Maskeret selvbiografi - Tempeltjenere

Det er først i Tempeltjenere, at kvindesagen bliver et hovedanliggende. Det er også Gyrithe Lemches fiktive selvbiografi, skrevet som en nøgleroman og et opgør med en kvindebevægelse, der følger andre og mere pragmatiske veje end Gyrithe Lemches stærke visioner. Som samtids- og kvindehistorie kan romanen læses parallelt med hendes officielle historiske beretning; som maskeret selvbiografi bliver den første led i en række, der følges af Agnes Henningsens mammutværk, Thit Jensens sene og kortfattede og også af Karin Michaëlis' to versioner af en livsfortælling.

Barndomsbindet om den 9-13 årige Karen Sofie og hendes ophold på morfaderens gård kan læses som en allegori over den unge piges stadige kamp for at bryde barriererne til de hellige steder, som mændene har besat. „Karlene var jo en Slags Keruber, som lukkede Dørene op for hende til henholdsvis Sommerhalvaarets og Vinterhalvaarets Glæder og Oplevelser“, og Karen Sofie insisterer på at knokle med; hun vil ikke være 'tøs', og hun følger bedstefaderens råd om altid at vælge den vanskeligste hest. Emancipationshistorien er skrevet ikke i kroppens, men i åndens tegn, og vejen går gennem uddannelse. Beskrivelsen af Karen Sofies karakterfasthed er uden vaklen, men den udvikles samtidig på en klangbund af en familiehistorie med kærlighedsulykker, der også har skabt en voldsom disharmoni mellem bedsteforældrene.

Den unge pige, der har stræbt efter mændenes privilegier, kommer til at foragte deres magtmisbrug, men lærer samtidig at tolke tilværelsens tvetydighed. På den baggrund forventer læseren at se den voksne unge kvinde radikalt bryde med tidens normer i de næste bind, men møder i stedet en voldsom ambivalens i forhold til både karriere, kærlighed og kvindesag. Karen Sofie får ikke sine forventninger indfriet på universitetet, hvor hun bogstaveligt har svært ved at høre, hvad der bliver sagt. Den virkelige fare og modstander kommer dog fra hendes modstræbende erotiske tiltrækning mod en mand, der repræsenterer selve tempelkonflikten ved at insistere på, at hans hustru kun skal leve gennem ham og altså ikke selv gå i templets tjeneste; han ægter Karen Sofies musikalske søster, der sygner hen og dør i deres landlige isolation.

Det er en ægteskabshistorie, der har lighedspunkter med Thit Jensens tidlige romaner om destruktive mænd, og den peger også mod flere af Karin Michaëlis' fortællinger om ægteskabet som en dødelig institution. Endnu engang er eros behandlet i forlængelse af det moderne gennembruds forståelse af driften som fatal, en trussel om jegtab, og symptomatisk er Karen Sofies eget valg af ægtemand ikke en del af fortællingen, der i næste bind springer direkte ind i ægteskabet. Det bliver til gengæld frem til mandens død beskrevet som det stærke fundament under Karen Sofies liv, mens konflikterne om jegets/kvindens udvikling og intrigerne i kvindekampen findes andetsteds.

Her overtager Gyrithe Lemches heltinde et mandligt mønster, forskelligt fra store dele af kvinders litteratur, der er skrevet over en konflikt i forhold til livet med mand og børn. Denne konflikt forskydes til nabofamiliens bohemeliv, der er modelleret over digterparret Viggo og Ingeborg Stuckenbergs litterært og erotisk konfliktfyldte ægteskab (se Følelseslaboratoriet – Ingeborg og Viggo Stuckenberg og Ægteskabelig og litterær dialog). Fra det trygge ægteskabelige grundlag træder Karen Sofie ind i kvindesagen, hvervet af en ældre frontkæmper: „Hun har set Dig i en saadan Aabenbaring, siger hun, som Kvindesagens nye Moses paa Bjerget“. Det bliver hun, indspundet i magt-, politik- og erotik-konflikter mellem kvinderne og med sin egen tvivl, der lader hende deltage i takketoget for valgretten i 1915 med en tankerække, der fortsætter tempelmetaforikken, men også spørger til næste mål, der, viser det sig, for Karen Sofie er et indre. Sagen handler om sjæl og ånd, ikke om ligeret og slet ikke om præventionen, den nye sædelighedsfejde:

Og nu vilde de nye Profeter vende op og ned paa Opgaven, saaledes, at den istedetfor at føre ham til Barnet førte hende fra Barnet til ham og gjorde Lysternes Tilfredsstillelse fra et Middel i Forplantningens Tjeneste til selve Maalet. I Stedet for at for at føre Slægten opad og fremad, vilde Kravet om Kønnenes Ligestilling saaledes komme til at virke i modsat Retning, betegne Vejen tilbage og nedad.

Hermed forlader romanens Karen Sofie kvindesagsarbejdet, og romanens engagement vender sig mod mor-barn-forholdet, der realiseres i to slutbilleder. I det ene lever hendes niece i urskoven, lykkelig med sine børn og en mand, der strides med naturen udenfor, i det andet finder vi Karen Sofie selv med sin datterdatter i armene.

Hun insisterer på at have erobret det vigtigste, men efterlader også indtryk af rådvildhed. Karen Sofie er en typisk moderne helt, der indtager universitet, talerstol, politik og digtning, men i stadig dyb ambivalens også i forhold til den historie, der både skal overvindes og arves.

Tempeltjenere har mange selvbiografiske træk og er også en nøgleroman, der med ganske skarpe portrætter giver Gyrithe Lemches version af kvindesagen og dens også indbyrdes stridende frontkæmpere i 1900-tallets første 20 år. Romanen omkranses af hendes historiske værk om kvindesagens historie. Hovedværket Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar kom i 1912, og i 1939 skriver hun et supplement om perioden 1912-1918. Hun var i 1910 trådt ind i bestyrelsen og blev i 1913 redaktør af Kvinden og Samfundet. Hendes historiske fremstilling er både nøgtern, ironisk og indimellem polemisk; i gennemgangen af sædelighedsfejden er hun på Elisabeth Grundtvigs side mod Georg Brandes, når hun over for hans radikale hævdelse af begge køns ret og lyst til førægteskabelig seksuel udfoldelse fastholder principperne om cølibat før og monogami inden for ægteskabet. Men Gyrithe Lemche ser også Elisabeth Grundtvig som hildet i sin tids 'skødesynd': „at digte Kvinden“, i dette tilfælde som i sit væsen mere åndelig end manden. Gyrithe Lemche deler ikke denne type idealisme, hendes ideelle tænkning viser sig derimod i den fortolkningsramme, hun sætter for læsningen i de to forord (1912 og 1939) og indledningen. Kvindesagskvinderne bærer på en „hellig Flamme“, der, når målet er nået, skal brænde evigt på alteret, siger hun i indledningen i 1912, og billedsproget tages op i 1939, hvor hun taler om „Mænd og Kvinder paa bevidst Vandring mod et nyt Verdensideal, som de hver især var beredt til at bringe deres Offer“. Tempelmetaforikken binder fiktion og politisk arbejde sammen og understreger Gyrithe Lemches egen vej i kvindesagen, der får hende til i 1918 at nedlægge sit mandat, efter at hun i bladet og i taler har udtrykt sig kritisk om de ni nyvalgte kvinder i Rigsdagen, hvis ståsted er partipolitisk snarere end kvindepolitisk. Det er også denne historie, hun meget summarisk og i tredjeperson fortæller i sit 100 sider store tillæg om perioden 1912-18. Hun slutter med at skrive sig selv ud af den politiske historie, men ikke af sit engagement.