Afsked med utopien - Det forjættede Land

Siden udgivelsen af Sandinge Menighed havde Pontoppidan haft planer om at skrive en større version af historien om de politiske og religiøse brydninger inden for bondebevægelsen og dens håb om at grundlægge et folkestyre på landbosamfundets kristne traditioner i stedet for borgerskabets humanistiske dannelse. Nederlaget i forfatningskampen, splittelsen mellem bondevenstre og byradikalismen og hans egen skilsmisse fra hustruen og det landlige liv viste, at drømmen havde været en utopi. Trebindsværket Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895), som i 1898 blev udgivet samlet og forkortet med titlen Det forjættede Land, er historien om denne utopi og dens sammenbrud. De tre bind har alle undertitlen „Et Tidsbillede“. Første bind omspænder 10 måneder fra december efter Estrups første provisorium i 1877 til det følgende efterår. Andet bind omfatter forår til efterår 1885 efter det andet provisorium, og tredje bind et par måneder af 1887. Stedet er landsbyerne Vejlby og Skibberup, der minder om Skuldelev og Østby i Hornsherred, og Sandinge med højskolen på den anden side af fjorden, der minder om Slangerup og Mortens højskole i Jørlunde.

I Muld ankommer Emanuel Hansted som kapellan til den konservative provst Tønnesen i Vejlby. Tønnesen betragter præstegerningen som et embede og ser det som sin vigtigste opgave at håndhæve embedets autoritet, herunder at opkræve tiende og offer efter reglerne. Derved er han kommet i modsætning til sine grundtvigiansk vakte sognebørn, særlig i nabobyen Skibberup. Under ledelse af væver Hansen og inspireret af vennemøder og højskoleophold i Sandinge holder de sig borte fra kirken og mødes i stedet i deres „Forsamlingssal“, hvor de søger den „Oplysning og Belæring“, som de selv mener at have brug for, og organiserer kampen mod Tønnesen. Han har slået sig til tåls med situationen trøstet af den palælignende præstegård, som en velhavende forgænger har bygget midt i en parklignende have. Den danner en standsmæssig ramme om det smagfulde hjemme- og selskabsliv, som datteren Ragnhild præsiderer over efter moderens død.

Tønnesen har søgt en kapellan, der kan genoprette forholdet til den genstridige del af menigheden, men forventer samtidig at finde en forbundsfælle og med lidt held en mand til Ragnhild, for Emanuel er vokset op „med Udsigt til Kanalen og Børsen og Kristiansborg Slot“ hos en far, der er departementschef og har forbindelser til samfundets højeste lag. Emanuel er imidlertid blevet præst mod sin fars vilje for i stedet at opfylde et løfte til sin mor, der levede isoleret og fortrykt i hjemmet, inden hun blev sindssyg og døde. Når han som dreng ensom og ulykkelig opsøgte hendes værelser, og hun tog ham på skødet, „trykkede ham ind til sig med heftig Ømhed“ og fortalte ham „Sagn om Kæmper og Kongesønner, der under Kristi Banner drog ud i Verden for at stride for Sandhed og Ret“, lovede han sig selv at følge i disse heltes spor.

Til Emanuels overraskelse kan væver Hansen fortælle, at moderen i sin ungpigetid tilhørte de grundtvigianske kredse omkring Sandinge Højskole og var „ligesom en hellig Jomfru for alle os Venner af Folkesagen her i denne Egn.“ Han betages af den storslåede natur omkring sit nye hjem, de gamle bondefamiliers „simple Ædelhed“ og den unge pige Hansine. Tilsyneladende har han fundet det forjættede land, som moderen havde givet ham en uklar længsel efter.

Da væver Hansen opfordrer ham til at tale i forsamlingshuset og fortælle noget om sig selv, bygger han sin tale over modsætningen mellem det naturlige og det kunstfærdige i et eventyr beslægtet med H.C. Andersens „Nattergalen“. Han retter et voldsomt angreb på bylivets unatur, „hele den saakaldte moderne Kultur, saaledes som den fremvoksede i de store Byer, var en bevidst Stræben efter at forfalske Guds jordiske Gaver, et hovmodigt Forsøg paa at omdanne eller – som det hed – „udvikle og forbedre“ Guds Værk her paa Jorden og skabe en Verdensorden efter Menneskenes egen fattige Forstand“. Den indignerede beskrivelse af det forlorne liv, man lever i byernes højere klasser, henter næring fra hans eget faderopgør og idealiseringen af den undertrykte, døde mor. Samtidig angriber han klasseforskellene:

Vi ser Menneskeheden delt ved en uhyre Kløft, der skiller – ikke de gode fra de onde, de ærlige fra de uærlige, Guds Børn fra Syndens Trælle, – nej, men de rige fra de fattige, de nydende fra de ydende og lidende. Paa den ene Side møder vi den store Hob i Arbejde og Armod; paa den anden Side en udvalgt Kreds i Lediggang og Overflod. Hist raader Kulde, Mørke og Vankundighed; her Lys, Pragt og aandelig Overmættelse. Saaledes har vore Dages Kultur gennemført Kristi Lov om Broderskabet mellem Menneskene! Saaledes har den opfyldt det store Bud om Kærligheden til Næsten!

Kritikken af det uretfærdige klassesamfund og den dannelseskultur, han selv kommer fra, vækker begejstring hos tilhørerne, som føler, at han solidariserer sig med dem. Da han samme aften forlover sig med Hansine, er bruddet med provsten fuldstændigt. Tønnesen forsøger at få ham forflyttet, men bispen, der opstiller i kredsen, forfremmer i stedet Tønnesen og konstituerer Hansted i stillingen. Emanuel havde i begyndelsen oplevet bønderne som et „Troldfolk“, der lever i deres muldbjerge, og savnet det trylleord, der kunne „faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys“. Ved afslutningen af Muld føler han, at han kører „med sin Bondebrud ind i Bjærget“.

Syv år senere møder vi Emanuel i Det forjættede Land, hvor han går bag sin hest og pløjer ligesom Tolstoj på Ilja Repins kendte maleri Plovmanden fra 1887. Det var en bevidst henvisning fra Pontoppidans side. Sammen med en række af Tolstojs andre bøger var Anna Karenina (1877, da. 1886-87) netop oversat til dansk, og Pontoppidan pegede i Arv og Gæld på de russiske forfatteres betydning for den moderne danske litteratur. Emanuel har omdannet præstegården til et mødested for sognets folk. Indtægterne fra præstegerningen lægger han i fattigkassen, som understøtter sognets forhutlede eksistenser ude i Mosekærshusene. Han passer selv sit landbrug med hjælp fra gårdskarlen Niels, som imidlertid er mere interesseret i at skrive politiske artikler til venstrepressens „Folkeblad“.

Huset og omgivelserne forfalder, og Emanuel har svært ved at få landbruget til at løbe rundt. Vendepunktet indtræffer dog først, da den ældste af hans tre børn dør af en ørebetændelse, som Emanuel i tillid til naturens egne lægende kræfter og sine bønner til Gud ikke har ladet lægen behandle. Samtidig genser han Ragnhild, som på ny frister ham med sin borgerlige kulturs sanselige glæde ved kunst og musik, god mad og forfinede omgangsformer. Dertil kommer, at han lægger sig ud med Niels og beboerne i Mosekærshusene ved pludselig i skarpe vendinger at pålægge dem at arbejde hårdere for føden. Fortryllelsen er brudt, han væmmes ved „al denne Dyriskhed“. Endelig benytter væver Hansen sig af den nye splittelse i Venstre til at udmanøvrere Emanuel og slutte sig til en nydannet indremissionsk gruppe. I sin sidste tale til menigheden opfordrer Emanuel til selvkritik oven på Venstres nederlag, „ikke Selvretfærdighed men Selvprøvelse, ikke Hovmod men Fordragelighed var Midlerne til Oprejsning og til endelig Sejr“, men hans tilhørere tolker det blot, som om han er vendt tilbage til det miljø, han kom fra.

Emanuel opgiver sit embede og flytter tilbage til hjemmet i København, men det lykkes ham hverken at vinde Ragnhild eller at forsone sig med den borgerlige dannelsestradition. I Dommens Dag er han kommet til Sandinge for at deltage i et politisk møde, der samler alle bogens hovedpersoner samt personerne fra Sandinge Menighed, fru Gylling, friskolelærer Povlsen, pastor Momme og den ugudelige Lone, som her hedder „sorte Trine“. Da Hansine afviser at genoptage samlivet, tager han det som et tegn på, at han skal opgive verden for i stedet at blive et medium for Gud, men Gud vil ikke tale igennem ham. Under mødet bestiger han talerstolen uden at finde andet at sige end Jesu første ord på korset: „Min Gud! Min Gud! … Hvorfor har du forladt mig!“ Han dør sindssyg ligesom sin mor.

Pontoppidan havde tilbage i 1883 tilbudt Gyldendal bogen som „et stort, bredt og lyst Billede fra Landet, i Smag med Fritz Reuters Landmandsliv (1862-64, da. 1869). Det blev også et om end ikke lyst, så imponerende landligt panorama med maleriske naturscenerier, skildringer af landsbyernes mange mennesketyper og især i Dommens Dag billeder af tidens fremtrædende kirkelige og politiske partier og diskussioner. Satiren rammer de magtsøgende grundtvigianere, som udvander kristendommen for at tækkes venstrebøndernes stadig mere udtalte materialisme. Sympatien ligger dels hos en konservativ provst, der holder sig til den nedarvede tro, som nu i tusind år har været danskernes grundvold, og som tilskriver den religiøse forvirring „vor Tids usundt oppustede Følelsesliv“, dels hos de jordbundne kvinder, der som Hansine sørger for orden i hjemmet, eller fru Gyllings halvsøster, der kun har et skuldertræk tilovers for de „fejrede Troes-Helte“, som hun har set anlægge talerværdigheden eller afføre sig den lidenskabelige henrevethed „med en Skuespillers Rutine“. Endelig er væver Hansen nok manipulerende og magtbegærlig, men han forfølger sit mål om at forbedre underklassens kår og er motiveret af en retfærdig vrede over at have set herremanden mishandle hans far korporligt.

Romanens bærende historie er dog Emanuels udvikling. Det er et portræt af en fantast, som dels er arveligt disponeret for sindssygen, dels bukker under for tidens voldsomme modsætninger mellem land og by, kristendom og moderne naturvidenskab, individ og samfund og går ind i sindssygen ligesom Nietzsche. Pontoppidan havde læst hans skrifter og delte hans interesse for den store personlighed.