Efter Jord og Dagene følger samlingerne Det Fjerne (1907) og Bakker og Bølger (1912). Det poetiske projekt befæstes og udbygges, og som det antydes i titlen, rummer Det Fjerne forsøg på poetiske samtaler til det fjerne, ofte det fjerne i tid. Således er „Barnet“ en skildring af den rislende barndomskraft, der løber gennem alle tider og alle aldre: „Gennem Barnet glider / dybt med Blodets Gang / Nynn fra alle Tider, / gammel gylden Sang.“

Temaet om det fjerne og det nære foldes darwinistisk ud i „Tidernes Sang“, hvor der spørges:

Hvad er vi, alt vort Værk og vore Aar?Vi, som i Dag bebor en kølnet Klode,vi, som har dyrisk Rod i Urtids Vaarog siden, fyldt af muldne Kræfter, groede?

Også Bakker og Bølger føjer sig ind i denne første, meget produktive fase af Thøger Larsens digtning. Samlingen har, som titlen antyder, fokus på landskabet og dets formative kræfter, men det er et landskab, der både omfatter det nære, bakkede moræneland og den store Mælkevej, der folder sin evighed ud over hovedet på os. I mellemrummet mellem Gjellerodde og Mælkevejen lever menneskene og trives naturen, befrugtes af jordens muld, beskinnes livgivende af solen og betragtes koldt og nøgternt af månen.

Efter disse første fire karakteristiske Thøger Larsen-værker fulgte yderligere seks digtsamlinger, heriblandt Slægternes Træ (1914), Vejr og Vinger (1923), Limfjords-Sange (1925) og Søndengalm (1926), den sidste med glimt og erfaring fra Italien.

Thøger Larsen udgav også prosa, dels novellesamlingerne Fjordbredden (1913) og Kværnen (1915), der rummer en række ofte erindringsprægede skildringer, hvor typer, han blandt andet har kendt til fra sin opvækst, optræder. Novellerne er ikke på niveau med lyrikken, ej heller hans enlige roman, Frejas Rok (posthumt udgivet 1928), som er et forsøg på at skrive sig ned i en dialog med vikingernes asatro. En samlet indsigt i den Larsen'ske tankeverden får man i hans essays, foredrag og refleksioner, der er samlet og udgivet i 1961: Virkeligheden. Artikler og Foredrag.

Der står i dag en stor mindesten for Thøger Larsen ved Gjelleroddes sydstrand. En kreds af venner rejste den efter megen palaver og flere flytninger. Indskriften er tegnet af Johannes Larsen, der sammen med Jeppe Aakjær var de nærmeste kunstnervenner, og hugget af billedhuggeren Torvald Westergaard. Motivet er stjernebilledet Karlsvognen og Frejas Rok, der er et fragment af Orion, samt under Thøger Larsens navn og data en strandvalmue – en henvisning til indledningsdigtet i Dagene. På bagsiden er stenen er digtet „Landskab“ fra Vejr og Vinger (1923) fældet ind:

Det suser svalt over Muld og Strandi Danmark, Bakkers og Bølgers Land,og Hvisk i Træerne, nær og fjærn,og Kvad, der mumler i Møllens Kværn,og Brus fra Brisen mod Søens Bredog Aandepustet fra Blomsterbed –er Danmarks Stemme, der moderømbetror dig en blid og bundløs Drøm.

Johannes V. Jensen skrev i et mindedigt over vennen: „Han skrev sit Navn imellem Stjerner“. Thøger Larsen bidrog afgørende til at forny den folkelige fædrelandssang på en måde, så den ikke blev klæbrigt stof, men sang, som generationer stolt kunne ånde igennem og se sig selv og deres egen historie i. Hans digtning er alle steder præget af en motivkreds, som omfatter liv og død, sol og måne, kulde og varme, muldlag og klode, nær og fjern, årstidernes skiften og menneskeslægtens gang i historien.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det suser svalt - fædrelandssangens fornyer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig