Vilhelm Topsøe i 1880, året inden han døde kun 40 år gammel. Herman Bang karakteriserede ham i Realisme og Realister (1879) som den nøgterne realist.

.

Jason med det gyldne Skind (1875) af Vilhelm Topsøe (1840-81) er den første naturalistiske roman i dansk litteratur. Når en af personerne bemærker, at det er overraskende at se, hvordan i den menneskelige sjæl „ondt og godt er spredt mellem hinanden som Malm og Sten i et Bjerg, ligger saa tæt op ad hinanden, at der ikke er Spor af Overgange“, så billedliggøres sociale og psykologiske forhold ved hjælp af naturfænomener. De samme forhold forklares ud fra naturlovene, når det hedder, at menneskelivet udvikler sig lige som naturen gennem „smaa Aarsagers langsomme, men uafladelige Virksomhed“. Et psykologisk fænomen som jalousi begrundes med en henvisning til fysikkens lov om energiens konstans: „Naturforskningen synes tilbøjelig til at antage, at de tilsyneladende forskjelligartede Kræfter ere identiske, og at deres Mængde er uforanderlig, saa at hvad der optræder paa et Sted, kommer til at mangle paa et andet. Maaske Psykologien vil gjøre lignende Erfaringer og finde, at Følelsernes Styrke paa en Maade hos det enkelte Menneske er en bestemt Sum, og at hvad der gives paa ét Sted, maa tages paa et andet, om det end har en anden Form“.

Mennesket betragtes for en stor del som bestemt af „dette Ubevidste og dette Instinktmæssige“. Samfundet beherskes af de enkelte individers darwinistiske kamp for overlevelse: „Tag! Ellers bliver der ikke givet Dig. Tag! Tag! Begjær! Forlang! Altid mere, Verden vil gribes i Struben og plyndres. Den er ikke for den taalmodigt Ventende“.

Stilistisk ligger romanen i forlængelse af den danske realismetradition, fra Poul Martin Møller over Carl Bernhard til især Hans Egede Schack og Goldschmidt, og den europæiske tradition, hvor Topsøe var stærkt inspireret af den schweiziske forfatter Victor Cherbuliez, som han havde lært at kende under et ophold i Schweiz. Realismen gjorde op med romantikkens tro på 'ideen' som et idealt udtryk for virkeligheden. Ideen blev kritiseret for at være en drøm, som sund virkelighedsforankring skulle udrydde. Det var hovedtanken i Schacks Phantasterne, hvor tre venner på hver sin måde kæmper mod barndommens fantasteri. I Jason med det gyldne Skind følger vi også tre barndomsvenner. Hasting, som er hovedpersonen, er læge og ingeniør. Bernhard er forretningsmand, og Felix er embedsmand. I den realistiske roman er helten ikke længere digter eller præst, men tilhører det praktiske livs mænd.

For så vidt lå romanen altså i forlængelse af det moderne gennembruds program. Den blev også godt anmeldt i Det nittende Aarhundrede, formentlig af Edv. Brandes, hvorimod Carl Ploug i Fædrelandet kritiserede den for „holdningsløs Reflexion“ og „Nihilisme“. Var bogen ikke udkommet anonymt, havde sagen sikkert stillet sig anderledes, efter som Topsøe var redaktør af Dagbladet og dermed en af højrefløjens ledende mænd. Han var imidlertid opdraget i en embedsmandsfamilie med et nationalliberalt livssyn og befandt sig lige dårligt mellem godsejerne og bønderne. Hans uddannelse som jurist og udlandsrejser til kontinentet og USA havde givet ham interesse for liberale og sociale reformer, men i den skarpe modsætning mellem Venstre og Højre nødedes han til at støtte Højre.

I romanen lægger Hasting afstand til den brutale darwinisme, som Felix gør sig til talsmand for: „Verden vilde gaa i Stykker, hvis mange vilde tilegne sig saadanne Principper. Man maa have en Erkjendelse af, at der kun kan tilkomme En et begrænset Kvantum af Lykke og Nydelse og ikke bestandig begære“. Hasting har på den anden side intet politisk engagement. Romanens positive ledertype er en greve, der efter en lang diplomatisk karriere kan tale om samfundsforhold med overblik og indsigt, og som er tilstrækkelig fornem og rig til at tage menneskelige hensyn.

Felix tager sit eget liv af ulykkelig kærlighed til Ida, som alle tre venner har elsket siden barndommen. Hun giftede sig med Bernhard, fordi hverken Hasting eller Felix havde mod til at fri til hende. Romanen er en kærlighedsroman. Den romantiske idealisme, som naturalismen og realismen forsøger at fortrænge, dukker frem som en idealisering af kærligheden. Netop i kærlighed vil Hasting have „det ubetingede og fuldkomne“. Da han ikke kunne få Ida, rejste han til Indien for at sikre sin økonomiske uafhængighed. Romanen begynder med hans hjemkomst efter syv år. Opholdet derude har „lænket ham til Virkeligheden“, mener han selv, og sikret ham en „Krog“ i livet. Det er den erobring, dét gyldne skind, han vender hjem med.

Han er nu en moderne mand, der er frigjort fra stands- og pengehensyn, men drømmen og idealismen er ikke integreret i hans nye identitet, den er forskudt til kærligheden. Den umuliggøres til gengæld af spillereglerne i det moderne samfund, hvor mand og kvinde står over for hinanden som selvstændige personligheder, der ikke vil indtage den passive rolle. Hverken Ida eller Hasting vil som den første røbe deres følelser, fordi kærligheden består i at få magt over den elskede, ligesom det gælder om at få kontrol med sin økonomi og status i det liberale samfund. En væsentlig del af romanen drejer sig om dette erotiske spil, om fordelingen af rollerne efter den romantiske kønsrolledualismes sammenbrud.

En kort tid ser forholdet ud til at kunne virkeliggøres, når Ida lukker øjnene og siger: „Vi gaa begge iblinde (…) men De skal lede mig“. Felix' selvmord og de dagbogsblade, han efterlader, overbeviser hende dog om, at det var ham, hun kunne være blevet lykkelig med, fordi der ikke i ham som i Hasting er „dette inderst, som stødte tilbage, og som jeg syntes, jeg ikke kunde blive Herre over“. En biperson, den fornemme frøken Rønnov, der er engageret i velgørenhed og til slut gifter sig med greven, forklarer Hasting, at „kun den kan vinde Lykke i Kjærlighed, som selv kan give den“. Den viden har hun bevaret fra den gamle overklasses dannelse.

Hasting ender som læge i Jylland. En præsteenke logerer i huset, og hendes datter kan blive hans kommende hustru, hvis han overvinder sin uvilje mod den husmoderlige kvinde: „Ligemeget om hans Kone ikke bragte ham en Skilling, hun skulde være vant til fine Strømper og til ikke at skjælve for Pletter paa sin Kjole“. Den sociale resignation og virkelighedsorienteringen formår ikke at udviske drømmen om forelskelsens champagnebrus. Kærlighedsidealet forbliver knyttet til billedet af Ida.

Modsætningen mellem et indre idealbillede og virkeligheden er en gennemgående figur i Topsøes forfatterskab. Felix gennemlever sin forelskelse i Ida foran hendes portræt, der hænger over det skrivebord, hvor han sidder og skriver om sine følelser for hende. I novellesamlingen Fra Studiebogen (1879) handler „Daphne“ om en ung mand, der forelsker sig i et kvindeportræt, som han har svært ved at glemme, da han bliver gift med den kvinde, det forestiller. Først da hun brænder billedet, kan han frigøre sig fra det og elske den levende kvinde. Her lykkes den forsoning mellem drøm og virkelighed, som Hasting ikke kunne nå.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Lænket til virkeligheden - Vilhelm Topsøe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig