Sømand af verden - Johannes Jørgensen

Generationens epokeskabende førerskikkelse og mest betydende digter og kritiker er Johannes Jørgensen (1866-1956).

Skelsåret i hans liv og digtning er 1896, hvor han den 16. februar konverterer til katolicismen. Hele hans forfatterskab kan ses i lyset af denne personlige og litterære omvendelse, hvormed han forsøger at forene sit samlede virke med en kristen idealisme. Hvor den tidlige del af forfatterskabet fra debuten i 1887 og frem til konverteringen i 1896 er karakteriseret ved en gennemført beskrivelse af de modernistiske splittelseserfaringer og en gryende længsel efter forvandling, er resten af det store forfatterskab, som først klinger ud i slutningen af 1940'erne, karakteriseret ved et besværgende forsøg på at overvinde splittelsen og hele personligheden i en form, der er stilistisk afklaret, men reelt aldrig bliver det eksistentielt. Det forlener forfatterskabet med en indre dynamik, der er kunstnerisk befordrende, og som skaber en autenticitet i udtrykket, der aldrig svækkes.

Johannes Jørgensen var ud af en skipperfamilie fra Svendborg. Der udgår to spor fra hans første kreds, knyttet til henholdsvis faderen og moderen.

Hans far var kaptajn fra Thurø og hans farbror lods fra Slipshavn Strand. I erindringsværkerne Romersk Mosaik (1906) og Mit Livs Legende (1916-28) og det store digt til faderen „Brig Marie af Svendborg“ (1925) fra digtsamlingen af samme navn har Jørgensen beskrevet, hvordan sygdom tidligt tvang faderen i land og lod ham tilbage i hjemmet med en aldrig læget udlængsel. Jørgensen identificerer sig både med faderen og farbroderen og bruger deres skibskister, stuvet af vejen oppe på udkikken under loftet, som længslens insignier. Kisterne er proppet med rejsedrømme, der sætter sig i den unge Jørgensens sind som en drift mod det fremmede. Jørgensen selv bliver en sømand af verden, på evig rejse med skiftende ophold livet igennem, i København (1882-1913), i Louvain i Belgien (1913-1914), i Assisi, La Rocca, Rom og Siena i Italien (1915-39), i Vadstena i Sverige, hvor han en periode går i eksil under 2. Verdenskrig (1939-1942), Assisi igen efter krigen (1946-1953) – og endelig Svendborg i de sidste år fra 1953 til 1956. Som menneske og kunstner finder han aldrig et blivende sted, plaget som han er af sit sinds evige uro og en følelse af fremmedhed, hvor han end befinder sig.

En modvægt til hans konstitutionelle rastløshed er moderens familie, der knytter ham til hjemmets intimitet, den stedlige Vor Frue Kirkes religiøse klangfylde og morbroderen Jørgen Johansens bibliotek. Han var lærer, og igennem ham får den unge Jørgensen kendskab til litteraturens verden. Hjemmet med Jørgensens mor og hans søstre og hjembyen med den fortrolige lilleverden omkranset af en genkendelig natur, danner sammen med den første pubertetsforelskelse – mytologisk inkarneret i pigen Anna – klangbunden for forfatterskabets vedblivende nostalgiske følelse.

Johannes Jørgensen rejser som 16-årig til København for at blive student og begynder efter studentereksamen at læse zoologi og botanik ved Københavns Universitet. I 1888 bliver studierne opgivet, og Jørgensen lever resten af sit liv som journalist ved diverse aviser, Kjøbenhavns Børs-Tidende, Politiken, Vort Land og Berlingske Tidende og tidsskrifterne Tilskueren, Taarnet og Katolikken – på de to sidstnævnte som redaktør. Hans forfatterskab lader sig genremæssigt dele op i romaner, lyrik, journalistiske rejseskildringer, essays, legender og lignelser, biografier og erindringer. Men grænserne er flydende, og Jørgensen arbejder kvalificeret med den litterære montageform, hvor genrerne blandes og digterens rastløse journalistiske væsen slår ud i den stilistiske variation og dramatiserende nerve, der præger hans forfatterskab.

Konstituerende for Jørgensens formative år er dels den suite på seks romaner, han udgiver fra 1888 til 1897, dels den række af digtsamlinger, han udgiver fra 1887 til 1898, der samlet udgør det største og et af de væsentligste bidrag til dekadencedigtningen i dansk litterær symbolisme. Værkerne er som helhed karakteriseret ved på den ene side en intens livslede, et dæmoniseret kvindebillede og en nydelsessyg omgang med verdens æstetiske fænomener, på den anden side en sværmerisk længsel efter udfrielse og forvandling, knyttet til natten, naturen og kosmos og dermed et religiøst rum, der endeligt identificeres ved digterens bekendelse til den romersk-katolske kirke og den hellige Madonna i de afgørende år 1894-96.