Da kvinder ikke havde adgang til byens læseforeninger, stiftede Sophie Petersen i 1872 Kvindelig Læseforening. Foreningen indkøbte både klassisk og ny litteratur – herunder mange internationale bøger om kvinders frigørelse – og dannede ramme om foredrag og diskussioner, restaurant og hotel for kvinder. I årene 1888-1900 havde foreningen lokaler på Amagertorv 10, 2. sal, hvor billedet er taget.

.

Adda Ravnkilde (1862-83) kom til København i september 1883. Aftalen med forældrene hjemme i Sæby var, at hun skulle gå på Zahles lærerindeseminarium, men hun ville hellere være forfatter. Hun var optaget af det moderne gennembruds ideer, havde læst Darwin og Stuart Mill, og en måned efter ankomsten opsøgte hun Georg Brandes for at få hans mening om de tre romaner, hun foreløbig havde skrevet. På hans råd opgav hun seminariet for i stedet at læse til student, men i slutningen af november tog hun sit eget liv.

Ravnkilde forstod ligesom Levison, at gennembrudslitteraturens nye individualiserede mandlige stemme behøvede et kvindeligt sidestykke. Litterære figurer som den unge pige, der overrumplet modtager et uvelkomment frieri, hustruen, der betragtes som sin mands ejendom, guvernanten, der kurtiseres af en letsindig greve, var typer både i de mandlige forfatteres bøger og levende kvinder med deres eget syn på sagen, som kun en kvindelig forfatter kunne udfolde. De mytologiske titler på hendes tre romaner, „En Pyrrhussejr“, „Paa Ixions Hjul“ og „Tantaluskvaler“, viser desuden, at hun ikke kun ville skrive de moderne kvinders historie, men også skrive den ind i den litterære tradition. De realistisk skildrede miljøer er snævre, men psykologien des mere dybtgående. Det lille forfatterskab fremlægger et begrænset, præcist kortlagt og helt moderne kvindeunivers.

„En Pyrrhussejr“, der udkom i To Fortællinger (1884), er historien om et kvindeoprør mod den ulighed mellem kønnene, som Stuart Mill havde beskrevet. To søstre fra et fremskridtsvenligt provstehjem, hvor de af faderen er blevet undervist i filosofi og historie, kommer til København og drømmer om på hver sin måde at blive til „noget stort og godt“. De bliver begge gift med en læge, hvorved drømmen brister. Astrid har identificeret sig med deres opofrende mor og vil være den fuldendte hustru, men hendes vege og depressive ægtemand tror efter Kierkegaards recept, at utroskab kan gøre ham til digter, og svigter hende. Elisabeth har identificeret sig med deres frisindede far og vil være forfatter, men hendes ældre patriarkalske ægtemand forhindrer hende i at publicere sin bog, omgås hans intellektuelle venner, dyrke opsøgende velgørenhed, få sin mor i huset ved faderens død, adoptere et barn, da hun ikke selv kan blive mor, og hjælpe sin søster i skilsmissesituationen. Med alderens og kønnets overmagt forklarer manden hende, at han har gjort hende til den blide hustru, han ønskede sig. „Jeg vidste bedre end Du, at dette vilde koste Dig dine Drømme; men jeg maatte have Dig og have Dig helt“.

Søstrene kom til byen, fordi Elisabeth skulle have fjernet sine mandler, et symbolsk udtryk for den kastration af hendes aktive energi, som ægteskabet med lægen bliver. Ligesom Gertrude Coldbjørnsen overrumples hun af hans frieri, men Ravnkilde har ikke som i Erik Skrams roman en alternativ ægtemand ved hånden. Astrid og Elisabeth indser, at de må bøje sig for de mænd, de har fået. De glæder sig dog over at have slået et slag for kvindesagen, „lad os kun blive trampet ned, det er Forløbernes Skæbne“. Over for manden erkender Elisabeth sit nederlag, men ser ham samtidig i øjnene med et „koldt Smil“ uden den „Blanding af barnlig Frygt og kvindelig Undseelse, som havde fortryllet ham saa meget“. Undertrykkelsen af hendes individualitet har dræbt hendes kærlighed og gjort hans sejr til en Pyrrhussejr – en sejr, der ikke er noget værd, fordi tabet er for stort.

„Paa Ixions Hjul“, som ved udgivelsen fik titel efter hovedpersonen Judith Fürste (1884), handler om et sådant ægteskab mellem en magtfuld mand og hans modvillige, kolde hustru. Judith har de samme drømme om kærlighed og arbejde som den unge Elisabeth i „En Pyrrhussejr“, og den samme viden om umuligheden af at realisere dem som den ældre Elisabeth. Fuld af had indgår hun et forsørgelsesægteskab med den rige og magtfulde godsejer Johan Banner, fordi hun er uden midler til at forsørge sig selv. I frierscenen overgiver hun sig passivt til ham, men slutter sig samtidig inde i sig selv. „Han følte det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som forhen. Han havde som Ixion omfavnet Skyen“. Ixion var en græsk sagnkonge, der forelskede sig i Hera, men som i omfavnelsen fandt hende forvandlet til en sky. Talemåden 'at favne skyen' bruges om én, der tror at have fundet noget væsentligt, som imidlertid viser sig at være et fantasifoster. Judith og Banner går ind i ægteskabet „som to jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald, hvis Modstanderen skulle blotte sig“.

Judith får både en rig mand, sin selvstændighed og en søn i ægteskabet, men hun begynder ikke derfor at dyrke de intellektuelle og sociale interesser, som Elisabeth drømte om. Hun længes efter sin mands kærlighed, „en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg heller ikke forstaar, hvad er“. Efter syv års kamp og præget af sorg over sønnens død er hun klar til at „ydmyge sig og bede om Tilgivelse“. Det sender „en forunderlig nervøs Gysen gennem hende“ som tegn på, at hengivelsen til den herskesyge ægtemand forbinder sig med masochistiske træk i hendes psyke, som hun hidtil har vægret sig imod at give efter for, og som romanen også igen fortrænger. Den slutter i en romantisk vision om gensidig kærlighed, hvor Judith selv beslutter sig for at genoprette de traditionelle kønsroller. „Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gjøres til Sejrherre“.

Den feministiske vrede i „En Pyrrhussejr“ viste sig utilstrækkelig i opgøret med kærlighedsforholdets kønspositioner. Heltindens længsel efter at hengive sig til den magtfulde mand er en del af hendes væsen, som ligestillingsprogrammet ikke kan udviske.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Kvindelighedens indre modsætninger - Adda Ravnkilde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig