Disse tvetydigheder var karakteristiske for et tiår, hvor den kulturelle hovedmodsætning snarere gik mellem traditionalisme og traditionsopgør end mellem en partipolitisk defineret højre- og venstrefløj. Nogle af de unge kunstnere, der angreb det bestående, følte sig mere i pagt med tidens kaos og vitalitet end med dens politiske systembyggere. Det gjaldt maleren Harald Giersing, som allerede i 1917 skrev ekspressionismens danske manifest i tidsskriftet Klingen. Han krævede en kunst, som rummer „en Drøm om Sommer, om Muskler, om Legemernes evige Artikulation“. Og det gjaldt den futuristiske forfatter Emil Bønnelycke, som vrængede ad „måger“ og „fortidståger“, dvs. natur og historie, for i stedet at lovprise teknikkens nyeste vidundere i form af biografpaladser, aeroplaner og biler.

Men traditionsfornægterne fik svar på tiltale. Tidens åndløshed og materialisme blev angrebet af kristne traditionsforsvarere i en langvarig „livsanskuelsesdebat“, som mange deltog i, naturvidenskabsmænd, præster, digtere. En ivrig debattør på den antimoderne fløj var lyrikeren Helge Rode, der udpegede Darwin, Nietzsche og Brandes som hovedansvarlige for værdisammenbruddet og i sidste instans også for verdenskrigen. Radikalismen og alt dens væsen skulle ifølge Rode bekæmpes gennem en fornyet, subjektivt farvet kristendom. Rodes bog Pladsen med de grønne Træer udkom 1924, året efter 20'ernes største publikumssucceser, J. Anker Larsen roman De Vises Sten, der med sit spirituelle budskab og skildring af oversanselige oplevelser imødekom behovet for helt andre tilværelsestolkninger end storbyradikalismens og maskinalderens. De modernitetskritiske stemmers gennemslagskraft var en påmindelse om, at storbykulturens trendsættere og disciple udgjorde en minoritet i landbrugslandet Danmark.

Tre romaner, skrevet umiddelbart efter tiårets afslutning, giver omfattende, men også meget forskellige tolkninger af tidens kaos. Jacob Paludans Jørgen Stein (1932-33) handler om den generation, der, med romanens eget udtryk, „maatte snuble i Starten“, fordi den havde nået at etablere et forhold til de gamle værdier, men blev voksen i en periode, hvor værdierne brød sammen. Tom Kristensens Hærværk (1930) og Knud Sønderbys Midt i en Jazztid (1931) skildrer i højere grad perioden indefra, i solidaritet med alt postyret.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Traditionalisme og traditionsopgør.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig