Hagiografen

Det er i et forsøg på at forankre sin egen nyomvendte tro i dybden, at Johannes Jørgensen udvikler sig til en af den katolske kirkes største moderne hagiografer og får sit internationale gennembrud som forfatter med sine helgenbiografier. Hovedstykkerne inden for genren, hans biografier om Den hellige Frans af Assisi (1907), Den hellige Katarina af Siena (1915) og Den hellige Birgitta af Vadstena (1941-43), er alle skrevet med reportagejournalistens flair på de givne steder, hvad der giver dem atmosfære, med forskerens grundige kildestudier, hvad der giver dem troværdighed, og endelig med romanforfatterens indlevelse, hvad der giver dem dramatisk nerve. Ved at leve sig ind i tid, sted og person i en arbejdsmæssig tour de force forsøger Giovanni Joergensen, som italienerne kalder ham, at forbinde sig med eksemplariske religiøse skikkelser, der er større end ham selv. Projektet har en påfaldende lighed med Georg Brandes' i de samme år, hvor han i sine monumentale biografier rejser det store menneske som kulturens kilde.

Men i flere henseender kommer Jørgensen også i sine hagiografier til at skrive sin egen historie, når han skriver de andres med særligt henblik på næsten. I Den hellige Frans af Assisi fortælles således en historie om et ungt menneskes omvendelse fra et nydende og udsvævende liv til et liv i askese med uselviske idealer om fattigdom, arbejde og mådehold, der har givet ham tilnavnet il poverello. Købmandssønnen Frans fører i sin ungdom et svirende liv blandt tidens bourgeoisi med fester og fornøjelser, og hans studier er ikke andet end „munter Videnskab“, som Jørgensen skriver med Nietzsche og sin samtid helt fremme i pennen. Frans er – som Jørgensen selv – et menneske underlagt en „ubestemt Uro, som aldrig lader ham i fred, der er en Braad i hans Sjæl, som uafladeligt driver ham frem“. Omvendelsen sker, da han i lighed med Lev Tolstoj, som Jørgensen påpeger med en af sine mange nutidige allusioner, giver afkald på al den rigdom, der står mellem ham og et sandt kristent liv. I romanbiografiens centrale scene overvinder han sig selv og kysser en spedalsk på munden i en slags indvielse til fattigdommen, de udstødtes og plagedes religion. Jørgensen kan herefter beskrive Frans' inderste væsen derved, at „Den Aand, som drev ham, havde aldrig givet ham tilfreds, før end han havde gjort mere, end han kunde“.

Den hellige Katarina af Siena og Den hellige Birgitta af Vadstena er anskuet ud fra samme omvendelsespsykologi: Begge giver afkald på deres legemlige behov for „at træde ind i Selverkendelsens Celle“, som det hedder i Katarina-biografien. Katarina overvinder Jørgensens anima anceps– det tvedelte sind – ved at anskue sin egen sjæl som den, der ikke er, og Guds sjæl som den, der er. Det asketiske ideal, som Jørgensen bærer på, realiserer Katarina, men uden at give køb på sine ekstatiske religiøse visioner. Det er Jørgensens pointe i de to biografier om de kvindelige helgener, at de inkarnerer kristendommen som en synernes og åbenbaringernes religion. Ligesom Jørgensen i sine digte og i Mit Livs Legende kan forbinde sin panteistiske naturreligiøsitet med Maria i naturen, kan han spejle sin egen kunstneriske inspirationserfaring i to kristne visionære: „Den Extase, hvori en hellig Birgitta, en hellig Katarina har deres religiøse Syner og modtager deres Aabenbaringer, er en Videreudvikling af hin poetiske Inspiration“, skriver han i Katarinabiografien og fortsætter med at beskrive Katarina som „en vandrende Guds Sanger“, der besidder den „centrale digteriske Ævne – Ævnen til at skabe det fuldkomne Billede, den Lignelse, der, ligesom i en kemisk eller matematisk Formel og samtidig med fuld sanselig Synlighed, siger just det, der skal siges, hverken til højre eller til venstre for det rigtige“.

Sophus Claussens programmatiske symbolismes „sublime Mathematik“ fra Taarnets dage er ikke langt borte, og Nietzsche er det heller ikke. Da Jørgensen skal finde et sammenligningsgrundlag for Katarinas og Birgittas åbenbaringer, bliver det i Nietzsches refleksioner i Also sprach Zarathustra. Nihilismens store filosof, der erklærede Gud for død, er med, når Jørgensen lader ham åbenbare sig i de to katolske helgeninders syner. I sandhed et kors for tanken.