Fritz Syberg Frokosten, maleri fra 1906. Den fynske maler Fritz Syberg lod sig inspirere af Johannes V. Jensens digt „Ved Frokosten“, hvori Jensen skriver: „Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig. / Først spiser jeg et med Æg og Sild – / O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove! / Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg, / og her fordyber det Smagen, at jeg tier. / Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende. / Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.“ Maleri og digt deler en jordbunden og stoflig sensualisme, som man kan se som en modsætning til en metafysisk symbolistisk tendens i kunsten. De to kunstnere blev venner og dannede sammen med malerne Peter Hansen og Johannes Larsen en fælles front imod den forfinede symbolistiske kunstretning personificeret af blandt andre kunstnerparret Agnes og Harald Slott-Møller. Men Jensen havde, som man kan se i blandt andet ungdomsromanerne og Kongens Fald, dybe rødder i den symbolisme, som han afsværgede.

.

Jensen var i åbent opgør med sig selv som digter det første tiår af det ny århundrede. Han havde svært ved finde frem til en autentisk rolle og funktion, fordi han både ville appellere til et indforstået publikum og et massepublikum, og fordi han hverken ville vide af den finlitterære feinschmecker eller den litterære ignorant. Han var en skribent, der skrev for et marked, som han skulle leve af, og som han skiftevis bejlede til og foragtede. Dette skisma har været gennemgående for mange levebrødspoeter i 1900-tallet og peger på et generelt problem i den moderne litterære kunstinstitution: Den fremstår på den ene side som en autonom størrelse og som garant for en kunstnerisk frihed, og på den anden side indgår den i et samfund, hvis pragmatiske rationalitet må tilgodeses – litteratur skal være godt for noget.

Da Jensen i 1906 udgav sin første digtsamling med den klassiske titel Digte, skrev han i dedikationen til sin forlægger: „Jeg skal aldrig gøre det mere“. Det, han gjorde med Digte 1906, som man kalder samlingen i dag, gjorde han heller ikke igen, selvom han kom til at skrive langt den største del af sine digte i løbet af de næste 40 år. Umiddelbart synede samlingen ikke af så meget, fordi den for størstedelen af digtenes vedkommende havde være publiceret før, hovedsageligt i hans romaner. Der er da også tale om en blandet samling, som er stærkt varieret i stilarter og genrer, idet der både anvendes oldnordiske og moderne prosalyriske versformer. Sprogligt strækker den sig fra det dialektale til en flittig brug af fremmedord. Høj og lav stil veksler, og endelig strækker digtene sig geografisk rundt i verden fra det hjemlige til Det Fjerne Østen, ligesom Jensen både byder på originale digte og oversættelser af forbilledet Walt Whitmans Leaves of Grass (1855). Det er således en digtsamling, der kommer kunsten og kompasset rundt.

Samlingen indledes med et par dialektdigte og „Grottesangen“ fra Kongens Fald, og følges op af digte fra bl.a. Madame D'Ora. Digtet „Columbus“ samler længselsmotivet med linjer som „Usalig er den hvis Ve og Begær / kan aldrig dø“, og den vejløse og gudløse verdenserfaring afslutter digtet:

Der er ingen Gud i de rasende Bølger,der er Christofer Columbus' Hjærte,som skabte en ny Verden ud af sin Verdenssmerte.

Columbus er en af de centrale symbolske figurer i Jensens digtning. Han inkarnerer den ulægelige længsel efter det paradisiske hinsides, som netop ikke findes. Over for denne mandlige længsel stilles kvinden i „Moderens Sang“, hvor Jensen foretager et synsvinkelskifte, idet det lyriske jeg er en svanger kvinde. Hun skildrer sit opofrende og selvudslettende forhold til barnet, som skal have alt, mens hun græder sig ned „i den sorte velsignede Jord“. Digtet gik rent hjem hos det læsende publikum, der dengang så det som et af Jensens ypperligste arbejder.

Til gengæld havde man umiddelbart mindre tilovers for den suite af prosadigte, som senere fik fællestitlen „Rejsen om Jorden“, og som generationer af digtere 1900-tallet igennem har ladet sig inspirere og provokere af. Digtene – „Interferens“ (i ny redigeret form), „Ved Frokosten“, „Afsked“, „Det røde Træ“, „Paa Memphis Station“ og „Hverdagene“ – peger tilsammen på og opsamler det konfliktstof, som indtil da havde været karakteristisk for forfatterskabet. Den skærende og splittede bevidsthed fremgår af „Interferens“, mens det ambivalente forhold til kvinderne og danskerne ses i „Ved Frokosten“ og „Afsked“. Tilsammen skaber de en såret følelse, som digteren påkalder sig gennem sin „usalige Stamfader“ Columbus, nemlig „Takten af dit blødende Stormhjærte“. Rejsen former sig som en flugt fra det kendte og konflikterne, og udtrykker en længsel efter en skæbne i det fremmede. Digteren siger farvel og tak til et Danmark, som på alle måder er ham imod:

Graavejr i København!Gigt og ondartet Stemning i al Evighed!

Vejret er dog ikke mindre enerverende udenlands, og i den tropiske regn, han når ud til i Østen, er der ingen forløsning, så digterjeget drager stadig videre frem mod skæringspunktet og det eksistentielle valg, som stilles i „Paa Memphis Station“. Her står den unge mand i dagbrækningen og overvejer sit liv. Skal han tage den første den bedste jomfru og melde sig som borger på torvet – eller skal han drage videre ud i det blå på jagt efter noget, han ikke ved hvad er? Det borgerlige drager, men bliver med et overskud af satirisk hån afvist som en mulighed, fordi det er kastrerende for den mandlige trang til udfoldelse, hvad også den storslåede, svangre kvindelige natur omkring Mississippi er. „Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?“ spørger han sig selv, og svarer han ikke direkte, så er svaret her og i resten af forfatterskabet – nej. Han kan ikke glemme det, og det sætter ham i et konstant konfliktforhold til en verden, som kun i erindringens og fantasiens interferens med det sansede nu kan antage evighedens form. Og det sætter ham i en konstant bevægelse på flugt fra dét, der begrænser, og på jagt efter dét, der åbner sig.

Men i Digte 1906 er både flugten og jagten forgæves. Den rejsende ender med at vende hjem blot for at se sig selv og Danmark uforandret, som det sker i „Hverdagene“. Og dog er der sket en forandring. Digterjeget omtaler nu sig selv som et „vi“ og altså som del af et fællesskab. Gennem rejsen er de nationale kendetegn blevet tydelige, og bevidstheden om, at det er hjemme, slaget skal stå, er blevet vakt. „Her er vi fra“ – siges det med en vis fortrydelse. Her spiller dagen „i alle Spektrets Farver“ – „mens vi rejste efter den store Hvidhed“. Den rejsende vender afblanket og illusionsløs hjem for trods alt at tage kampen op med den danske middelmådighed og hverdag.

„Nu kommer vor rige Dødstid“ lyder det dobbelttydigt i „Hverdagene“, der lægger sig et sted mellem resignation og viljen til oprør. Digtsamlingen toner dog ud med oversættelsen af Whitmans digte, som er en mægtig hyldest til den ny verden, friheden og fremtidsmennesket. „Glædessangen“ bliver således samlingens sidste bortmaning af al tristesse og verdenssmerte.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Digte 1906.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig