Sindets landskaber - Lykke-Per

Pontoppidans anden store roman, Lykke-Per, er ligesom Det forjættede Land en udviklingsroman om en ung mand, der forlader sit barndomshjem, hvor han har følt sig fremmed og undertrykt, for at skabe sit eget liv og omforme samfundet efter sine egne ideer. I Det forjættede Land forkaster Emanuel den københavnske dannelseskultur. Han flytter på landet, gribes af grundtvigianismens og højskolernes folkelige vækkelse og forsøger at leve i pagt med bondesamfundets traditioner. I Lykke-Per rejser Per Sidenius den modsatte vej. Han forkaster sin fromme, provinsielle præstefamilie, flytter til hovedstaden for at blive ingeniør og komme frem i den verdslige, industrialiserede verden og gribes af det moderne gennembruds ideer.

Pontoppidan brugte træk fra sit eget liv i beskrivelsen af Pers ungdom. Per vokser op i en østjysk købstad, hvor han er den gamle præsteslægts trodsige og uregerlige medlem. I stedet for den selvbeherskelse, faderen pålægger ham, vil han beherske sin omverden. Han begynder på Polyteknisk Læreanstalt i København og udkaster allerede i studietiden en storstilet plan om at åbne en sejlrute fra hjembyen til en frihavn ved Vesterhavet ved at uddybe fjorden indtil Gudenåen og føre en kanal videre derfra. Det skal få jysk handel og industri til at blomstre og frigøre jyderne fra Københavns herredømme.

I København kommer Per i forbindelse med radikale kunstnerkredse, hvorimellem Pontoppidan anbringer spidse portrætter af Schandorph, Jacobsen, Drachmann og Johannes Jørgensen. Han forelsker sig i en grossererfrue, hvis forhenværende elsker tager livet af sig og testamenterer sine ejendele til Per. Da det går op for ham, at den yppige dame indgår i arveloddet, forarges han over, at hendes elsker næppe er lagt i graven, før hun „lysten som en Abe“ er krøbet i hans favn. Snart forkaster han imidlertid forargelsen som en rest af sin bornerte opdragelse og beslutter sig for, at driftsfrigørelse er en nøgle til det moderne liv. „Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have“.

Han har sendt sine tegninger til en oberst med indflydelse i ingeniørkredse, men hans ungdommelige selvsikkerhed støder den ældre mand. Det går bedre i den rige jødiske familie Salomon, der er hans egen families modsætning. Det er verdslige, livsglade mennesker med en stor vennekreds, som omfatter dr. Nathan, et både kritisk og beundrende portræt af Georg Brandes. Per har frydet sig ved at læse Nathans angreb på alt det ved hjemlandet, han selv hader. Det har bestyrket ham i troen på at være „Morgenvækkeren og Banebryderen i dette dorske Samfund af tykblodede Degne- og Præstesønner“. Han udvider sit projekt til at omfatte „en fuldkommen Revolution paa det hele Samfærdsels-Omraade“ og planlægger at gifte sig med den kokette Nanny Salomon, så han som Salomons svigersøn kan få finansieret sine projekter. I stedet forlover han sig med hendes ældre søster Jakobe, hvis karakter og intelligens gør indtryk på ham, mens hun mod sin vilje betages af hans maskuline fysik.

Salomonfamilien støtter nu hans arbejde. Han udgiver kampskriftet „Fremtidsstaten“, der med et kampberedt forord i samme tone som Nathans stridsskrifter beskriver en omlægning af samfærdselsmidlerne fra jernbaner til kanalanlæg. Under et studieophold i Berlin opsøger han Nathan, hvis kulturkamp han i sine breve hjem nu kalder forældet, fordi den ikke inddrager de nyeste tekniske opfindelser. Når Per udmaler sine visioner om at udnytte Vesterhavets bølgekraft med „Tusind-Tons Jernbøjer“, der skal „ligge og vugge derude i Brændingen og malke dem for deres Kraftindhold“, taler kunstmaleren Fritjof Jensen (Drachmann), som udstiller vesterhavsbilleder hos en kunsthandler, forarget om „Industrisjælenes Gemenhed og Naturens Vanhelligelse“. Kunstnerne vil snart blive betragtet som „Fortidens Mammuthdyr“, tænker Per med den samme maskin- og fremtidsbegejstring, som Johannes V. Jensen samtidig luftede i Den gotiske Renaissance. I sit voksende nietzscheianske overmod overvejer Per at skifte Jakobe ud med en tysk millionærarving og overtage et adeligt navn fra en forvirret baronesse for endeligt at vinde „Lykkens gyldne Kongekrone“.

Rejsen hjem til faderens dødsleje og mødet med barndommens by giver ham den første fornemmelse af, at sindets samfærdselsveje i lige så høj grad som samfundets trænger til at revolutioneres. Han genkender hver bygning og hvert menneske i hjembyen og må ydmygt tilstå for sig selv, at han med „uløselige Traade var knyttet til denne Ravnekrog (…) alle havde de Part i ham, uden at han betød det mindste for dem“. Hans breve fra Berlin rummer i stigende grad overvejelser over industrisamfundets bagside, der må „altid findes Overflod af Arbejdskraft paa Markedet, Skarer af erhvervsløse, der til Bedste for Samfundsudviklingen gaar omkring og sulter“. Han mister troen på menneskets evne til at tæmme naturkræfterne, da han i en lille østrigsk by, hvor han er søgt hen for at få klarhed i sindet, ser den død og ulykke, voldsomme oversvømmelser har forårsaget. Hellere end at svare den nedgørende kritik, hans bog er blevet mødt med, studerer han religiøse og filosofiske skrifter. Jakobe, der føler, at han er ved at glide fra hende, rejser til Østrig, hvor de sammen oplever en kort lykke. På en udflugt i bjergene forsøger han at bekræfte sin modernitet ved at skyde til måls efter et krucifiks, men det er kun en stakket frist. „Faderens Skygge fulgte ham“.

Hans forlovelse med Jakobe deklareres ved en pragtfuld fest på Salomonfamiliens landsted, men Per tiltrækkes mere af en hyggelig familiefest, som han kigger ind til over hækken længere nede ad vejen. Her er folks påklædning uden spor af „ evropæisk Fordomsfrihed“, og de morer sig med „gamle nationale og højst uskyldige“ lege. Da han går derfra, lyder Ingemanns „Fred hviler over Land og By“ ud i den stille aften, en sang også han søskende plejede at synge om sommeren i det fri. Ved moderens død følger han uset kisten på sejladsen til gravstedet i hjembyen og tænker undervejs, at der i hendes værkbrudne skikkelse havde været mere kraft end i nogen kongelig vælde, „en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelse“. Syv år tidligere var han rejst ud samme vej, som han nu rejser hjem. Han har erobret sit kongerige, men spørger sig selv, om han er blevet lykkelig. „Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der er Tegnet paa, at et nyt Liv er i Frembrud“. Ved meddelelsen om hans rejse føler Jakobe svælget imellem dem. Per er „et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk“, tænker hun, han ejer kun den negative lidenskab, „Trodsen, Selviskhed, Hævngerrigheden, men ikke den stormende Higen, ikke dens uovervindelige Længsel“.

Da Per har erkendt sin binding til hjemmet og kristendommen, tager hans liv retning tilbage mod udgangspunktet. Han afslutter sine studier, finder arbejde som landmåler i nærheden af hjembyen, gifter sig med en præstedatter og bliver far til tre børn. Han tilfredsstilles dog hverken af svigerfaderens vennesæle grundtvigianske kristendom eller den nærboende pastor Fjaltrings passionerede kierkegaardske kristendom, og da hustruen beder ham tage sig mere af børnene og især sønnen, som har dannet sig den idé, at Per ikke kan lide ham, føler han, at han i for høj grad gentager sin faders liv uden alligevel at have hans tro. Han forlader familien i bevidsthed om, at en lokal godsejer vil overtage hans plads som forsørger, og slår sig ned i Thy som vejassistent. 14 år senere dør han af kræft. Han har testamenteret sine sammensparede penge til det konfessionsløse skolehjem for arbejderbørn på Nørrebro, som Jakobe oprettede, efter at hun var nedkommet med sit og Pers dødfødte barn. I nogle efterladte optegnelser har han samlet sin livserfaring. Som ung, skriver han, vil man beherske verden og afsløre dens hemmeligheder. Dernæst søger man meningen med livet i historien og udviklingen.

Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse.

Emanuel Hansted blev vanvittig på talerstolen foran en stor forsamling, fordi Gud ikke ville tale igennem ham. Per Sidenius frigør sig fra sociale forpligtelser for at finde sin egen stemme og sit eget jeg, et jeg, der er gådefuldt, fordi det er sammensat af alle dagligdagens og livshistoriens indtryk og impulser.

Lykke-Per udkom i otte bind fra 1898 til 1904, men slutningen lå klar fra begyndelsen. Pers optegnelser gentager Pontoppidans første „Enetale“ i Politiken 12.3. 1897. Romanen opruller et rigt detaljeret panorama over århundredskiftets storbykultur, åndelige klima og politiske spørgsmål med et mangfoldigt persongalleri. De sidste bind samler sig dog om personlighedsproblemet. Hvor kritikken i det tidlige forfatterskab rettede sig imod social uretfærdighed og politisk ufrihed, rettes den nu mod det verdsliggjorte samfunds materialisme og åndelige slaphed. En forkortet og omarbejdet version forelå allerede i 1905.

Slutningen kan fortolkes både negativt og positivt. Negativt set gennemfører Per ikke sin ungdommelige plan om at frigøre sig fra hjemmets moralske krav og samfundet fra forældede produktions- og organisationsformer. Sideniusarven, som ofte nævnes med bitterhed, synes til slut at have indfanget ham, når han lever næsten som en munk, strengt regelmæssigt og asketisk, grublende over tilværelsens mening. Kort før han forlader sin familie, tænker han selv, at han er „det ubrugeligste Menneske paa Jorden, en ulykkelig Halvmand, der elskede Livet uden at kunne hengive sig til det, og som foragtede det uden at ville slippe det“.

Med den tolkning fortæller Lykke-Per den samme historie som novellen „Ørneflugt“ (1894), der omskrev H.C. Andersens eventyr „Den grimme Ælling“. Hvor det hos H.C. Andersen ikke gør noget, at man er født i andegården, blot man har ligget i et svaneæg, siger Pontoppidan omvendt, at det ikke nytter at komme ud af et ørneæg, hvis man vokser op i andegården. Miljøets påvirkning er stærkere end arveanlæggene. I „Ørneflugt“ får en ørneunge, der er vokset op mellem høns og ænder, pludselig luft under vingerne, fordi man har glemt at stække dens fjer. Den følger en vild hunørn i en vældig himmelflugt mod „de evige Snetinder“, men mister pusten og lysten og flygter tilbage til det trygge hjem, blot for at blive skudt ned af gårdskarlen, der ikke genkendte den, og havne på møddingen.

Positivt set gennemfører Per sin frigørelsesplan, men frigørelsen viser sig at kræve langt mere end blot at rive sig løs fra sin baggrund og gøre erobringer i omverdenen. Den består i det sokratiske bud: Kend dig selv, som var blevet gentaget fra Goethe til Nietzsche. Blandt Pers sidste optegnelser er en omskrivning af en passage i Schopenhauers Über die Grundlage der Moral (1841, Om moralens Grundlag): „Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa. Ja, Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig“. Per fastholdt sin religiøsitet, men det var en kristendom frigjort fra kirken.