Med Gjæring-Afklaring (1902) gjorde Jakob Knudsen et ambitiøst forsøg på at sammenskrive en naturalistisk-realistisk erkendelse af livets sammenhæng med sin kristne overbevisning – en anskuelse af tilværelsen som styret af rent naturlige, ikke-religiøse lovmæssigheder, men dog samtidig båret af guddommelige kræfter. Umiddelbart er det en realistisk, selvbiografisk præget roman, der inddrager faktiske begivenheder fra samtiden og historiske personer som Grundtvig og Georg Brandes. Men under den realistiske overflade udfoldes en højt reflekteret symbolik, der omhandler tilværelsens grundlæggende meningsløshed eller meningsfylde.

I lighed med Jakob Knudsen har romanens hovedperson Karl Wintrup haft en grundtvigsk opvækst. Han har fået hjemmeundervisning hos sin onkel, den grundtvigske præst Jørgen Nordbye, hvis børn også har været hans legekammerater. Gennem deres lege dramatiserer børnene det univers af myter og fortællinger, som undervisningen indvier dem i – „enhver Handling, enhver lille Bevægelse i deres Lege betød noget andet og mere end det, den i Virkeligheden var“. Uden for denne ordnede og meningsfuldt tolkede verden befinder sig det kaotiske og meningsløse. I romanens symbolske landskab er disse kaosmagter knyttet til fjorden nær børnenes hjem. Her må børnene ikke lege, og den er derfor aldrig blevet dækket ind og tolket gennem legenes univers. I romanens begyndelse vover Karl sig en vinterdag ned til fjorden og føler sig gennemisnet af angst – ikke fordi han befinder sig i en konkret fare, men over fjordens fremmedhed og ligegyldighed: „Hvor saae det dog hjerteløst ud, dette hvide og hvidblaa, blaalige og mørkeblaa til alle Sider. Og Isens hvide, endeløse Flade – een Ligegyldighed, een uendelig Ligegyldighed for ham og alt, hvad der kom ham ved“.

Romanens store problem er forholdet mellem fjord og land, det meningstomme og det meningsfyldte. Vandets element symboliserer en rent kropslig verden, der omfatter seksualitet og død – sider af tilværelsen, som øjensynligt er forblevet underbelyst og ufortolket under Karls opvækst. Det er nede ved fjorden, at den halvstore dreng får sin første og ængstende oplevelse af seksualiteten, og i en afgørende scene knyttes den siden hen til døden. Præstens hustru og datter er i kane kørt over den isdækkede fjord, men overraskes på hjemturen af tåge og farer vild. Inde på land bliver man ængstelige, og fra fjordens bred søger man at lede kanen på rette vej ved at synge. Netop som pastor Nordbye istemmer „Alt staar i Guds Faderhaand“, lyder der imidlertid fra fjorden et bragende drøn – kanen går gennem isen, og alle drukner. Jakob Knudsen hørte ikke til den slags opbyggelige forfattere, der gør det let for dem selv!

Den tvetydige ulykke påkalder sig forskellige reaktioner. Pastor Nordbye tolker den som et tegn fra Gud, men ateisten Grabow indvender, at en ulykke blot mangedobles, når man søger „at tillægge den en Mening og Betydning“:

Prøv engang at tænke Dem, at det hele var ganske tilfældigt, at det ikke havde det mindste at betyde. De skal selvfølgelig ikke tro det, – man er jo hellerikke saadan Herre over — Men tænk Dem – eller sæt Dem rigtig ind i den Stemning. Jeg har ofte prøvet det selv. Det svaler, det kjøler den hede Hjerne og det forpinte Hjerte. Og det er dog det, man trænger til. Det er som at bade i Havet --

Grabow forklarer Karl, hvorledes alt i naturen fungerer uden overordnet vilje og opfordrer Karl til at tage „et Bad i det Betydningsløses Stemning, i Ligegyldighedens Hav“. For Karl havde det skræmmende ved naturverdenen hidtil været dens mangel på mening, men nu ser han modsat netop denne meningsløshed som en beroligelse og trøst.

Karl lever sig nærmere ind i en sådan moderne og ikke-religiøs livsfølelse, da han rejser til København for at studere. I de naturalistiske kredse, hvor han færdes, deles man om den anskuelse, at livet ikke har nogen anden mening end sig selv. Det omgives ikke af en religiøs horisont, og der skjuler sig ingen mening bag ved eller over livet. Imidlertid viser det sig, at denne anskuelse kan udlægges i forskellige retninger.

I en lav og vulgær form for naturalisme bruges påstanden om livets meningsløshed som en begrundelse for at udfylde den absurde tilværelse med tilfældige og ligegyldige nydelser. Denne muntre nihilisme bryder dog sammen under alvorlige eksistentielle kriser, og bag dens blaserte overflade afsløres et større krav om mening, end dens dyrkere har villet være vedkende sig. En ganske anden konsekvens drages i den høje og forædlede form for naturalisme, der repræsenteres af Rebekka Woltersien, en ung kvinde fra det københavnske bourgeoisi. Hun kommer modsat til den konklusion, at når livet ikke rummer anden mening end sig selv, så bør livet sandelig også forme sig overordentligt meningsfuldt. Når det om Rebekka hedder, at hun er „særdeles irreligiøs“ betyder det derfor ikke, at hun står uden for en religiøs forventning. Blot er denne religiøse forventning hos hende rettet mod den nærværende tilværelse, og hendes livsfølelse er således et eksempel på „vildfarende Idealitet“. Da hun og Karl forelsker sig i hinanden, oplever hun derfor også resterne af hans gudstro som en rival: „Nej, Karl – jeg vil ikke dele – jeg vil være Din – Din Gud, og Du skal være min Gud. Hér skal være Himmerig og ingen andre Steder! —“

Netop de høje forventninger, Rebekka nærer til livet, forhindrer hende imidlertid i at give sig i kast med det. Hun forestiller sig en livsopfyldelse af en sådan intensitet, at den kun kan tænkes opretholdt i et kort nu: „Jeg er vis paa, at jeg kunde leve evigt et Øjeblik, og saa forlanger jeg ikke mere af Livet“, siger hun. Men et sådant liv, der skal koncentreres i et enkelt- og enestående øjeblik, rummer ingen udstrækning til hverdag og familiedannelse, og skønt Rebekka og Karl bliver gift – således som også Jakob Knudsen i sit første ægteskab blev gift med en pige fra det københavnske bourgeoisi – fuldbyrdes ægteskabet aldrig seksuelt. På bryllupsrejsen gennem Europa er det underforstået, at deres seksuelle forening skal finde sted på Leopoldsberg i Wienerwald, men Karl indser, at Rebekkas helliggørelse af øjeblikket og hele den panteistiske og naturalistiske livsfølelse, hun repræsenterer, så langt fra beror på natur, men tværtimod på kunst og æstetik. Fra bjerget oplever han ganske vist udsigten som et havomkranset land – romanens symbol på sammensmeltningen af det nærværende liv og en guddommelig meningsfylde – men kun som i en svævende og utopisk drøm:

Da forstod han det, som det var – og han blev selv greben af den vaagne Drøm – og alt Sollyset vidt og bredt over Landet fik et Rosenskjær, – de sad paa et halvdunkelt Forbjerg, der skjød sig frem i et Hav, en Luft, en Himmel af Guld og Roser.

Som Jakob Knudsens eget ægteskab bliver også ægteskabet mellem Rebekka og Karl opløst, og efter skilsmissen rejser Karl tilbage til sin hjemegn og bliver gift med en anderledes jordnær barndomsveninde. I romanens sidste linjer mindes han med vemod Rebekka, mens han stirrer ud mod horisonten: „Hun staar for mig som en vidunderlig Drøm. – Men dette er Sandhed og Virkelighed“.

Romanens handling er tilrettelagt, så dens omdrejningspunkter er to drukneulykker. Ulykken på fjorden gav stødet til, at Karl opgav barndommens naive religiøsitet, og tilsvarende er hans endelige opbrud fra naturalismen kædet sammen med en drukneulykke, hvor han overværer, hvorledes to drenge falder gennem isen og drukner i en af Københavns kanaler, mens han selv står passivt i en større skare af tilskuere. Ved denne passivitet har Karl virkelig fulgt Grabows anbefaling om at flyde med „i Ligegyldighedens Hav“, men af den skyldfølelse, der rammer ham bagefter, bliver han belært om, at naturens hvilende og ubevidste kredsløb dog brydes et sted – nemlig i ham selv som et bevidst væsen med mulighed for at handle med hensigt og vilje. Ved den første drukneulykke erfarer Karl, at den sanselige verden følger sin egen lovmæssighed, der er uafhængig af bevidsthedens mønstre og tolkninger. Men ved den anden indser han til gengæld, at han selv som bevidst væsen har mulighed for at løsrive sig fra den sanselige verdens lovbundethed og træde frem som et selvstændigt handlende væsen.

Skyldfølelsen efter drengenes druknedød fører Karl tilbage til barndommens kristne udgangspunkt. Det afgørende religiøse gennembrud sker, da han hører Grundtvigs salme „De Levendes Land“ blive afsunget under en gudstjeneste i Jørgen Nordbyes frimenighed. Salmens billedsprog sammenfatter romanens symbolik om forholdet mellem land og vand – det meningsfyldte og det meningstomme – og det er Jakob Knudsen selv, der i sit citat fra salmen kursiverer de afgørende linjer, hvor landet stiger frem af havet:

O, Kjærligheds Aand!Lad barnlig mig kysse Din straalende Haand,Som rækker fra Himlen til Jorderigs MuldOg rører vort Øje med Fingre som Guld:Saa blaalig sig hæver bag buldrende StrandDet dejlige Land!

Verden er ingenlunde meningsløs, men dens mening foreligger heller ikke på forhånd som en art kendsgerning, der nøgternt lader sig konstatere. Meningsfylden skænkes alene af Gud og ses kun med troens øjne. Med denne indsigt kan Karl atter genoptage sin grundtvigsk prægede kristendom, men hans hjemkomst er ikke kun en tilbagevenden. Gennem sin udvikling har han tilegnet sig en viden om virkelighedens dobbelthed, hvor de modstridende erfaringer, som barndommen og ungdommen har nedfældet i ham, er indarbejdet på forskellige trin. Kristendom og naturalisme har begge deres berettigelse og kan begge hævdes side om side – men netop kun, hvis de samtidig holdes klart adskilt. Trods deres forskellighed forenes Jørgen Nordbye og Rebekka i den fælles fejltagelse, at de breder deres synspunkt ind over områder, hvor det ikke er gyldigt: „(…) han havde kun Historien, og hun havde kun Naturen. Og de drev saamænd ogsaa Afgudsdyrkelse hver med sit“. Grundtvigianere af Jørgen Nordbyes type øver vold mod den naturlige omverden, når de spejler en menneskelig vilje og hensigt i den. Men omvendt øver naturalister vold mod sig selv, når de vil betragte mennesket som naturfænomen og derved benægte deres eget menneskelige væsen, som fx ytrer sig i vilje og hensigt. Med sit tilkæmpede dobbeltsyn mener Karl, at han samtidig kan opretholde en religiøs tilgang til verden og dog betragte den ganske illusionsløst og realistisk, således som han fx gør, når han ser på den grundtvigske valgmenighed, som han nu atter tilslutter sig:

Aa, men hvor skulde han værne om sin Kristendom, at den ikke blev besmittet af disse Menneskers Væsen. Hvor skulde han altid huske den uendelige Forskjel, som han ogsaa i Dag saa stærkt havde følt: Forskjellen imellem deres eget, ækle Væsen og saa den Guds Kraft, som boede iblandt dem.

Ud fra sin indsigt formulerer Karl i romanens slutning programmet for en højskole, hvor man hverken skal „forgude Menneskelivet og dets Love, saadan som Onkel Jørgen paa en Maade gjorde overfor os Børn i gamle Dage, – eller forgude Naturen, som Rebekka vilde have mig dertil“. Derfor kan også både naturalister og kristne undervise på højskolen – hver ud fra deres synsvinkel – og det er en betragtelig del af bogens personer, der på dens allersidste sider mødes på højskoleforstanderens kontor for at modtage en docerende belæring om virkelighedens dobbelthed.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Meningsløshedens problem - Gjæring - Afklaring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig