen blev Drachmanns største succes, i løbet af et år kom den i seks oplag. I Fædrelandet roste Carl Ploug „det varme danske Hjerte, som slaar i hver Linie“, men vennerne på den modsatte fløj skumlede. De brød sig ikke om, at han hævede sig over den interne politiske strid med en henvisning til det nationale fællesskab.

Polly forlod mand og børn og fødte Drachmann en datter, men han kunne ikke holde på hende, og det kastede ham ud i en dyb krise, som først lettede, da hendes lillesøster Emmy påtog sig at pleje ham. Hun giftede sig med ham i 1879 og blev mor til fire børn. Desuden var hun oversætter og forfatter til flere romaner, herunder nøgleromanen Ingers Ægteskab (1910), der byggede på hendes personlige erfaringer, og et bind Erindringer (1925).

Drachmann havde været blandt de første og ivrigste støtter for Brandes' moderne gennembrud og havde en væsentlig andel i etableringen af det litterære Venstre. Han havde digtet indigneret om den forarmede underklasse og den korrupte overklasse, bidraget flittigt til Det nittende Aarhundrede og skrevet dets gravskrift, „Den sidste Skanse“, da F.V. Hegel nu lukkede tidsskriftet. Han havde været en drivende kraft i Litteratursamfundet. Viggo Hørup var hans fætter og skolekammerat og havde en tid boet hos Drachmann. Hørup havde skaffet Drachmann adgang til Morgenbladets spalter, som han benyttede til at rose sine meningsfæller på venstrefløjen. Han præsenterede til gengæld Hørup for Edv. Brandes, som Hørup derefter skaffede ansættelse ved avisen i 1875.

Morgenbladet var imidlertid ikke det københavnske Venstres blad, dets fundament var det grundtvigianske Venstre, og det var også i denne mere folkelige retning, Drachmann bevægede sig. Digtsamlingen Gamle Guder og nye (1881) indeholder en afdeling med „Morgen-Psalmer“ og digtet „Det tabte Paradis“, som ganske vist ikke er kristen digtning, hvad titlerne kunne tyde på, men en religiøst præget skildring af menneskelivets forbundethed med naturen. En cyklus på 12 digte, „Vor Moders Saga“, skildrer årets gang i et kvindeliv fra forårets forelskelse til vinterens ensomhed med barnet. Det er en hyldest til moderen, som trods mandens svigt passer arnen og bliver „Moder til Slægternes evige Liv“. I samlingens sidste afsnit, „Folkets Sange“, gløder den sociale indignation endnu. Han udsendte bogen under pseudonymet Svend Trøst, navnet på helten fra folkevisen om Niels Ebbesen.

Uenigheden med brødrene Brandes voksede, da Drachmann ved Bjørnsons digterjubilæumsfest på Aulestad i 1882 oplæste et hyldestdigt til jubilaren, som modstillede Bjørnsons forfatterskab og det „halvt kritisk – jødisk – franske“ danske åndsliv. Han bemærkede, at folket, „Naturens Børn bag Plov paa Baadens Toft“, hellere vil læse idyller end historiske dramaer, „din „Konge“ sover trygt paa Hegels Loft / mens det er „Synnøve“, som Kassen fylder“, skrev han med henvisning til Bjørnsons mindre succes med dramaet Kongen (1877) og større med bondefortællingen Synnøve Solbakken (1857).

Den uklare kritik af det „halvt kritisk – jødisk – franske“ danske åndsliv udfoldede han året efter i et voldsomt angreb på det moderne liv, som Brandes repræsenterede. I anden del af rejsebogen Skyggebilleder (1883), „Ostende-Brügge“, sammenlignede han de to belgiske byer, det stilfærdige, middelalderlige Brügge og det larmende, moderne Ostende, og satte den gamle flamske kulturs tro, følelse og hjertelighed over for modernitetens „planløse Forvirring“ og den moderne litteraturs „Alkoholisme, Syphilisme, Adulterisme, Pauperisme, Bestialisme“, alle disse „Ulve, Hyæner, Bjørne, Krokodiller, Abekatte, Snoge og Skrubtudser, der danner Naturalismens menneskelige Menageri“. En flamsk dame forklarer ham, at den danske begejstring for fransk kultur er en form for benovelse over det fremmede, og at man for at blive original må være national.

Bogen udkom samme dag som Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd, hvis portræt af Drachmanns forfatterskab krydrer klare analyser og anerkendelse af det digteriske talent med kritiske bemærkninger om hans trang til at blive påskønnet af borgerskabet, hans uklarhed som tænker og for yppige retorik. Den tilbagegang, hans forfatterskab var inde i, mente Brandes, kunne kun stoppes, hvis Drachmann kunne „Overvinde og fæstne det Flyvesandsagtige i sit Temperament“. Drachmann for straks ud med et avisindlæg, hvori han erklærede sit skæbnefællesskab med Ploug, „vi har dybereliggende Jordbundsrødder tilfælles“. Nu er krigen erklæret, skrev han til forfatteren Otto Borchsenius, redaktøren af Ude og Hjemme, siden medredaktør af Morgenbladet.

I overensstemmelse med sit nye kulturpolitiske standpunkt skrev Drachmann en lang række nationalromantiske skuespil og eventyrdigte over folkelige sagn og myter, hvoraf Der var engang – fik stor succes i 1887 med Lange-Müllers musik til de indlagte sange. Det bygger på eventyret om svinedrengen, som H.C. Andersen havde gendigtet, men som kendes over hele verden. Drachmanns version ender i modsætning til Andersens lykkeligt, prinsessen lærer at elske sin som svinedreng forklædte prins. Stykket er opført henved 450 gange på Det Kongelige Teater, desuden på talrige scener i ind- og udland, ligesom det er filmatiseret af Carl Th. Dreyer i 1922 og af John Price i 1966. Det blev teatrets største succes siden Heibergs Elverhøi (1828), der er opført dobbelt så ofte og ligeledes filmatiseret.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Angreb på det moderne liv og brødrene Brandes.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig