„Stille var der i Stokholms By“ – begyndelsen af kapitlet „Blodbadet“ midt i Kongens Fald. Side af Jensens manuskript med hans egne rettelser og tilføjelser. Der er ikke bevaret mange originale manuskripter fra Jensens hånd, da han selv destruerede dem. Han ville ikke have, at litterater og andre nysgerrige skulle kigge ham i kortene og studere „Stilladserne“ og forsøgene i stedet for det færdige værk, som forfatteren kunne stå inde for. Det biografiske kommer ingen ved, mente Jensen, der også brændte de fleste af sine personlige papirer.

.

Livsviljen og dødsdriften synger også duet i det, der skulle blive Johannes V. Jensens hovedværk, nemlig romanen Kongens Fald, om han skrev samtidig med sin tidlige kortprosa. Heri gendigter han det gamle eddakvad „Grottesangen“ og lader de mytologiske figurer Fenja og Menja male henholdsvis liv og død i den store kværn. Menja får det sidste ord i Jensens prosalyriske sang, ligesom romanen også vrimler med folk, der falder til jorden og dør. Men det er også en roman præget af en ukuelig skabervilje og en skiftevis vild og øm erotik, en erotik, der både rummer sadistiske, masochistiske og homoseksuelle aspekter.

Kongens Fald udkom som tre små romaner: Foraarets Død, Den store Sommer og Vinteren i 1900-01. Den var ikke nogen født klassiker, da den udkom, den blev mødt med megen og hård kritik. Man kunne godt se Jensens sproglige ekvilibrisme, hans sans for at give små præcise skildringer af nordisk natur og hans evne til at få episoder til at stå tindrende klart og stærkt frem, men de store dybdegående, psykologiske portrætter af romanens personer og den store altsammenføjende handling savnede man. Jensen var ingen traditionel naturalistisk forfatter, og de dramatiske passager i bogen kunne få knaldromanens karakter, mente man. Romanen er også fragmentarisk og springende i sin form og leverer sin historie som perler på en snor. Den har på én gang et lyrisk og et prosaisk præg, ligesom den både rummer realisme og fantastik, historiske fakta og mytiske figurer.

Kongens Fald er en historisk roman, der skildrer Danmarks og Nordens historie i tiden fra kong Hans' krig mod Sverige 1497, Det Stockholmske Blodbad i 1520, Christian 2.s fald fra magten 1523 til borgerkrigen „Grevens Fejde“ og bøndernes nederlag til adelen i 1535. Dens centrale personer er bortset fra Christian 2. fiktive figurer, der som hovedpersonen Mikkel Thøgersen blot er tilskuere til de skæbnesvangre historiske begivenheder. Romanen skildrer renæssancens komme og brydningen mellem det middelalderlige verdensbillede med jorden som centrum og Gud og kongen som den almægtige magt, og det heliocentriske, hvor centrum ligger uden for jorden, og hvor menneskene er ladt alene tilbage som herskere på jorden. Det nye revolutionerende verdensbillede vinder ikke indpas, da renæssancekongen falder, og bønderne lider nederlag, ligesom den store union mellem de nordiske lande bliver gjort til skamme i vold og ødelæggelse.

Man kan se romanen som en aktuel og kritisk kommentar til brydningerne mellem højre og venstre i slutningen af 1800-tallet og som en historisk forklaring på bøndernes århundredlange undertrykkelse. Den kan føres tilbage til Christian 2.s fald og bøndernes afmagt, og faldet selv kan skrives på det danske vægelsinds regning. Danskeren er på den ene side en himmelstormende, storhedsvanvittig fantast, der ligesom Christian 2. og Mikkel Thøgersen er „Grundlæggere af et Dynasti i det Blaa“, og på den anden side en afmægtig tvivlende Hamlet, der ikke ved, om han skal handle eller lade være. Romanen er en smertefuld og rammende demonstration af dette vægelsind, der dog også har sine kvaliteter, fordi det nærer eftertanken. Det gale er ikke at tænke sig om, men at blive stikkende handlingslammet i selvrefleksionen.

Vægelsindet får altså en slags historisk forklaring, fordi det tidsfæstes til Christian 2.s tid, og det kan vel så også bringes til ophør igen. Men det forbindes desuden med det ustadige danske vejr og anskues da som et naturgroet vilkår. Når Christian 2. sidder i båden mellem Fyn og Jylland og ikke kan bestemme sig til, om han skal flygte eller kæmpe, og bliver ved med at sejle frem og tilbage over Lillebælt, er det både en epokes ubeslutsomhed og et naturmytisk vilkår.

Denne ubeslutsomhed og laden tilfældet råde bliver til en dyb eksistentiel misere for både Mikkel og kongen. Mikkel bliver i særdeleshed kastet omkring i tilværelsen, fordi han ikke for alvor kan beslutte sig til at gøre det, han gør. Han forsøger at forskrive sig til djævelen, men han synes ikke at ville vide af ham, og han forsøger en kristen bodsgang, men hans lidelse fører ham ikke nærmere Gud. Han forbryder sig mod den kvinde, han elsker, for at hævne sig på den mand, han hader, ligesom han slår den mand ihjel, som han nærer den største sympati for, nemlig Axel, hans sorgløse modstykke og kammerat.

Mikkel er en mand, for hvem meget lidt lykkes. Han vil som ung gerne være ved kongens side, fordi han har set hans vældige magt, men da han endelig bliver kongens tjener, er det, efter at kongen er faldet. Bogen selv konkluderer, at Mikkel aldrig har kunnet gribe livet, fordi han aldrig har villet dø. I Kongens Fald måles en mand ikke så meget på sine gerninger som på sin død, da døden angiveligt fortæller mere om hans liv end lange psykologiske udredninger. Alle skal falde, alle skal ned i jorden, og den, der ikke er jorden tro, men higer ud over denne verden, får den onde lykke.

I Mikkel ser man en person, der så gerne vil gribe tilværelsen og leve, men ikke kan, fordi han er bange for at give sig hen og dermed tabe sig selv og „dø“. Deraf kommer hans enorme verdenssmerte, som Jensen beskriver med skræmmende og velgørende indlevelse. Mikkel vil have det hele, og kan han ikke få det, er ingenting noget værd. Mikkel er således både en eksponent for renæssancens værdikrise og den værdikrise, det gudløse menneske stod i, efter at blandt andre Nietzsche havde erklæret Gud for død. Kongens Fald forholder sig til den afgørende eksistentielle krise, der indfinder sig med de traditionelle værdiers fald, men den kan ikke stille andet op end at beskrive krisen med hudløs ærlighed.

I Kongens Fald ser man slægter i opløsning og strid. Kongen får i al hemmelighed sønnen og vanskabningen Carolus, som er lutter hoved uden krop, Mikkel får et barn med Ane Mette, som han voldtager, og den pige får barn med Axel, der også er frugten af en forbudt kærlighed. Deres barn er den døvstumme Ide, som er lutter krop. Mandligt og kvindeligt er skilt destruktivt fra hinanden. Slægten er degenereret og dybt fornedret. Romanen binder således an med sin tids dekadente kunstneriske strømninger, hvad der bliver ganske tydeligt i dens udsøgte æsteticisme, som kommer til udtryk i det berømte stykke om hesteparteringen:

Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule; store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og drivende Klaser. (…) Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.

Her mødes det skidne og det smukke og danner en sammensat oplevelse. Rent og urent står side om side, ligesom romanen i øvrigt er et udslag af den interferens, som præger forfatterskabet. Højt og lavt stilleje, poetiske billeder og begreber som „Fabelens vittige Antitese“ står side om side, ligesom indlevelse og distance kan skifte fra det ene øjeblik til det andet. Georg Brandes kaldte det stilløst, hvad det også er for en æstetisk opfattelse, der kræver stilens og fortællerens enhed. Jensen blander sammen, hvad man ellers ikke blander sammen, og derfor er romanen stadig en provokation af den gode og rene smag. Det samme gælder på genremæssigt niveau, hvor digte, myter, sagn og folkevisegenfortællinger sætter den fortløbende handling i stå og virker som en slags tematisk og følelsesmæssig uddybning.

Romanen kunne have været længere eller kortere, og et afsnit om efteråret var der tænkt på, uden at det blev til noget. Den bærer da præg af improvisation og forsøg og er endnu et symptom på den traditionelle dannelsesromans opløsning, både formelt og hvad menneskesyn angår. I Jensens roman mødes modsætninger i de forskellige personers skikkelser og gør hinanden synlige. Det kommer der ingen harmoni ud af, men nok en disharmonisk og kontrapunktisk prosa, som man ikke havde set mage til før i dansk litteratur. Smagløst var det måske nok, eller også udtryk for en helt ny smag, der passede til en ny og sammensat virkelighedsoplevelse.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Dødens triumf - Kongens Fald.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig