Vandringsmanden

Gennem hele livet tilfredsstillede Pontoppidan sin nysgerrighed efter at lære natur og folk at kende på lange fodture. I skoletiden vandrede han i Jylland alene eller med sin kammerat, den senere maler Johan Rohde. Cyklen kom til Randers i 1871, men han foretrak „Sneglevandringer langs med Grøftekanterne“, som gav ham tid til at „holde Rast i en Høstak“ eller standse og „slaa en Passiar af snart med en Skærveslager bag hans Halmskærm, snart med en smuk Malkepige ved hendes Ko“. Da han i 1880 var blevet lærer på sin bror Mortens højskole, først i Freerslev syd for Hillerød og året efter i Jørlunde ved Slangerup, hvor han også slog sig ned som nygift i 1881, travede han Nordsjælland tyndt, og han fortsatte traveturene i Hornsherred, da han i 1884 flyttede familien, som nu omfattede to døtre, til Østby i nærheden af hustruen, Mette Marie Hansens fødegård. De tidligste fortællinger skrev han fra vandringsmandens perspektiv. Farverige billeder af landskaber og befolkning foldes ud omkring en afgørende begivenhed i nogle få personers liv.

I novellesamlingen Fra Hytterne (1887) er formen fuldendt. Vandringsmandens blik fanges i den første historie, „Knokkelmanden“, af et beskedent, særlig smukt holdt hus, som Ane og Simon med hårdt livslangt slid har anskaffet og sat i stand, men den dag, alt er færdigt og betalt, bliver Ane syg og dør snart efter. I „Naadsensbrød“ beskrives egnens nye flotte fattighus, som den gamle Stine Bødkers dog nødig vil flytte hen til. Titlen på den sidste fortælling, „Vandreren. En Epilog“, udpeger synsvinkelbæreren. I en tidligere version, som blev trykt med titlen „Under Aaget“ i Dags-Avisen 1.7.1885, er vandreren jeg-fortæller.