Den Aakjær'ske mytologi

Rugens Sange består dels af tretten digte, som udgør en kernecyklus af digte om rugen, dels en afdeling for „Andre Digte“. De tretten rugdigte, fra „Forspil“ til „Naar Rugen skal ind“, skildrer en cyklisk bevægelse, fra vinterrugen lægges i jorden i efteråret og spirer frem, før frosten binder jorden, over stensamlerskens slidsomme gerning i foråret og vejrfænomenet kornmod i forsommeren, til det store høst- og bjergningsarbejde i eftersommeren, hvor rugen efter mejning og opbinding sættes i skok, køres hjem og lægges på loft.

Denne fortælling om rugen, der var almuelandbruget i Jyllands centrale afgrøde og ofte bundlinjen før sulten, får i Rugens Sange karakter af en myte. Myten henter sine motiver og ingredienser i barndommens bondske erfaringsverden, men skal derudover ses som rejsningen af et modbillede til sider af den samtid omkring århundredeskiftet, som Aakjær også i sine mere politisk orienterede skrifter tog ved vingebenet. I den mytiske form sker det imidlertid på en langt mere radikal måde.

Både naturen og personligheden gror og dannes organisk under arbejdets gavmildhed i den Aakjær'ske mytologi, som etableres i digtene, og på denne måde er det enkelte menneskes personlighed ikke isoleret fra det sociale liv, men integreret i en sammenhæng. Arbejdet bliver derfor til et kald og til en sakral eller hellig handling, fordi det er den ene pol i skabelsens princip. Den anden pol udgøres af en stemt natur.

I digtet „Ved Rugskjellet“ kogler det af lyst og erotik, for „Anna var i Anders kjær, men knibsk alligevel; / mødte dog sin Hjærtenskjær paa Rugens gamle Skjel“, og der udvikler sig en landlig romance, der lige midt på skellet:

Naal og Traad ved første Kys i Snerren sank af Skræk;Annas nye Fingerbøl det trilled ogsaa væk;Klinten paa sin lange Hals sig rejste for at glo;bittesmaa Mariehøns løb over Annas Sko. Dyre du og dig! Dingeli-og-lej —

Og „dikkedu – og dikkedi / og dingelu – og – lej“, som omkvædet udvides med i en række af stroferne. Omkvædets legende lydmaleri er en opvisning af lyst og mod på livet, en let og løssluppen hyldest til kærligheden og dens indskrevethed i den daglige markplan, så der er løfter om, at Anna og Anders, når de ellers genfinder ligevægten og syredskaberne, vil folde sig ind i dette frugtbare landskab med dets grænser, som altså også momentant lader sig overskride af erotikken.

Jeppe Aakjær lader selve rugen synge, idet den mange steder er grammatisk førsteperson, jeget der synger, jeget der ser. Men i rugens cykliske levnedshistorie er der også mennesker samt dyr, vejr og landskaber, der personificeres og tillægges motiver. Uanset synsvinkel er alt og alle nemlig hinandens forudsætninger og nødvendigheder i en slags balance, som vi i dag ville kalde økologisk.

Arbejdet med rugen er imidlertid de fleste steder skildret på en dobbelttydig måde. Dels konkret som et hårdt, fysisk vilkår for eksistensen, dels som den centrale personlighedsdannende virksomhed for børn og voksne. Arbejdet fremtræder derfor som en integreret side af et livsmønster, der omfatter familien, følelserne, erotikken, lysten og en egen lysfyldt religiøsitet. Jeppe Aakjærs mytologiske univers tilstræber helhed. Der er korrespondancer mellem natur og kultur, mandligt og kvindeligt, individ og omverden, men det er hverken et hvilende eller udramatisk univers.

Digtsuiten rundes af med det store lyriske epos „Naar Rugen skal ind“, der i sine 11 strofer samler og fortætter den årstids- og traditionsbestemte erfaringsverden, som skildres i digtene før:

Nu er det længe siden,men end det gjemmes i mit Sind,hvordan i Barndomstidenden kjære Rug kom ind,hvordan dens kjærnetunge Topved Moders svage Kræfterblev lagt i Lugen op.

Digtets jeg angiver ikke bare at ville skildre de sædvanebestemte gøremål, men også den tilegnelse, den erfaringsbevægelse, som har fundet sted i „mit Sind“, idet de to fortællepositioner, de to fortælletider, nævnes eksplicit. Der er et 'da', et dengang i barndommens og almuebondefamiliens verden. Og der er et 'nu', som knytter sig til den erfarne fortæller- og fortolkerstemme i digtet, og som i sit erindrende tilbagesyn bringer det svundne på form.

Straks i første strofe præsenteres rugsangenes centrale motiver, aktører og symboler: rugen, arbejdet, mindet, barndommen, moderen. De kaldes på scenen, som i erindringens belysning bliver et dobbelteksponeret billede, dels af de faktiske gøremål og rutiner, som knyttede sig til bjergningen af brødkornet, dels af en rituel handling:

Først spredte Mor et Klædesaa ømt som nogen Højtidsdug;der maatte ingen trædemed Sko i Høstens Rug;saa fejed hun med Limens Resthvert snavset Straa tilsidesom for en Hædersgjæst.Den kjære Rug var Gjæsten,som gjorde hvert et Barn saa spændt,se, Far han lægger Vestenog sér saa indadvendt:En Skjælven i et ydmygt Sind,en Bøn til Altets Skaber,før Avlen bringes ind.

Det rum, der etableres her, er naturligvis ikke blot af naturalistisk, men tillige af mytologisk art. I digtets mytiske katedral indgår elementer som „Højtidsdug“, og rugen personificeres og tildeles en rolle som „den kjære“ og „Hædersgjæst“.

Jeppe Aakjær har således ikke først og fremmest forsøgt at fastholde bøndernes bjergning af rugen. Her er det ikke kulturhistorikeren Aakjær, men lyrikeren der har ordet, og han har rejst et modbillede til den selvforståelse, som han mødte og indoptog i modernitetens, intellektualismens og industrialiseringens København. Man må ikke overse, at Aakjær havde overordentlig mange læsere i byerne, København især, i de første årtier af 1900-tallet, da mange af hans digte blev trykt første gang i Politiken. Han spillede en enorm rolle i den københavnske arbejderbefolkning, der ofte var første generation af arbejdere og indvandrede landarbejdere eller landarbejderes børn, som genkendte fortrængte sider af sig selv i den Aakjær'ske mytologi.

Musikalitet, billeddannelse og erfaringer fra en verden, der gik under, er således komponenterne i Jeppe Aakjærs poesi. Den grundlæggende erfaringskonflikt, som var i Jeppe Aakjærs liv, og som han skrev sit forfatterskab på, deles på forskellig vis af de hundredtusinder af danskere, som i 1900-tallet er vandret fra et miljø til et andet. Og det er en erfaring, der gøres af mange i disse år, hvor vi synes at ville forvandle os til moderne nomader på evig jagt efter den yderste materielle velstand i en verden, der samtidig lukker følelserne inde.

Aakjær kan være sentimental, men er ikke nostalgiker. Han insisterer ikke på det fortidige i Rugens Sange, men på respekten for kroppens erfaringer. Derfor oparbejder Aakjær sin mytologi om rugens grokraft og kvalitative tidsregning. Han gør jo da også tydeligt opmærksom på, at læseren befinder sig i en mytologiseret verden, hvor moderskikkelsen ikke er af kød og blod, men snarere en engel („Naar Rugen skal ind“): „Men Mor er lige hvid og bleg, / hvormeget hun end stræber / med Rugens tunge Neg“.

Hvor han i sin politisk-ideologiske samtid kunne erklære sig som ateist, så kunne han samtidig i sin digtning give los for de religiøse følelser, der opfyldte ham. De blev overført til de lyriske skildringer af mennesker, arbejde og natur, og dermed kommer den vitalistiske livsfølelse til at gå hånd i hånd med en hyldest til den religiøse følelse.

Jeppe Aakjær fik intet mindre end en statsmandsbegravelse med ligfærd fra Jenle over Skive til København, hvor statsministeren, Thorvald Stauning, blandt andet talte. Jeppe Aakjærs urne blev siden nedsat efter hans egne anvisninger i det stykke hedejord, man havde foræret ham ved hans 50-års dag.