Den diskussion af familielivet og kønsrollerne, som Zakarias Nielsen udelod i Nye Tider, blev taget op af en række kvindelige forfattere, der ligesom skolelærerforfatterne henvendte sig til en bred læserkreds med oplysning og vejledning om konflikterne i det moderne ægteskab. Johanne Schjørring (1836-1910) redigerede årgang 1886-87 af bladet Vort Hjem og udgav mere end 26 bøger med fortællinger om kærlighed, ægteskab og famileliv. Massi Bruhn (1846-95) var politisk aktiv i Kvindelig Fremskridtsforening og skrev om køns- og klassespørgsmål i foreningens blad Hvad vi vil (1888-94). Samtidig fremhævede hun moderfølelsen som kvindens eneste drift i romanen Ægteskab (1889), hvor hovedpersonens forelskelse i en 'radikal' læge straffes med hendes barns død.

Therese Brummer (1833-96) viser i sine mere interessante fortællinger, hvordan de unge kvinders erotiske lyst vækkes og bindes, før den i bedste fald, men langtfra altid kan udløses i ægteskabelig og moderlig kærlighed. Hendes hovedværk, romanen Som man gifter sig (1888), beskriver forholdet mellem en mor og hendes giftefærdige datter, og deres indbyrdes overvejelser over datterens valg mellem penge og kærlighed. Hun må enten opgive sin fattige elskede og indgå et forsørgelsesægteskab eller bevare kærligheden og kæmpe den hårde kamp for at forsørge sig selv. I begge tilfælde vender hendes følelsesliv og erotiske drift sig mod hende selv. „Ikke til at finde ud af: det at det bedste i en, kunde blive ens Fjende?“ tænker datteren. Brummer forsvarede fornuftsægteskabet og formanede kvinderne om at slå af på deres romantiske fordringer, men hun skildrede også valgets omkostninger.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Familielitteraturen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig