Teologiske knaldromaner

Jakob Knudsen havde også tidligere forsøgt sig som forfatter, bl.a. med det historiske drama Cromwell's Datter (1891). Da den økonomiske nødvendighed nu tvang ham til at påbegynde sit egentlige forfatterskab et bind regelmæssigt på boghandlerens disk hvert efterår – valgte han at dyrke den populære fortælling i prosa, skrevet i en enkel og realistisk stil og med en dramatisk handling båret af folkekære motiver som hor, drab, voldtægt og selvmord. Men selvom hans værker ofte er lige så bloddryppende som en knaldroman, er de dog samtidig præget af komplekse psykologiske analyser og filosofiske og teologiske refleksioner.

Straks i den første roman, Et Gjensyn (1898), behandles et emne, der havde en dybt personlig betydning for Jakob Knudsen – nemlig forholdet til en far, hvis autoritet balancerer på grænsen til det brutale. Dog lærer børnene i romanen ikke kun denne far at kende som årsag til en lammende angst. Han kan også være kilden til grænseløs tilgivelse og fred, når de opsøger ham under hans daglige morgenvandring i haven for at få lettet deres samvittighed for en forseelse eller en ængstelse. Hans søn, romanens hovedperson, erindrer ham ligefrem i lyset af den bibelske beretning om Gud Fader, der vandrer gennem Edens Have – hans fodspor „var Sporene af Gud, som havde vandret i Paradisets Gange.“ Gennem denne opdragelse har sønnen fået indpodet en tyngende bevidsthed om sit ansvar og en ømfindtlig samvittighed, men samtidig er han psykologisk blevet bundet til faderen, der som den eneste kan stille hans samvittighedskvaler. Efter faderens død løber sønnens pligtfølelse derfor løbsk i en ødelæggende perfektionisme og higen efter det fuldkomne, og da hans moralske selvbevidsthed anfægtes af en erotisk konflikt, ser han ingen anden udvej end at begå selvmord. Miseren består i, at sønnens psykologiske binding til faderen ikke er blevet overført til et religiøst forhold til Gud, hvis tilgivelse alene kunne have givet hans plagede samvittighed fred. På denne måde viser det psykologiske portræt i Et Gjensyn, hvorledes Jakob Knudsens sjælelige skæbne kunne have formet sig, hvis han ikke havde været kristen.

I sin essaysamling Hverken – eller fra 1961 foretog Villy Sørensen et skarpt opgør med Jakob Knudsens forfatterskab og diagnosticerede hans religiøsitet som en forgudelse af det „traume“, forfatteren var blevet påført gennem sin faders håndfaste opdragelse. Jakob Knudsen ville nok selv samtykke i denne diagnose, men blot vende sagen om. Han ville ikke betragte det religiøse forhold som et fantasme, der kan reduceres psykologisk og føres tilbage til barnets underkastelse under sin opdrager. Derimod ville han se denne underkastelse som en forudsætning, der peger fremad mod den voksnes senere erfaring af Guds virkelighed. Idet barnet lærer at bøje sig ind under opdragerens myndighed, får det en forudanelse om det guddommeliges absolutte autoritet.

Et menneske, der således har fået sin eksistens begrundet i en vilje uden for sig selv, betegner Jakob Knudsen som „rodfæstet“. Også et sådant menneskes liv kan selvsagt blive tragisk, men alligevel vil der være tale om en sammenhængende eksistens i egentlig forstand. Hvis man derimod lader sig styre af sit eget vekslende begær eller af omverdenens bifald, er man i Jakob Knudsens hjemmelavede terminologi „en Bønhas“, hvis tilværelse falder fra hinanden i usammenhængende fragmenter og refleksagtige impulser.

Selv om et menneske er blevet „rodfæstet“ i noget absolut, kan dets liv alligevel tage en forkert retning, således som det sker for sønnen i Et Gjensyn. Dette sker, hvis menneskets stræben efter det absolutte og fuldkomne ikke falder til ro i den religiøse fortrøstning, men kræver sin opfyldelse allerede i et rent verdsligt forhold. Herved pålægges det nærværende liv en byrde, som det ikke kan bære. Et sådant krav, der dybest set er religiøst, men retter sig et forkert sted hen, tolker Jakob Knudsen som udslag af en „vildfarende Idealitet“. I romaner som Sind (1903), Fremskridt (1907) og Rodfæstet (1911) skildres sådanne vildfarne idealister, der fanatisk klamrer sig til deres ide, hvad enten det drejer sig om rethaveri, gerrighed eller en erotisk besættelse. Mens tilværelsen for „en Bønhas“ falder ynkeligt fra hinanden i småstykker, kan den vildfarne idealist få et storladent skæbneforløb, men samtidig lægges livet øde gennem det rigide konsekvensrytteri, der ofte ender i selvtægt, mord og selvmord.