Den rejsende

Johannes Jørgensen finder i den forstand aldrig fred. Hans omvendelse forlener ikke hans virke med ro eller hans tro med klarhed. Han er en Ahasverus, der færdes ude på vejene, rodløst flakkende i den europæiske geografi i tiden omkring 1900. Det gør ham til en af tidens sensible kritikere, som vi har set dokumenteret i hans digterportrætter, og til tidens store humanistiske rejsende. Den journalistiske rejsereportage havde sin guldalder omkring 1900, hvor verden og kulturen åbnede sig eksplosivt og skabte nye forbindelser langs klodens længselslinjer. Tidens forfattere og journalister skabte noget af deres ypperste i rejsereportagen. Henrik Cavling, Herman Bang, Karl Larsen og Johannes V. Jensen rendyrker genren til mesterskab, mens Johannes Jørgensen finder ind til kernen i genrens væsen. I Jørgensens mange rejsebøger forbindes sansning, humanitet og udlændighed til en særlig smertestemt form, der aldrig lader læseren i tvivl om det eksistentielle og fuldkommen nødvendige i forehavendet.

Jørgensen er pilgrimmen, der besøger sin tros steder, Rejsebogen (1895), Beuron (1897), Romersk Mosaik (1901), Pilgrimsbogen (1903), han er nationens fortabte søn, der søger at forbinde ude og hjemme, Rejsebilleder fra Nord og Syd (1905), Fra Vesuv til Skagen (1909), Det tabte Land (1912), han er journalisten, der indigneret rapporterer fra verdenskrigens helvede og slår sit slag for de martrede, Klokke Roland (1915), I det yderste Belgien (1916), Flanderns Løve (1919), han er den følsomme rejsende på sporet af sine helte, Goethe-Bogen (1913), Fra det ukendte Frankrig (1930), og han er den kulturhistoriske reporter, der skriver fra det jordskælvsramte Civita d'Antino (1915).

Således bliver Johannes Jørgensen epokens kultur- og samtidshistoriske rejsefører, en mand, der bærer vidnesbyrd om sin tid, dens steder og personer. Han er den, der for alvor går ind i sjælens rum, men han er også den, som åbner dansk kultur mod verden og i en solidarisk handling gør sig til et med dens bevægelse. Således mødes symbolismens inderlige, sjælelige hjemve med virkelighedens og troens udve i Jørgensens forrevne skikkelse.