Dobbeltmoralen på scenen - Edvard Brandes og Otto Benzon

Den radikale venstrefløj ville komme dobbeltmoralen til livs ved at give kvinderne del i mændenes liberale seksualpraksis. I Et Besøg argumenterede Edv. Brandes for, at hustruens enkeltstående førægteskabelige affære ikke berettigede ægtemandens vrede, eftersom han havde haft mange tilsvarende affærer. For at holde sympatien på hustruens side, måtte hun dog dybt beklage sit fejltrin uden at kræve det samme af manden.

Dette frisindede blik på kærligheden som et forhold mellem ligestillede parter udvidede han i En Forlovelse (1884) til en nøgtern for ikke at sige kynisk erkendelse af kærlighedens afhængighed af økonomiske og sociale forhold. Grevesønnen og juristen Konrad har i et halvt år været forlovet med en beskedent aflønnet statsembedsmands datter. Han er selv ansat i et ministerium og vil ikke gifte sig på den lave løn. Da faderens fallit forhindrer ham i at etablere sin forlovede som hustru i et standsmæssigt hjem, foretrækker han at leve alene, skønt svigerfamilien advarer ham om, at den brudte forlovelse vil tage livet af datteren. Hun er villig til at leve sparsommeligt, men han erklærer, at han ikke elsker, som hun gør. „Mit Liv kan ikke være det: at vente paa dig. Jeg kan leve for mig selv, uafhængig, uden Sorger, frit“. Han går, og hun hulker: „Hvorfor skal jeg bøde for hvad jeg ikke har forskyldt!“ Stykket blev opført mere end 25 gange på Dagmarteatret.

Otto Benzon (1856-1927) fulgte samme linje i En Skandale (1884) ved vittigt at vise, at kønsmoralen først og fremmest er et redskab for sociale ambitioner. I den nyrige etatsrådsfamilie Hansen er to forlovelser under opsejling. Datteren Fanny har en adelig frier, som kan støtte familiens sociale avancement, hvorfor han modtages med glæde, mens sønnen Povl har friet til husets unge, ubemidlede selskabsdame, Karen, som vil trække familien i den modsatte retning, hvorfor hun bagtales og sendes bort. Karens egentlige brøde er, at hun er forældreløs og må arbejde for føden, „det, at jeg er fattig, og saa at jeg er Kvinde. En Mand vanærer sig ikke ved at arbejde for sit Brød, naar blot hans Arbejde i sig selv er hæderligt. Men er mit da ikke det?“ Karens pengemangel har ikke forringet hende i Povls øjne. Han er læge og vil nedsætte sig på landet uden for familiens selskabelige kreds. Hans stedmoder, etatsrådinden, må appellere til Karen om at udvise moral og pligtfølelse og selv slå op for ikke at skade den mand, hun elsker, men appellens hulhed afsløres, da hun tilbydes penge oveni. Som en sidste udvej får familien opsnuset, at Karen er „en falden Kvinde“, men den oplysning har ikke samme virkning som i Edv. Brandes' stykke, eftersom Karen har fortalt Povl om sin fortid, da han friede. Derimod slår Fanny op med sin adelige frier, da det viser sig, at han er forføreren.

Mændenes dobbeltmoral udstilles, når de tilkender sig selv en erotisk frihed, som de ikke tillader kvinderne, og borgerskabets dobbeltmoral udstilles, når familien arbejder for egne økonomiske og sociale interesser og under dække af moral og pligt forhindrer de mindre privilegerede i at gøre det samme. Etatsråden, der har tjent sine penge som fabrikant og grosserer, forestiller sig, at Karen ser ægteskabet med Povl som „et brillant Kup“. På hustruens forargede spørgsmål, om han finder det rigtigt, svarer han: „Aldeles ikke. Jeg finder det bare naturligt. Og saa vidt er man dog endnu ikke kommen, at man behøver at finde noget rigtigt, fordi man maa erkende, at det er naturligt“. Det ender med, at gæsterne til den aflyste forlovelse indfinder sig, hvorved skandalen er en realitet. Stykket fik succes på Det Kongelige Teater. Parkettets borgerskab så sig selv på scenen og morede sig. Det var problemdebat i lystspilversion og blev en vigtig murbrækker for det moderne drama.

Benzon var selv fabrikant, farmaceut og apoteker. Han skrev en halv snes skuespil og var en ivrig Brandesianer. I 1891 afslog Det Kongelige Teaters censor Erik Bøgh at opføre Sportsmænd, som satiriserede over politisk manipulation og national selvtilstrækkelighed. I 1907 fejrede han sit 25-års forfatterjubilæum ved at indstifte et forfatterlegat til Georg Brandes' ære. Det blev uddelt årligt på Brandes' fødselsdag indtil 1995.

Edv. Brandes' og Otto Benzons dramaer pegede frem mod den frie seksualmoral, som især de norske bohemeforfattere var fortalere for, og som Georg Brandes støttede med sit essay om Arne Garborg i Tilskueren (1885), hvor han kaldte de ugifte kvinders seksuelle afholdenhed for et naturstridigt offer, man bringer en værdiløs fordom, og fremhævede „Driftslivet“ som jordbund for både „Fantasiens og Skjønhedens Blomst“ og „giftige og stinkende Vækster“.

Bjørnsons En hanske pegede derimod i den modsatte retning. Han var enig i ligestillingsprogrammet og opgøret med dobbeltmoralen, men mente, at mændene burde disciplinere deres driftsliv i stedet for at udbrede deres mangel på moral til kvinderne. Det var også Dansk Kvindesamfunds standpunkt, som Elisabeth Grundtvig formulerede det i foredraget „Nutidens sædelige Lighedskrav“ (1887). Dermed var Venstre splittet i de to fløje, som bekrigede hinanden under sædelighedsfejden.

I endnu højere grad end Erik Skrams Gertrude Coldbjørnsen havde Henrik Ibsens Et dukkehjem, der udkom 1979 og blev opført på Det Kgl. Teater samme år, sat kvindeemancipationen på dagsordenen. Men hvor Skram mente, at kvinderne skulle finde en ny erotisk identitet, interesserede Ibsen sig for kvindernes økonomiske selvstændighed og medborgerskab. Et dukkehjem handler ligesom Gertrude Coldbjørnsen om den store kærlighed, men Nora udvikler sig i den modsatte retning. Hun begynder i det kærlighedsægteskab, som Gertrude ender i, og som hos Ibsen viser sig at bygge på en illusion. Nora har skrevet sin fars navn på en veksel for at skaffe penge til sin mands helbredelse. Da han, som er en nøjeregnende bankdirektør, opdager falskneriet, fornægter han hende ved at underkende hendes følelser. Hun forklarer sin handling med en henvisning til kærligheden: „Jeg har elsket dig over alt i verdens rige“, hvortil han svarer: „Å, kom ikke her med tåbelige udflugter“. Den erotiske identitet, som Erik Skram ville fremelske hos sin Gertrude, viser sig hos Ibsen uden tyngde i konfrontationen med de socio-økonomiske kræfter. Ibsens næste skuespil Gengangere (1881) var mere i overensstemmelse med Skrams tankegang, når Fru Alving ender med at lægge skylden for sin mands deroute på sin egen manglende livsglæde og golde trang til at følge moralens og pligtens bud.

Kvindebevægelsens voksende gennemslagskraft og de mange nye kvindelige forfattere, der kom til i 1880'erne, inspirerede de mandlige forfattere til at fremstille andre billeder af kvinden. Ved siden at det undertrykte offer fremkom nu de manipulatoriske og matriarkalske kvindetyper i Strindbergs Fadren (1887) og Fröken Julie (1888) og den vrede, hævngerrige kvinde i Ibsens Hedda Gabler (1890).