Din barndoms gade

Men uanset hvordan man vil fortolke det komplicerede forhold mellem planlægning og passivitet, så fik Viggo F. Møller en vigtig betydning for hendes videre forfatterkarriere. Han opfordrede hende til at forsøge sig med prosa, og hun fik også på dette område et øjeblikkeligt gennembrud med den psykologiske roman Man gjorde et Barn Fortræd (1941). Den handler om den 19-årige Nørrebro-pige Kirsten, der som barn blev udnyttet seksuelt af en pædofil mand, som har ødelagt hendes evne til at realisere et ægte kærlighedsforhold. Gennem en pinefuld selvterapeutisk proces lykkes det Kirsten at afdække de fortidige begivenheder, og efter en konfrontation med skadevolderen befries hun omsider for sit traume. Romanens forståelsesramme er freudiansk, og dens tillid til psykoanalysens frigørende kraft er i overensstemmelse med samtidige kulturradikale forestillinger. Pædofili var et tema, som fx også Knuth Becker havde strejfet i sin romanserie om Kai Gøtsche, men hos Ditlevsen blev det behandlet med en ny og provokerende åbenhed.

Opsigt vakte også skildringen af hverdagsvirkeligheden i det københavnske arbejderkvarter, set gennem pigens og den unge kvindes øjne, og levendegjort af en forfatter, der var dybt fortrolig med proletarmiljøet og med kvinders trængte situation i en verden regeret af mænd. Hvor Ditlevsens tidlige lyrik var præget af 1800-tallets romantiske og symbolistiske formsprog, var prosaen i pagt med hendes socialrealistiske og kulturradikale samtid, men med den afgørende fornyelse, at synsvinklen var kvindelig.

Sin egen barndoms brokvarter, Vesterbro, skrev hun om i hovedværket Barndommens Gade (1943), der følger arbejderpigen Ester, fra hun er 10 år gammel og frem til den tidlige voksenalder. Det er en opvækstroman, løst opbygget i en række lysende klare og detaljemættede episoder, der kan antage karakter af små prosadigte; en kvindelig udviklingsroman – en af dansk litteraturs bedste – om en proletarpige, hendes oplevelser i familie og skole, hendes tilværelse på gaden, hendes oftest nedslående erfaringer med mænd, og hendes higen efter en selvstændig tilværelse fri for følelsesmæssig korruption og den altgennemtrængende lugt af fattigdom. Kvarterets andre børn skildres med solidaritet, og dog er Ester en outsider, mere blufærdig end sine jævnaldrende, optændt af håbet om en mere menneskeværdig tilværelse.

Det er karakteristisk for Ditlevsen, at hun hverken her eller siden formulerede noget kvindepolitisk program, men også en senere tids feminister tog romanen til sig, og i 1986 blev Barndommens Gade filmatiseret af instruktøren Astrid Henning-Jensen med Sofie Gråbøl i rollen som Ester. Anne Linnet satte musik til titelsangen (fra samlingen Lille Verden (1942)): „Jeg er din Barndoms Gade, / jeg er dit Væsens Rod, / jeg er den bankende Rytme / i alt hvad du længes mod.“

Efter de to romaner fulgte novellesamlingen Den fulde Frihed (1944), som var den første af fire samlinger, der blev til i en periode på i alt 19 år. Her præsenterer Ditlevsen skiftende episoder fra familielivets og ægteskabets slagmark. Persongalleriet er begrænset, fremstillingsformen ofte knap og pointerende. Det kunstneriske ideal er scenisk, og som andre af tidens novellister lægger Ditlevsen vægt på dialog og replikindividualisme: Det gælder om at vise, ikke berette, og at antyde i stedet for at udlægge.

De problemstillinger, der tages op i novellerne, ændrer sig, som tiden går, og afspejler forfatterens egne erfaringer gennem livsaldrene. Vi møder det værgeløse barn, prisgivet moderens luner; den unge pige, der usikkert prøver at stå på egne ben; hustruen, der drømmer om udfrielse af samlivets fængsel: „Der stod ægteskab og kontorarbejde i deres udtryksløse øjne“, hedder det om parret i „Katten“ fra Paraplyen (1952), hvor Ditlevsen virtuost bruger en triviel anledning – pasningen af en kat – til at afdække dybere konflikter, som parret ikke kan tale om. Efterhånden blev både motivvalget og udtrykket dristigere, og skønt Ditlevsens særlige domæne var og blev familie, kvindeidentitet og kønskamp, tager hun også andre temaer op, fx i titelnovellen fra samlingen Dommeren (1948). Den er inspireret af retsopgøret og behandler en anden og mere politisk bøddel-offer-relation end intimsfærens, nemlig forholdet mellem en dødsdømt landssviger og hans dommer.

Besættelsestiden og dens efterspil gør sig også gældende andre steder i forfatterskabet. Nok er motivet i hendes bidrag til den illegale antologi Der brænder en Ild (1944) primært psykologisk: et portræt af en tyskerhåndlanger med sadistiske tilbøjeligheder. Men i en kronik i Politiken fra 1946 var perspektivet mere omfattende og kontroversielt. Hun var forfærdet over den forråelse, som krigen havde medført også blandt danskere, der var ligeglade med tyske flygtninges miserable livsvilkår i Danmark: „Saa vidt er vi kommet, at vi finder det rimeligt, at tyske Børn sulter, fordi en flok syge og onde Mænd af deres Nation har styrtet Verden i Ulykke.“ Her var hun på linje med Poul Henningsen og ganske få andre i en stemningsmæssigt oppisket situation, hvor medlidenhed med taberne blev udlagt som kværulanteri – eller ligefrem sympati med nazismen.