Stiftelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871 var et led i den nye demokratiske organisering af samfundet, hvor mange forskellige grupper med fælles økonomiske, erhvervsmæssige, geografiske, religiøse eller kulturelle interesser søgte indflydelse på udviklingen ved siden af eller gennem de politiske partier. Junigrundloven af 1849 havde fastholdt det patriarkalske hierarki ved at lade kønnet indgå som en betingelse for valgret på linje med alder, økonomi og social situation. I stedet for at forbedre kvindernes adgang til at deltage i samfundslivet havde den afgrænset dem som en særlig social gruppe, der tilhørte familiens område. Idet demokratiet udjævnede forskellen mellem mændene, gjorde det de tilbageværende kønslige, økonomiske og sociale forskelle des tydeligere. Kvinderne måtte organisere sig for at få del i de muligheder, som den ændrede samfundsform indeholdt.

Dansk Kvindesamfund pointerede i sin første formålsparagraf, at foreningen ville arbejde for at „hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende“. Kvinderne skulle have adgang til uddannelse og erhverv for at styrke de gifte kvinder i hjemmet og de ugifte kvinder på arbejdsmarkedet og gøre alle kvinder til samfundsborgere. Den dobbelte målsætning sikrede Dansk Kvindesamfund tilslutning fra hovedparten af de politiske grupperinger.

Højre støttede forbedringen af kvindens juridiske og økonomiske stilling i familien og engagementet i velgørenhed, der udbredte middelklassefamiliens normer til samfundets dårligt stillede. Den grundtvigianske del af Venstre fremhævede kvindens ret til at udfolde sine åndelige evner og understregede hendes betydning i familien. Begge fløje lagde vægt på at værne om familien og bevare kønsrollerne. Den radikale del af Venstre byggede derimod på Stuart Mills ideer om kvindernes fulde økonomiske selvstændighed og ligestilling som samfundsborgere. Det åbnede for en individualisering af kvindernes liv svarende til mændenes og dermed også for en grundlæggende ændring af kønsrollerne og en frigørelse af den kvindelige seksualitet.

Forestillingen om kønnenes ligestilling forandrede de mandlige forfatteres kvindebeskrivelser. Romantikernes kvindebillede havde været spaltet i en ophøjet åndelig og en fornedret sanselig figur. Naturalisternes og realisternes kvindeskikkelser var mere sammensatte. Ofte blev de kvindelige personer først kastet „op imod Stjærnerne“ for derefter at blive trukket ned, som Fennimore siger i J.P. Jacobsens Niels Lyhne. De var stadig projektionsflader for de mandlige forfatteres idealer. Idealet var blot ikke længere jomfrumoderen, men den frihedselskende og oprørske kvinde, der også egnede sig som spydspids i angreb på patriarkatet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kønnet frigøres.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig