Hverdagens forvandlinger

I mange af tidens kunstværker havde kaosoplevelsen også en anderledes umiddelbar side, som vendte ud mod hverdagen. Tilværelsen i de store byer ændrede karakter efter krigen. Processen var omvæltende, men fandt naturligvis ikke sted fra dag til dag. Allerede i 1800-tallets sidste årtier var elektrificeringen af storbylivet påbegyndt. Og allerede inden krigen havde moderne transportmidler som bilen, den elektriske sporvogn og cyklen så småt ændret gade- og lydbilledet. Man havde for længst vænnet sig til telefonen og elektrisk belysning, ligesom man havde vænnet sig til gå i biografen og se (stum)film. Nu kom radioen til; de første danske radioudsendelser gik i æteren 1922, året efter var der 3209 apparater til at modtage dem. Kort efter fik filmen mæle. Det fik ødelæggende konsekvenser for dansk film, der i stumfilmens periode havde været en blomstrende eksportindustri med aftagere i store dele af verden. Nu måtte man strække våben over for Hollywoods talefilm, og dansk film blev en provinsiel affære. Instruktøren Carl Th. Dreyer var den lysende undtagelse, men han måtte livet igennem kæmpe for at få finansieret sine projekter.

Elektrificeringen af transport og kommunikation fortsatte i stor skala og i mange forskellige sammenhænge med introduktionen af støvsugere i hjemmene, elevatorer i ejendommene, lysreklamer på facaderne og raffinerede vinduesudsmykninger i gadernes butikker, der med skrigende farver og vareophobning kunne lede tanken hen på collagen og kubismens eksperimenter med perspektivnedbrydning. Og moderne industrielt design, som undertiden hentede ideer fra avantgardekunsten, satte sit præg på hverdagens brugsartikler. Den tyske Bauhausskole, grundlagt af arkitekten Walter Gropius i 1919, gik i brechen for en ny, funktionalistisk arkitektur, tilpasset menneskers behov, og skolen arbejdede for at knytte en tæt forbindelse mellem kunstneriske og kunstindustrielle produkter. Efter nazisternes magtovertagelse fortsatte Bauhaus bestræbelserne i USA.

Forlystelseslivet i de større byer blev omskabt af de nye teknologier, og af en kraftig påvirkning fra amerikansk populærkultur. Traditionel palmehavemusik i traditionen fra Strauss'ernes valsekonge-dynasti og Danmarks H.C. Lumbye fik i stigende grad konkurrence fra amerikansk jazz og synkoperet underholdningsmusik, som danskere i første omgang lærte at kende via grammofonen, siden også af amerikanske musikere på turné i Europa. Jazzbegejstringen viste sig hos musikpædagogen Astrid Gøssel, der på linje med andre progressive gjorde den fri kropslige udfoldelse til sit evangelium. I jazztidsskriftet h.o.t skrev hun i 1934: „Vor afmaterialiserede, blodløse, abstrakte Musik tørster efter Negerjazzens saftige, blodrige Fysik, hvis Kærne er det strømmende, rytmisk betonede Materiale.“ For tidens fornyere repræsenterede jazzen et håb om det naturlige menneskes genfødsel. Konservative ånder fandt derimod, at den var et afskyeligt udtryk for degeneration, barbariets sejr over civilisationen.

Også dansen blev præget af amerikanske synkoper med shimmy og charleston. Mode og livsstil blev vigtigt stof i de stadig mere indbydende ugeblade for velstillede kvinder, og normerne blev slået fast i skønhedskonkurrencer (ligeledes en amerikansk opfindelse). For så vidt iscenesatte modeverdenen kvinden på varesamfundets betingelser, men kvindernes situation blev langtfra kun bestemt af moden. En grundlovsændring 1915 havde givet danske kvinder stemme- og valgret til Rigsdagen, og de blev inddraget i et samfund præget af tiltagende industrialisering.

Det skabte nye uddannelses- og arbejdsmuligheder og dermed en voksende selvstændiggørelse. Man vendte victorianske kvindeidealer ryggen og opstillede et nyt og ungdommeligt ideal, som på én gang var udtryk for modens æsteticering og for den samfundsmæssige selvstændiggørelse: den slagfærdige, cigaretrygende og charleston-dansende flapper med klokkehat, pagehår, flad barm og knækort kjole. La garçonne – drengepigen – hed et samtidigt fransk kvindeideal. Den norske forfatter Sigurd Hoel lod en af sine personer udkaste den teori, at det var krigsveteranernes erfaringer med homoseksualitet fra skyttegravene, der i 20'erne tvang kvinderne til at tage konkurrencen op ved at gøre sig drengeagtige. En luftig teori; opgøret med førkrigstidens skønheds- og adfærdsnormer havde en væsentligere begrundelse i kvindernes kamp for frigørelse og politisk og social ligestilling.

Det er denne omkalfatring af alle samfundsmæssige og æstetiske normer, der giver „de brølende tyvere“ („The roaring twenties“, som de hed i USA) deres særpræg. I en verden, hvor autoriteterne var svækkede, søgte man alternative værdier i kropsdyrkelsen, hedonismen og selvudfoldelsen.

Det var især de unge, der mente, at den europæiske kultur var sygdomsmærket og ude af stand til at forny sig indefra. Mange rettede i stedet blikket mod de nye verdener i øst og vest, som ikke forekom kompromitterede: Sovjetunionen og USA. Dyrkelsen af USA var tæt forbundet med en imponeret holdning til populærkulturen og de tekniske fremskridt, mens fascinationen af Sovjetunionen især gjaldt økonomiske og politiske forhold. Det gjorde indtryk på den politisk interesserede del af ungdommen, at Sovjetunionens planøkonomi tilsyneladende var immun over for de kapitalistiske samfunds svagheder som inflation, depression og arbejdsløshed.

Interessen for øst og vest lod sig undertiden forene; der var intet mærkeligt i, at man både dyrkede amerikansk jazz og begejstredes af sovjetiske femårsplaner. I det hele taget havde nogle af ungdommens mærkesager en politisk flertydig karakter. Hengivelsen til den moderne teknik havde en næsten heroiserende karakter og kunne – som også i futurismen – pege i retning af både kommunisme og fascisme. Dyrkelsen af den sunde krop kunne ses som led i et freudiansk forstået opgør med victorianismen, men den indgik også i de højreautoritære bevægelsers visioner om en sund sjæl i et sundt legeme. „Sundhed“ var et plusord i alle lejre; det, striden stod om, var retten til at definere det.