Københavnerstemning på Divan 2, der var Nimbs restaurant i Tivoli og en af havens store attraktioner. Louise Nimb forstod med sin sans for god mad og hyggelige omgivelser at tiltrække det københavnske borgerskab. Mens Bang plaget af pengemangel skrev de sidste kapitler af Haabløse Slægter, logerede han hos hende i Toldbodgade. Maleri af Paul Fischer fra 1890.

.

Haabløse Slægter er en udviklingsroman ligesom Jacobsens Niels Lyhne, der udkom tre uger senere. Blandt inspirationskilderne var Balzacs Bristede Forhaabninger (1837-43, da. 1928-30), som Bang havde behandlet indgående i Realisme og Realister. Han udgav også en oversættelse af fire fortællinger af Balzac med titlen Kvindetyper (1880). I Haabløse Slægter vokser William Høg op med store forventninger til, hvad livet skal bringe ham. Han håber at være en ny Aladdin, men selv om han er ud af en fin gammel familie og har gode evner, ender han som en identitetsløs, falleret skuespiller. Romanen er en psykologisk beskrivelse og analyse af årsagerne til Williams kulturelle og menneskelige fallit.

Første del, „Som man saar –“, skildrer Williams opvækst i en familie, der minder om Bangs egen. Faderens slægt er oprindelig adelig, stamfaderen biskop Absalon er begravet i Sorø Klosterkirke. Skønt byfoged i en jysk købstad er faderen imidlertid en svækket patriark. Han er 17 år ældre end moderen, nervøs og sygelig, en fjern person, som børnene ikke har megen kontakt med. Moderen er en romantisk madonna, fantasifuld og følsom. Hun legede med dukker, indtil børnene kom, hvorefter hun leger med dem. „Folk sammenlignede hende med den hellige Jomfru“. I frustration over sin svage mand kaster hun al sin kærlighed på sønnen og indpoder ham forestillinger om de stolte slægtstraditioner, som han skal videreføre. Hun fortæller om sin ungdoms betagelse af Michael Wiehes samspil med Johanne Luise Heiberg i Hertz' Ninon (1848). Ninon handler om en berømt fransk kurtisane fra Richelieus tid, som fornægtede sit moderskab for at bevare sin ungdom. Da hendes søn forelsker sig i hende, må hun erkende, at hans kærlighed er incestuøs. Williams indtil det incestuøse stærke moderbinding er et af romanens ledemotiver.

Da William i 12-årsalderen omsider får lov at komme med i teatret, vågner den kropslige sensualisme, som moderens oplæsning af romantisk litteratur indtil da havde bundet i ideale former. Teaterforestillingen består af både skuespil og dans. Han ser let påklædte dansere og skuespillere, der blotlægger ægteskabskonflikter. Selv om faderen insisterer på at forlade teatret før cancan'en, lykkes det William at få et glimt af „fire nøgne Kvinder midt paa Scenen“. Ved synet af deres „skamløse Blottelse“ rødmer han, „som en Flod strømmede Blodet igennem ham“. Ikke kun de optrædendes fremvisning af ellers private følelser og kropsdele, men også deres fascinationskraft har betaget ham, „at faa dem alle til aandløse at høre paa sig, at lytte til, hvad jeg sagde …“

Faderens melankoli udvikler sig til en maniodepressiv psykose. Han udskrives fra sindssygehospitalet, og forældrene tager på en længere udlandsrejse. Ved hjemkomsten er moderen dødsmærket af tuberkulose. Lægen, Berg, forbyder William at gå ind til hende. Uden for værelset lytter han til hendes dødsrallen:

Han plagedes, fortæredes af en rædselsfuld, drivende Nysgjerrighed efter at se … bedre at se det end dette. Og med et pludselig Sæt tog han Portieren op.Kabinettet var lyst … Paa hver sin Side af Sengen saa han Vaagekonen og Berg kæmpende med et krampagtigt bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i konvulsivisk Trækning … Hendes Hoved var strakt frem, Øjnene stive, Haaret uredt og pjudsket, Farven gulblaa . og ud af den sammenbidte Mund et hvidt Skum .

Den forgudede moder er reduceret til en dyrisk krop, hendes dødsleje til en scene, han sniger sig til at se, ligesom den forbudte cancan på teatret. Snart efter må han rejse bort med faderen for at skjule hans tiltagende mani, der giver sig udslag i erotiske udskejelser særlig med grevinde Hatzfeldt, som de møder på rejsen. Faderens dødsscene skildres lige så detaljeret og voldsomt som moderens. Han låser sig inde på hotelværelset med William og dikterer sit åndelige testamente, hvis hovedindhold er, at kvindens dyriske lyster ødelægger manden, så han må undertvinge hende for ikke selv at blive undertvunget, „den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt“. Han antyder, at moderen døde af ulykkelig kærlighed til sin fætter.

I anden del, „Sæden blomstrer“, er William gymnasiast i Sorø og indstillet på at påtage sig rollen som slægtens overhoved og faderlige beskytter af sine to søstre, selv om han frygter, at „Slægten er færdig“. Han fanges ind af en ny moderfigur, den 29-årige Kamilla Falk, hvis orgelspil i kirken tager hans opmærksomhed fra slægtsgravene. Med hende kan han tale om moderen og recitere fra Ninon, så hun foreslår ham at blive skuespiller. Da den tilrejsende kongelige skuespiller siger det samme, ser han teatret som stedet, hvor hans drømme kan virkeliggøres som kunst:

Han havde drømt om Storhed og Riddere og mægtige Mænd, og saa var Sorgen kommen som en graa Taage og et stygt Snefog over hans Drømme, fordi Virkelighedens Riddere var døde, og de store Mænd existerede ikke mere, og Berømmelsen var ude — Men nu saa han jo Vejen …

Brutalt frigør han sig fra Kamilla, som han anklager for at have forført ham. Han vælger kunsten frem for erotikken, „enhver var Aladdin, naar han troede. – “ Til studenterfesten holder han en stor tale om opbruddets nødvendighed.

Spurv eller Ørn ud fra Reden maa de flyve, naar Vingernes Fjer er voksede, og ud til en anden Scene maa vi, hvor Horisonten er større (…) Ind i Fremtiden! Indskrevne i Fremtidens store Legion (…) Fremtidens Sønner gaa bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor Fortiden sover.

William flytter til København med sine søstre og arbejder på at blive skuespiller meget mod den ældste søsters vilje. Hun tror ikke på hans talent og mener, det vil plette slægtsnavnet at komme på plakaten. Et kapitel bringer uddrag fra hans dagbog med dramaturgiske, psykologiske og æstetiske overvejelser over skuespilkunstens teori og praksis. Da han aflægger prøve for teaterdirektøren, kan han imidlertid selv høre, at hans stemme er for svag, og at hans spil ikke griber. Hans fysik slår ikke til, og han er for reflekteret til at være en Aladdin, der ubevidst rummer sin tid i sig. Han føler sig ikke tilpas mellem de unge radikale i Studenterforeningen. De taler om „Fremskridtet, der er Nutidens Gud“ og „trampede paa Fortidens Ruiner hele Aftenen“, men de er handlingslammede, fordi de intet har at tro på. De foregående generationers store idealer er opbrugte. „Den, som vil arbejde, han maa finde noget mindre at tro paa“, mener William, „være Specialist i sin Tro, der kan føde Anstrængelse og Arbejde, have en Tro paa et bestemt Felt“. Det livssyn efterlever han selv. Han opgiver at blive noget stort og fortsætter som skuespiller trods sit spinkle talent.

I tredje del, „Golde Aks“, får William et alter ego, Bernhard Hoff. De ligner hinanden med deres østerlandske udseende, nervøsitet og syn på livet som „ormstukket“, men Hoff har ikke Williams bindinger til fortiden og familien. Han flyder ubekymret med strømmen i det moderne liv, er modejournalist og forfatter, tjener store penge og bruger endnu flere som flanør og levemand. Han er altid omgivet af kvinder og fremtræder samtidig tvekønnet, sminker sig og har statuer af både Afrodite, kærlighedsgudinden, og Antinoos, kejser Hadrians unge elsker, i sin lejlighed. Han tager William med i sin kreds og på sine udflugter i byens selskabs- og natteliv. Ved romanens slutning skriver han på en roman.

William kan ikke på samme måde leve i nuet. Han indfanges i et nyt forhold til en moden, erotisk krævende kvinde, faderens tidligere elskerinde Eva Hatzfeldt. Til slut skriver han en komedie, der opføres med held, og han yder den hjælp til en ung skuespilleraspirant, som han selv havde savnet. Alligevel flygter han fra livet ind i sine teaterroller. Han skifter navn til Høst og får sin største succes som skuespiller, da han fremsiger sønnens selvmordsmonolog i Ninon.

Tematisk forklares Williams menneskelige fallit på forskellige niveauer. På det socialhistoriske niveau er den et resultat af biologisk degeneration og af landets nederlag 1864 som tegn på nationens svækkelse. På det psykologiske niveau har moderen bundet sønnen for tæt til sig som kompensation for faderens svaghed. På det pædagogiske niveau bemærker fortælleren adskillige gange, at Williams opdragelse har været mangelfuld. Især har man forsømt at våge over ham i den farlige „Overgangsalder“ fra barn til ung mand. Moderen har egentlig aldrig „hvad man kalder opdraget paa Sønnen“. Han havde tilsyneladende fået lov at udvikle sin egen personlighed, men det var dog „hendes Smag, og kun hendes, som havde dannet ham, hendes Følelser, som saa at sige reproduceredes i ham“. Bang udtrykte hermed en kritik af det tætte følelsesforhold mellem mor og barn, som var et særkende for den romantiske intimsfære, og som han samtidig idealiserede. Det giver sønnen et rigt indre liv, men hjælper ham ikke frem i verden uden for familien. Homoseksualitet var forbudt og tabueret, så at moderbindingen kunne have gjort William homoseksuel og dermed bidraget til hans fremmedgørelse, berøres kun indirekte.

Stilistisk dominerer i nogle afsnit den alvidende fortæller og fortællerkommentarerne, mens andre er præget af de dialogbårne scener, som Bang udviklede til mesterskab i sine efterfølgende bøger. De udpenslede erotiske scener med William og den væsentligt ældre Eva Hatzfeldt, som var årsagen til, at romanen blev dømt usædelig og restoplaget beslaglagt, er præget af Bangs læsning og lån fra fransk litteratur om socialt problematiske forhold mellem modne, erotisk krævende kvinder og unge mænd: Dumas' Kameliadamen (1848, da. 1849), Feuillets Dalila (1857) og Zolas La curée (1877).

Romanens tematiske og stilistiske ujævnhed var et resultat af, at den blev skrevet i løbet af få måneder, hvilket på den anden side gjorde den til en levende bog fuld af forfatterens åbenlyse fortvivlelse, oprør og selvforelskelse. Den bidrog til udviklingen af en ny psykologisk realisme og til skildringen af modsætningerne mellem provins og hovedstad, mellem romantik og modernitet. Den blev køligt modtaget, og tiltalen for usædelighed hjalp ikke på dens omdømme. I Morgenbladet roste Edv. Brandes barndomsskildringen og psykologien, men mente, at den var for lang og præget af, at Bang med sin heftige skriveaktivitet tærede for voldsomt på sit talent. I 1884 blev romanen genudgivet, forkortet med en tredjedel og uden de passager, dommen havde omhandlet. I 1905 kom den 3. udgave, som Bang selv anså for den endelige. Først i 1965 blev den originale version genudgivet.

Romanen Fædra (1883) behandler igen motivet med den modne, erotisk krævende kvinde og hendes incestuøse forhold til en stedsøn. En dramatiseret version, Ellen Urne (1885), blev opført på Aarhus Teater.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fremtidens sønner - Haabløse Slægter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig