I Det forjættede Land udløses Emanuels sidste krise af Hansines afslag på at genoptage samlivet. Da han også har mistet Ragnhild, mangler han den støtte i en kvindes kærlighed, som hans idealistiske kamp kræver. Et bærende udsagn i Pontoppidans erindringer er, at vi alle lever af kærlighedsgaver. I den sammenskrevne version, Undervejs til mig selv (1943), præciserede han sin mandlige synsvinkel: „Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kvindens Kærlighedsgaver. Den, der ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet“.

Synspunktet var i pagt med den opfattelse, som havde været gældende siden Pontoppidans ungdom, at kærligheden er det eneste legitime grundlag for samliv og ægteskab. Det var et hovedsynspunkt i centrale værker i nordisk litteratur som Erik Skrams Gertrude Coldbjørnsen, Bjørnsons Magnhild og Ibsens Gengangere. Forfatterne beskæftigede sig for en stor del med at analysere kærlighedens væsen. Topsøe skildrede forelskelsen i Jason med det gyldne Skind. J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe og Niels Lyhne handlede om erotisk lyst og lidelse. Bangs Haabløse Slægter er præget af angsten for seksualdriften.

Pontoppidan havde imidlertid svært ved at forene denne idealisering af kærligheden, som havde rødder i romantikken, med den moderne kritik af den kristne dannelseskultur. I overensstemmelse med sin tro på bondesamfundets traditioner medtog han i Landsbybilleder en satire over romantisk erotik. „En Kjærlighedshistorie“ skitserer to forskellige ægteskabsformer, det landlige arbejdsfællesskab og den borgerlige intimsfære. Hegnsmandens datter har tilegnet sig sin legesøster, præstedatterens romantiske kærlighedsforventninger og bliver dybt ulykkelig, da hun skal forloves med en forvokset landarbejder, men han stiller hende tilfreds med et bekvemt hus og en børneflok, mens veninden ikke bliver tilfreds med sin romantiske bejler.

Mimoser (1886), der var Pontoppidans bidrag til sædelighedsfejden, blev karakteristisk nok taget til indtægt i begge lejre. Romanen handler om to apotekerdøtre, som efter kort tids ægteskab griber ægtemændene i utroskab, hvorefter de straks forlader dem. Da den yngste datter Bettys ægteskab med Anton Drehling beskrives som helt igennem harmonisk, mente den konservative presse, at romanen var en advarsel til utro ægtemænd om, hvor meget et enkelt sidespring kan ødelægge. Den fortolkning passer dog dårligt til titlen, som omvendt foranledigede Edv. Brandes til at mene, at romanen var en advarsel til kvinderne om ikke at være for sarte.

Mimoser tager imidlertid hverken parti for friere eller strammere seksualmoral. Dens angreb gælder, som undertitlen „Et Familjeliv“ siger, intimsfæren med dens tætte sammenkædning af romantisk forelskelse og sociale forpligtelser. Betty og Anton danner „en selvstændig lille Lyksaligheds-Klode“ på deres gods og bliver som børn igen i ægtesengen, der kaldes en „mægtig Vugge“. Han mister interessen for alt uden for hjemmet, og hun er sart og svag efter fødslen af deres søn. Da Drehling som landstingsmand må være borte fra hjemmet nogle måneder, overmandes han af lidenskab for en ulykkelig gift dame. Skønt han angrer dybt, forlader Betty ham med sønnen.

Hans utroskab forklares som et resultat af dels en naturlig mandlig driftsudfoldelse efter lang tids fravær fra hustruen, dels døtrenes forkvaklede opvækst afsondret fra den moderne verden. Apotekeren ville opdrage dem til „uforfalskede Naturbørn“ uden kendskab til forplantningens mysterier, skønt han selv er optaget af at kontrollere nogle skrubtudsers formering i en glaskasse. Det uvirkelige syn på kønsrollerne hentede støtte i tidens agitation for kvindeemancipation og angreb på prostitutionens „Venushuler“, mens Antons mor omvendt hævder, at det er de moderne „lovpriste og besungne Hjem“, der som venushuler „udmarver vore Mænd, stjæler deres Energi og gjør vore Kvinder svage og enfoldige“. Erotisk lidenskab og socialt fællesskab hænger ikke nødvendigvis sammen, og ægtepar, der kun lever for hinanden, begrænser hinanden.

Fru Drehlings kritik af den borgerlige intimsfære er sikkert Pontoppidans eget synspunkt. Adskillelsen af seksualitet og familie udgør imidlertid en trussel mod stabiliteten i børnenes liv. Det problem udkastede han en matriarkalsk løsning på i Det ideale Hjem (1900), hvor et søskendepar er vokset op i et harmonisk hjem hos deres fraskilte mor. Da datteren utilfreds med sin ægtemand vender hjem med sine to børn, tager hendes bror sig af dem som sine egne. Selv forlader han som nygift sin gravide hustru ud fra den teori, at et hjem skal bestå af ligheden mellem „blodsbeslægtede“, mens kærlighedsforhold næres af det forskellige, det fremmede. Han udgiver en afhandling om „Familielivet i Dyreverdenen“, som argumenterer for, at driften skal frisættes, og at „den Kamp om Penge, Børn og Kærtegn, der benævnes Ægteskabet“, skal forsvinde.

Pontoppidan holdt meget af kvinder som erotiske objekter og respekterede dem som hustruer og mødre ud fra tidens fremherskende antagelse af kønsrollernes biologiske grundlag. Individualismen, kvindeemancipationen og den begyndende seksuelle frigørelse anfægtede dette konservative kvindesyn. Blandt de første bøger, han anmeldte, var Amalie Skrams Lucie (1888), som trods sine mange kvaliteter ikke kunne gribe ham. Han forklarede det sådan, at „Fru Skram ikke har villet aabne sit eget Hjærte for os“. Som læser af en kvindelig forfatter følte han sig udenfor. „Der meddeles os meget om Lucies Liv – men vi gennemlever det ikke med hende; vi erfarer meget om hendes ulykkelige Skæbne – men vi føler ikke hendes Sorger“. Kvinden var den anden, det fremmede, som tiltrak ham, men hvis subjektivitet han ikke kunne genkende som ‘vores egen’.

Anmeldelsen var i øvrigt bemærkelsesværdig ved at lægge afstand til realismen, denne „Fabrikeren af Virkelighedsbilleder“. Det gælder for en skildring ikke om at være sand, men blot om at synes, „at paatrænge sig Læseren med et saadant Liv, at den betager [fratager] ham Dømmekraften“, skrev Pontoppidan. Han tilsluttede sig dermed den kritik af realismen, som Vald. Vedel netop havde fremlagt i artiklen „Moderne Digtning“, hvor han havde efterlyst en ny stærkere digterstemme, der kunne skildre det moderne „udviklede og sammensatte Sjæleliv“.

Fra midten af 1880’erne skrev Pontoppidan en række jegromaner om kærlighedens forviklinger, „smaa Romaner“ kaldte han dem, hvor fortælleren oplever konfliktfyldt kærlighed på afstand enten i tid som erindringer eller i rum som iagttager, hældende skiftevis til borgerlig anstændighed og passioneret livslyst med ironien som redningsplanke, når begivenhederne blev for påtrængende.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den kamp om penge, børn og kærtegn, der benævnes familie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig