Den naturvidenskabelige og realistiske livsholdning og skrivemåde, som Georg Brandes opfordrede de samtidige forfattere til at antage, vandt tilslutning hos både J.P. Jacobsen, Holger Drachmann og Vilhelm Topsøe, men de ville ikke binde sig til den politiske side af programmet. Jacobsen var alt for interesseret i psykologi og stil, Topsøe alt for analytisk og satirisk disponeret til at bruge litteraturen i den partipolitiske debats endsige propagandas tjeneste, og Drachmanns sociale indignation vendte sig til en søgen efter folkelige og nationale rødder. Derfor blev Brandes begejstret over Bjørnstjerne Bjørnsons dramaer Redaktøren (1874) og En fallit (1875), der omsider satte problemer under debat. Det var ganske vist i norsk litteratur, men der gik kun et par år, før også danske forfattere slog ind på den vej. Sophus Schandorphs novellesamling Fra Provinsen (1876) var det første danske eksempel på, at den nye litteratur engagerede sig politisk i det moderne gennembruds program. Under indtryk af de skærpede parlamentariske politiske modsætninger i 1880'erne sluttede flere forfattere sig til, Karl Gjellerup med romanen En Idealist (1878), Edvard Brandes med skuespillet Lægemidler (1881) og Henrik Pontoppidan med novellesamlingen Landsbybilleder (1883). En væsentlig inspirationskilde var også Émile Zolas romaner. Den første oversættelse, Familien Rougon (1871), kom i 1879, og de næste ti år fulgte 11 titler efter.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Litteraturens politisering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig