At være til på sin egen måde - Fru Marie Grubbe

De første to kapitler af Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede blev trykt i det første nummer af brødrene Brandes' nye tidsskrift Det nittende Aarhundrede i oktober 1874, men med de resterende seksten kapitler gik det langsomt fremad. Arbejdet lå stille under udlandsrejsen og den efterfølgende rekonvalescens i Thisted. Desuden krævede romanen grundige arkiv- og biblioteksstudier. Den handler om den historiske Marie Grubbe, der levede fra o. 1643 til 1718. Jacobsen ønskede at skildre hende i et tidsbillede, der var gengivet lige så detaljeret og nøjagtigt som hans naturbeskrivelser. Det er undertitlens betydning.

Kompositionen er som i „Mogens“ en række løst forbundne scener, der samler sig om nøglepunkterne i adelsdamen Marie Grubbes liv, hendes ungpigetid på gården Tjele mellem Viborg og Randers, hendes ophold hos fasteren i København, hvor hun oplever svenskernes belejring af byen og bliver gift med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, hendes skilsmisse, udlandsrejse og hjemkomst til Tjele, hvor hun bliver gift med en lokal landadelsmand, efter 16 år endnu en skilsmisse og et tredje ægteskab med den næsten 25 år yngre kusk Søren. Handlingsgangen er også som i „Mogens“. Den følger Maries psykologiske udvikling, fra hendes kønsdrift vågner, igennem kærlighedsforholdenes katastrofer og fortvivlelse, til hun finder sin plads i livet og sluttelig dør. Det nye og usædvanlige er, at der er tale om et kvindeligt dannelsesforløb, og at Maries krav om at finde social og erotisk tilfredsstillelse anses for lige så retmæssige som en mands.

Vi ser hende første gang i Tjeles have, der udmales i højsommerlig pragt med den 14-årige Marie som en af havens nyudsprungne roser. Hun søger ind et lysthus og hengiver sig til erotiske fantasier inspireret af Boccaccios og de middelalderlige folkebøgers fortælling om bondepigen Griseldis, hvis adelige mand mishandler hende for at prøve hendes hengivenhed. Træt af sine fantasier plukker hun en mængde roser og breder dem ud over bordet:

Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i Luften –. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden … og saa den tunge, søde Duft, den drivende Em af den røde Nektar, som koger i Blomsterets Bund.Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med ét Strøg Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik hun ned gjennem Gangene (…)

Roserne er et billede på Maries blomstrende ungdom og også mere direkte på hendes køn, ligesom hendes behandling af roserne og de blussende kinder er tegn på den seksuelle fornøjelse, hun bevidst eller ubevidst har hengivet sig til. Elementet af masochisme i hendes fantasier modstilles i scenens slutning med den afsky, hun føler ved at se ladefogeden prygle gårdens kusk.

Marie bliver sendt til København, hvor hendes faster skal lære hende høviske manerer. Hun betages af den flotte Ulrik Christian Gyldenløve, der er kongens halvbroder og en af de øverstbefalende i krigen mod svenskerne. Han er en folkehelt og Maries pant på, at „det Store, Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser, det kunde En Altsammen møde“. Hun forelsker sig i ham og føler sig i hans magt, „som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun bleven traadt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen“. Det giver hende en følelse af ro i sindet, „ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere“, som om hun har fundet det mandlige modstykke til sin egen kvindelighed. Han bliver syg, og på dødslejet falder helten sammen for hendes øjne. Først jager han med sin kårde den præst bort, der taler om Guds kærlighed, men en ny, myndigere præst, der lover, at han vil ende i de evig fordømtes svovlsøs kogende bølger, sætter ham en skræk i livet. Han brækker sin kårde og beder Jesus om pardon. Da Marie træder hen til hans seng, gør han først erotiske tilnærmelser til hende, hvorefter han skyder hende bort som en djævelsk fristelse. Hun ser, at enden på al storhed er „en trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst“, og forstår, at der ikke er nogen „straalende Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed“.

Håbet om den store kærlighed erstattes med ønsket om magt, som hun kun kan skaffe sig gennem en mand. Derfor bliver hun forfængeligt optaget af sit udseende og vinder kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Af tilsvarende magthensyn skilles han fra sin gravide elskede og hemmelige hustru, fordi kongen ikke bifalder forholdet. Ægteskabet giver Marie en position, men det tilfredsstiller hende ikke. Mens Ulrik Frederik rejser til Spanien for at samle livserfaringer, må hun blive tilbage: „Etiketten fordrede, at hun holdt sig hjemme.“ Hun hengiver sig til sine gamle drømme, får „en fristende Drift“ til at kaste sig ud af vinduet, men bider sig i stedet i sin arms „hvide Runding“. Trangen til selvmutilering udspringer af hendes behov for at mærke sin egen eksistens. Ligesom Thora i „Mogens“ reagerer på hans tilbageholdte erotiske begær ved at sige: „Jeg forstaar det ikke, men sommetider er jeg nærved at ønske, at Du vilde slaa mig“.

Da Ulrik Frederik kommer hjem, nyforelsket efter 14 måneders fravær, og kræver hendes kærlighed, „som En er vis paa at finde sine Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud“, vender hun vreden mod ham og forsøger at støde brødkniven i hans bryst drevet af en drift, hun ikke selv forstår, „fordi hendes Vilje ingen Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt havde over hendes Vilje“. Marie falder ikke til føje. Det hjælper ikke, at han bejler til hendes trang til at hengive sig: „I af Eders Kjøn … jeg veed, at der er dem iblandt Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er fast mod alle Saar“. Hun giver ham ret, men anklager samtidig ham for ikke at kunne modtage en sådan kærlighed: „Jeg er et saadant Kvindfolk, skal I vide, men I – er intet af de rette Mænd“.

Marie har uden held søgt lykken i tilfredsstillelsen af først kærligheden, siden forfængeligheden. Nu prøver hun den intellektuelle glæde ved at samtale med en mand, der kan analysere følelsernes natur. Hendes svoger Sti Høg forklarer hende, at han tilhører „de Melankoliskes Kompagnie“, for hvem livets eneste glæde er drifternes vellyst, men som derfor også må opleve, at den opnåede vellyst „skyder Ham og vorder Lede,“ fordi „al Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!“ I samtalen med ham forstår Marie, at hun drømmer om at blive en aktiv deltager i livet, men at hun passivt har ventet på, at livet skulle anvise hende en plads: „Jeg vilde, at Livet skulde tage mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes (…) jeg vilde smelte ud i min Kummer eller brænde sammen med min Glæde“.

Marie bliver skilt fra Ulrik Frederik og rejser til udlandet med Sti Høg. Hun beundrer hans klarsynede kynisme, „det var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa, hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets Væsen“, men hans kritiske intellekt trætter hende i længden: „I hugger al Livsens Tømmer op i Tankespaaner“. Da hendes penge er sluppet op, vender hun hjem til Tjele og gifter sig med herremanden Palle Dyre, der tager hende af forretningshensyn.

Hun synker ned i en „tykblodet“ materialisme, som hun først rives ud af, da hun ser gårdens unge kusk redde hestene ud af den brændende stald og betages af hans „skjønne, kæmpemæssige Skikkelse“, af hans enkle, direkte kærlighedserklæring, trusler om at tage livet af sig, hvis hun ikke elsker ham, og vilje til at skyde en tjenestepige, hun er jaloux på. Han giver hende en plads som kvinden i sit liv og prygler hende kun, fordi det er „Hverdagsbrug“ i hans samfundslag: „det var ham, der var Mand (…) han vilde raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage“. For arven efter hendes far køber de færgestedet Burrehuset på Falster.

I virkelighedens verden mødte Holberg hende, da han i 1711 rejste fra pesten i København. I sin 89. epistel har han skildret færgekonen på Falster, der ikke brød sig om sin første mand „skiønt han blant alle Undersaattere var den fornemmeste og tilligemed den galanteste Herre udi Riget“, hvorimod hun levede „langt meere fornøyet“ med sin tredje mand, skønt han kun var „en gemeen Matrods, og „dagligen handlede ilde med hende“.

Holberg var mest optaget af Marie Grubbes sociale fald fra samfundets top til bund. Det samme gælder St. St. Blicher i Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824). H.C. Andersen lader i „Hønse-Grethes Familie“ (1869) Marie søge tilbage til sin barndomskammerat Søren, fordi han er den eneste, der kan tugte hende. Herman Bang så Maries liv som historien om et menneskeligt fald fra at søge sjælens lyst til at dyrke kroppens lyst, men, skrev Bang i Realisme og Realister, „og dette er Sagens Kjærne – efter Jakobsens Mening er der intet Fald, Vejen til Færgegaarden er for Marie en Vandring opad, fremad“. Georg Brandes var i sin anmeldelse enig i Jacobsens syn på Marie, hun synker ikke moralsk, fordi den fornemme kongesøn ikke er et finere menneske end den jævne kusk. Da Jacobsen nogle år senere var i fuld gang med Niels Lyhne, skrev han til Edvard Brandes: „Jeg troer ikke en Bog kan interessere os, naar den ikke er en tro Skildring af et eller flere Menneskers Kamp for Tilværelsen, saaledes forstaaet: en Kamp mod det, der er til, for at være til paa sin egen Maade“. Marie Grubbes historie handler om hendes kamp for at være til på sin egen måde.

Historiske romaner som Carit Etlars, H.F. Ewalds og før da Ingemanns var meget læste, men Jacobsens form var ny, fordi han malede de historiske scenerier og overlod det til læseren selv at bedømme personerne i stedet for at forklare historien for læserne og moralisere over personerne. Han havde studeret de historiske akter i Marie Grubbes skilsmissesager og arbejdede med sproget på flere niveauer. De højere klasser taler 1600-tallets skriftsprog, som han kendte fra salmer, prædikensamlinger, breve, domsuddrag, historieskrivning og selvbiografier, især Leonora Christinas Jammers-Minde (1685), som netop var blevet fundet og udgivet i 1869. Jacobsen genskabte barokkens 'grandiloquentia' – den høje veltalenhed, der er rig på retoriske figurer, bogstavrim, ordophobninger, personifikationer, gentagelser. De lavere klasser taler jysk, fortællerstemmen bruger et moderne dansk, og endelig anvendte han sin poetiske, impressionistiske stil i de erotiske og naturlyriske passager.

Romanen fik en fornem modtagelse. Den udkom 15.12.1876, og det første oplag på 1250 eksemplarer var udsolgt inden jul. De kvindelige forfattere fandt den særlig interessant. Den norske Camilla Collett (1813-95) betragtede den som et velkomment bidrag til „Kvindespørgsmaalet“, mens Amalie Skram tørstede efter at trænge dybere ind i Maries psyke: „vi vil se hvorfor og hvorledes“.