Jylland - sted og stolthed

Sammen med Johannes V. Jensen og Johan Skjoldborg søgte Aakjær i de første år af 1900-tallet at gøre sig til talsmand for en særlig jyskhed eller en jysk bevægelse. Således redigerede han i 1902 antologierne Jydsk Stævne og Fræ wor Hjemmen. I fortalen til Jydsk Stævne hedder det:

Hvad vil vi med dette Skrift?Først og fremmest søge at bringe en Smule Landluft ind i en Litteratur, der mere og mere synes at skulle dreje sig om de tre første Rangklasser; – dernæst at afstikke en Tumleplads for de jydske Særinteresser, der hidtil har savnet et forstaaende Organ.

Aakjær og de andre 'stærke jyder' kalder politiske og sociale motiver frem i forholdet mellem det jyske muldlag og det borgerlige København, men de kalder dog endnu stærkere på et erfarings- og sprogfællesskab, de ser som mulighed i den jyske undergrund. Aakjær spørger fx i Fræ wor Hjemmen „om der blandt Alverdens Sprog findes ét, der har dybere Akkorder og bedre egner sig til Gjengivelse af Vemod og Sorg“.

Der er en egen selvbevidst kraft hos Aakjær. Digtet „Jylland“, skrevet af to omgange i 1901 og 1904 for endelig at indgå i samlingen Fri Felt (1905), er tilrettelagt som en billedrække, der i en erindrende bevægelse etablerer sig i digterjegets gensyn med fødelandet:

Der dukker af Disen min Fædrenejordmed Aaser og Agre og Eng;med Ryggen mod Syd og med Taaen mod Nord,den redte bag Sander sin Seng;dog ej for at sove Retfærdiges Søvn,thi sjældent er Landet i Ro,men Stormene gaar,og Brændingen slaarpaa Kysten med djærveste Kno.

I denne første strofe af digtet udreder Jeppe Aakjær de store linjer i det landskab, som hans digtning siden udfoldede igen og igen, og som rummer en særlig folkelig forståelse eller opfattelse af natur og landskab i Danmark. Efter første strofes etablering af det jyske lands krop, som det formes af stornaturens kræfter, zoomer blikket i de næste strofer ned i landskabet, hvor „de Bække [ruller] saa tungt gennem Dal“. Bækken glider ud i åen, som „glitre en Sensommerkvæld, naar Laksen gaar op mod dens Strøm“, mens de „bredeste Enge, jeg nogentid saa, her duger det mossede Svær“. Det Aakjær'ske landskab er næsten altid skildret gennem sine modsætninger mellem figur og bevægelse, det faste og det strømmende, de bestående former og dets forandringskræfter i form af strømmende vand eller fejende vind. Fra åens og engens vandrige landskab, hvor „Odderen plumper i favnedybt Høl“ og „Hjejlernes Hær, den flokker sig der“, mens „blankhornede Høvder paa ravgullig Taa gaar rundt i de knortede Kær“, retter Aakjær blikket videre mod „Kornhavet“, hvor det „ringler i Rug“. Men dette kulturens kornhav brydes af „en Høj (…) med Blaabær og Lyng“, for heden er i det Aakjær'ske univers altid forudsætningen for de korndyrkede agerplanters erindring om sig selv og deres forudsætninger i naturens storladenhed.

Således etablerer Jeppe Aakjær her i digtet sit billede af Jylland som et landskabsmæssigt frit felt, hvor dele af natur og kultur indgår i et fælles puslespil. Når dette poetiske landskab er etableret, kan mennesket træde ind på scenen under skyernes „dampspændte Bug“, for her dukker „Husmandens Gavl“ og „Udflyttergaard“ op, og med gårde og huse også den erindring, som blev tændt ved digterjegets hjemkomst og gensyn med landskabet. Nu erindres barndommens sanser og små, ellers glemte rum med „Malurt paa Væg, og Hønen la' Æg i Skjul af den krogede Hyld.“ I dette poetiske rum, hvor det sanselige nærvær af lyde, lugte, farver og former genopstår i digteriske billeder, lader Jeppe Aakjær moderen 'genopstå' i et dobbeltbillede af konkret kvinde med arbejdshænder og følsom sangerske med en engels bløde træk:

Her sad hun og spelted min bøjede Mor,ind'under den Bjælke saa langog delte sit Bryst mellem mig og min Bror,imens saa vemodigt hun sang.Nu ligger hun hist under Stendigets Hældi Krogen, hvor Valmuer staar;gjør Verden Fortræd,tog Sorgen min Fredsaa sagte med Laagen jeg gaar.

Her finder Jeppe Aakjær ind til den kerne, meget af hans bedste digtning er næret ved, nemlig forholdet mellem erindringen, som i sagens natur er bagudrettet, og en længsel, der utopisk søger at give form og mæle til kroppen og sanserne. Det er alt det, som havde svært ved at blive virkeliggjort i en samtid, der var præget af rationelle løsninger og industrialiseringens knægtelse af arbejdets traditionelle former og cirkulære tidsrytmer:

Hvad var vel i Verden det fattige Livmed al dets fortærende Tant,om ikke en Plet med en Dal og lidt Sivvort Hjerte i Skjælvinger bandt!Om ikke vi drog fra det yderste Havfor bøjet og rynket at staaog høre de Kluk,de mindernes Sukfra Bækken, vi kyssed som smaa!

Digtet „Jylland“ fik melodi i 1917 af Aakjærs jævnaldrende og gode ven Carl Nielsen og er én af de talrige sange fra Aakjærs hånd, som siden er kanoniseret, ikke mindst i Højskolesangbogen, som blev udsendt i mange udgaver i løbet af det 20. århundrede.