Personligheden som driftskapital

At blive skuespiller var Bangs mulighed for fortsat at optræde på guldalderens scene i de historiske tragedier og romantiske dramaer af Oeh-lenschläger og Hertz, som han havde læst sammen med moderen, og som for altid havde formet hans følelsesliv. Hvis skuespillerne formåede at fylde de klassiske tekster med deres personlige liv, ville de stadig kunne gribe et moderne publikum, mente han. William Høg, der også vil være skuespiller, fylder sin dagbog med overvejelser over, hvordan det skal gribes an: „Hvad jeg nu for Exempel skal spille paa, er Livet, mit Liv. Det er jo det, som er min Ejendom, min Kapital at tage af. Den Elendighed, jeg stemmer op imod og vil besejre, er besynderligt nok også min Driftskapital (…) Hvad jeg skal fortælle, er mit Livs Indhold“.

Da pengenøden blev påtrængende, forsøgte Bang at blive engageret som skuespiller ved forskellige teatre, men kun provinsen var interesseret, så han tabte modet. I stedet blev han journalist ligesom den anden hovedfigur i Haabløse Slægter, Bernhard Hoff, der helt har overgivet sig til Københavns moderne storbyliv. Hoffs navn er overalt, „paa Theater-plakater, paa Bøger, i alle Blade“, han ses overalt „paa Gaden, paa Langelinje, i Theatrene“, og han spreder sit forfatterskab overalt „i smaa Stumper med Glimt og Blink af Begavelse.“ Efter få år i bladverdenen havde Bang nået den samme berømmelse.

Han begyndte som journalist med at skrive „Smaabreve fra Kjøbenhavn“ til Jyllands-Posten og blev snart en stjerneskribent ved de førende hovedstadsblade, Dagbladet og Nationaltidende. I reportager og føljetoner skildrede han det moderne liv i storbyen og provinsen, som han også foldede ud i det skønlitterære forfatterskab, der blev et af periodens betydeligste. Samtidig fastholdt han forbindelsen til teatret som instruktør, oplæser, dramatiker og skuespiller og blev en toneangivende teateranmelder.

Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880).

Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer.

En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng. Kort efter var det Bangs tur til at tage ophold i udlandet.

Bangs verdensbillede og litteratursyn afveg i virkeligheden ikke meget fra Brandes'. De stod begge på den moderne naturvidenskabs grund og mente, at litteraturen skulle være realistisk, og fortælleren holdes i baggrunden. De var begge internationalt orienteret især mod fransk litteratur. De rejste begge på foredragsturneer og publicerede i udlandet. Bangs tilslutning til de moderne ideer byggede imidlertid ikke på det voldsomt kritiske opgør med romantikken, som Brandes havde indledt i 1871. For Bang var romantikken forbundet med minderne om hans barndoms tætte samvær med moderen, som han skildrede i erindringsbogen Det hvide Hus (1898), og med den fornemme dannelseskultur i farfaderens hjem, som han skildrede i Det graa Hus (1901). Det var ømhedens og skønhedens tabte land, som han omfattede med en melankolsk længsel og i alle sine bøger skildrede som et modbillede til den hektiske modernitet.