Soyas neorealisme

Helt andre ambitioner lå bag den tetralogi efter antikt forbillede, som Soya skrev op gennem 1940'erne: Brudstykker af et Mønster (1940), To Traade (1943) og 30 Aars Henstand (1944) efterfulgt af satyrspillet Frit Valg (1948). De fire skuespil er handlingsmæssigt uafhængige af hinanden, men holdes sammen af deres tematik. Gennem dem diskuterede Soya store, filosofiske temaer, enkelt formuleret af ham selv i de to spørgsmål: Er tilværelsen lovbundet? Er tilværelsen retfærdig?

I det enkelte spil eksperimenterede Soya med en montageteknik, som gjorde det muligt for ham at springe mellem handlingstråde og miljøer. Selv kaldte han i en efterskrift til 30 Aars Henstand den ny stil for neorealisme: „Det vil sige en Realisme, hvor man sørger for at gaa Tilværelsen endnu nærmere ind paa Livet, end det skete i den første realisme. Bl.a. gennem Kompositionen, der i Modsætning til Ibsen-Dramaet giver Plads for det tilfældige, det uberegnelige, det uforstaaelige.“

I Brudstykker af et Mønster krydser Soya trådene mellem to miljøer. Først præsenteres vi for arbejdermiljøet, hvor ekspeditricen Jenny møder den navnløse soldat på en bar. De to unges renfærdighed står i kontrast til bartenderens snuskethed og især til herskabschaufføren Skow, som forsøger at forføre Jenny med ufine midler, da soldaten griber ind.

Næste del udspiller sig i det højere borgerskab hos statsadvokat Knauer og hans hustru, Birgit. Det er her, chaufføren Skow er ansat. Knauer skal være anklager i en sag om illegal abort, og i den samme sag bliver Jenny siden hen indkaldt som én af de kvinder, hvis navn man har fundet hos en kvaksalverske. Samtidig viser det sig, at statsadvokatens egen kone, Birgit, er blevet gravid med sin elsker, George, som risikerer at få sin karriere ødelagt, hvis han ikke hjælper hende med en „adresse“. Det ordnes diskret.

Gennem den dengang aktuelle debat om svangerskabsafbrydelse diskuterer Soya begrebet retfærdighed. Jennys hele eksistens er truet af den ventende afsløring og dom. Hun er på sammenbruddets rand, bliver fyret fra sit arbejde og smidt ud af sine småborgerlige forældre. Ved et tilfælde bliver hun reddet fra det selvmord, som hun i sin fortvivlelse har overtalt soldaten til at begå sammen med hende. Stykkets „gale sagfører“, en kristen idealist, banker på døren: Sagen er henlagt som forældet. Tilskueren kan nu følge tråden tilbage til den berusede Skow fra stykkets første scene. Om aftenen blev Skow dræbt, da han i beruselse kørte galt med statsadvokat Knauer. Statsadvokaten kom til skade, og sagen måtte udsættes. Ved dette tilfælde blev den forældet.

Brudstykker af et Mønster er det mest vellykkede af tetralogiens tre alvorlige dramaer, og stykket fik et stort publikum ikke mindst gennem Johan Jacobsens filmatisering Soldaten og Jenny (1947) med Bodil Kjer og Poul Reichhardt i titelrollerne. Den mere skematiske idédebat bliver afbalanceret af menneske- og miljøskildringen. Og både det rørende, det satiriske og det eventyrlige blander sig i den genkendelige realisme. Den „gale sagfører“, hr. Sveistrup, som deler sine små mannakorn med bibelord ud på byens restauranter og beværtninger, er på én gang en realistisk og eventyrlig figur. Og i satiren over det fattigfine småborgerskab nås retoriske højder, fx da hr. Christensen bydes på sorte kartofler ved middagsbordet:

Ja De syn's vel det er lidt og fare op over – sorte Kartofler – men det er symbolsk, det er – Jeg har en Stilling, men det er den næstnederste paa Kontoret. Jeg har en Indtægt, men den er ikke saa stor at vi ka' leve af den uden og gøre Gæld. Jeg har Tag over Hodet, men Huset vi bor i oser af Kaal hele Døgnet rundt. Jeg har Møbler i mit Hjem, men kigger man dem efter er der ikke et af dem der er helt. Jeg har Dug paa Bordet, men den har Pletter af Hyldebærsuppen vi fik for 3 Uger siden. Jeg har en Serviet – (Løfter den.) – men det er en Las. Naar jeg faar Haresteg er den forloren, og naar jeg faar Kartofler er de sorte. Og saadden har héle Livet været! Héle Livet! Héle Livet!

Den aggressive småborgerlighed hos familien Christensen kontrasteres af glatheden i advokatmiljøet. Mandschauvinismen blomstrer i alle miljøer, fra den „Søn af en stor Pelsforretning“, der forførte Jenny, til Birgits karrierefikserede elsker og den kyniske chauffør.

På denne dystre baggrund tillader Soya sig for en sjælden gangs skyld en menneskeskildring, der på én gang skal tages på ordet som realisme og samtidig ligger tæt på idyllen. Dobbeltportrættet af den kejtede, men renhjertede soldat og den lige så renhjertede, men sårede Jenny hører måske nok til i eventyrkategorien „de gode“. Men det glider dog ind i Soyas hverdagsskildring som et billede af to unge, der hver på deres måde er tilovers, ramt af en tilsyneladende endeløs række af uheld. Er der et mønster, en mening? Soldaten bliver ikke klogere på de store filosofiske spørgsmål, han tumler med. Men Soya lader stykket slutte fortrøstningsfuldt: De har hinanden.

I To Traade (1943) gennemspiller Soya temaet med tragisk udgang. En god familiefar, en elsket medarbejder på sagførerkontoret, kort sagt: en god borger, bliver skudt som følge af en banal misforståelse. To mænd, begge direktører, har samme efternavn. Den jalousi-redne morder tager fejl af etagerne i en ejendom med mezzanin og kommer til at dræbe den retsindige borger i stedet for den perverterede elsker. Tilfældigt? Ja. Retfærdigt? Nej.

30 Aars Henstand (1944) er et argument for det modsatte. Med en teknik, som den engelske dramatiker Harold Pinter senere skulle benytte sig af i dramaet Betrayal (1978, da. Bedraget, 1980), lader Soya stykket udspille sig med omvendt kronologi, så første billede foregår i vinteren 1945, mens det sidste udspiller sig i juli 1916. Herved vises den sikre, men langsomme virkning af nemesis. Generaldirektør Borch har som ung mand ødelagt et ægteskab. Nu rammer gengældelsen ham: den illegitime søn, som blev frugten af fortidens synder, bedrager Borch med hans egen langt yngre kone. Retfærdigt? Ja! Tilfældigt? Nej! mener Borch. Han tror på nemesistanken og ender med at tage livet af sig og drage konsekvensen af den dom, han ser udfoldet i sin skæbne.

Tetralogien kan ses som en udløber af 1920'ernes livsanskuelsesdebat: Argument sættes mod argument, og dramaerne demonstrerer diametralt modsatte synspunkter, mens det endelige svar lægges ud til tilskueren.

Men Soyas ønske om at videreudvikle det Ibsen'ske drama, så det også kunne rumme tilfældigheden, hæmmes paradoksalt af dramatikerens egen skematik.

Soyas sidste betydelige skuespil Efter (1947) er et opgør med besættelsens værnemagere og giver et tilintetgørende portræt af den profitsøgende, polioramte arkitekt Isling (jf. den norske marionetregerings førstemand Quisling). Isling er kommet helskindet og velbjærget gennem krigen, trods sit omfattende samarbejde med tyskerne. Men hans voksende alkoholisme og hans kitsch-prægede sprog fyldt med angelsaksiske klicheer viser tydeligt, at naboernes foragt piner ham, og at han ikke tror på sine egne forklaringer om, hvorfor familien må leve i total isolation. Et biluheld og en snestorm bringer Holger Nielsen (jf. Holger Danske), en ung, tidligere modstandsmand til det afsidesliggende hus. Holger og Ilse forelsker sig i hinanden, men forholdet ødelægges, da afsløringerne tager fart. Isling forstår, at „da vi ikke blev dømte, blev vi i stedet fordømte“, og at „Guld er ikke det stærkeste. Det stærkeste det er, hva' andre mener om os.“ Symbolsk står han til sidst med det hudfarvede korset, som har holdt ham oppe, i hånden, og lader det falde med en hilsen til Sartres Lukkede døre: „Helved' har ingen Grænser, findes ikke,/ paa noget enkelt Sted, dét er, hvor vi er,/ og vi er altid midt i Helvedpølen.“

Med denne misantropiske selvindsigt går Isling – måske – ind for at tage livet af sig og bane vejen for sin datters ægteskab.

Soyas figurer og miljøer står sjældent til forhandling. De er tegnet med bred pensel, og hans menneskesyn, som i 30'erne og 40'erne kunne opleves som provokerende „sandt“ og befriende i opgøret med victorianismen, kan i dag virke forgrovet. Men hans satiriske kunst, hans gehør for replikindividualisme og hans kærlighed til det sære og groteske skulle få mange livskraftige efterfølgere lige fra Erik Knudsen til Søren Fauli, Bo hr. Hansen og Line Knutzon med Jess Ørnsbo som den, der tydeligst både viderefører og fornyer den Soya'ske arv.