Satiren er et gennemgående træk i hele forfatterskabet. Soya var illusionsløs i sit syn på mennesket som socialt og biologisk væsen. Han ville først og fremmest sandheden. Og den fandt han i en robust socialdarwinisme, der kunne tangere det kyniske i fremhævelsen af kampen for tilværelsen og den bedst egnedes overlevelse. Dertil kom en stærk og vedstået inspiration fra psykoanalysen. Selv har han erklæret, at menneskene efter hans overbevisning ville blive lykkeligere, hvis de turde være mere ærlige.

Der kan være noget næsten naturvidenskabeligt over Soyas studium af sine karakterer, inklusive sig selv. Han har et skarpt blik for det selviske, det snuskede, hykleriet, magtkampen og ikke mindst den fordrejede seksualitet. Hans figurer er overlevere, som er drevet af instinkter og drifter. Ikke tilfældigt kaldte han sit mest berømte skuespil for Parasitterne (skrevet 1926) med en metafor lånt fra dyreverdenen. Det dyriske skimtes i det hele taget ofte lige under overfladen. Eller mere end det, som et sted i romanen Sytten (1953-54), hvor det unge forelskede par går tur, omgivet af andre spadserende „meddyr“.

Men netop fordi menneskene hos Soya drives af voldsomme kræfter, der er større end dem selv, betragter han dem ofte med en egen ømhed. Selv den uhyggelige farmor, mordersken i romanen Min Farmors Hus (1943), omfattes af en vis forståelse og accept:

Økonomien … derunder den daglige Mad … den maa jo nu éngang gaa forud for alle Følelser … Og naar Dronning Livia uddelte Gift til højre og venstre, og naar Farmor gav Tante Vide for mange Sovedraaber, saa var de ikke Spor mere onde end Kaninopdrætteren. De handlede som han efter en vel gennemtænkt Plan, og deres Fremgangsmaade var den, de ansaa for den bedste – endda ikke for dem selv, men for Slægten. Slægten.

Soya henter sine bedste skikkelser blandt små næringsdrivende, underordnede kontorfolk og frustrerede kvinder i forsørgelsesægteskaber. Hans miljøskildringer er præget af en stiliseret realisme, hans replikker i eminent grad hørte, og hans replikindividualisme er næppe overgået i dansk dramatik. Men midt i al denne naturalisme kan han lade sine figurer blomstre sært og grotesk. På de ydmygste steder udfolder de sig som fantastiske væsener, passionerede og fordrejede, misdannede af vilkårene eller af ren og skær dumhed. Soyas særkende som dramatiker ligger i foreningen af Ibsen-traditionens dramaturgi, den Gustav Wied'ske satire og det præg af fantastik og eventyr, som kan få hans bedste figurer til at leve som fantastiske skabninger, fulde af sære, af og til makabre træk. Soya kan være kulørt. Han holder af gyset og den kriminalistiske intrige.

Soya debuterede som prosaist med Kvinderne i Persien og andre Æventyr (1923) og fik sin skuespildebut med Den leende Jomfru (1930). Men det var Parasitterne, hans allerførste drama, skrevet allerede 1926, som skulle blive hans dramatiske hovedværk. Det Kongelige Teater antog stykket i 1926, men var utrygt ved, hvordan teatrets publikum ville reagere. Det blev først sat på repertoiret i 1942, efter en ventetid på 16 år. I mellemtiden blev teksten udgivet i bogform (1929) og uropført af Det Sociale Teater, en lille idealistisk eksperimentalscene, i 1931.

Handlingen i Parasitterne udspiller sig hos mægler Gruesen og hans kone, Oline, som lejer værelser ud i deres rotteplagede hus, Villa Vennely. I regien beskriver Soya Gruesens ydre: Med sine „kæmpebarnehænder“, det tunge korpus, det sindige taletempo og den svagt jyske undertone ligner han, hedder det, en dansk gårdejer. Men gradvist forstår vi, at Gruesen er en skrupelløs bedrager, en menneskelig parasit, der snylter på enhver, der er mindre snu og mindre amoralsk. Det er de fleste. For Gruesen er en ægte Soya'sk overlever, en retorisk begavelse, som i et kort replikskifte kan bevæge sig fra at være anklaget til selv at blive anklager. Gruesen forstår at vende sort til hvidt med instinktiv fornemmelse for modtagerens ømme punkter. Han skifter sproglig farve efter den, han taler til, kopierer, taler efter munden og synes dog altid at bevare en vis, brutal værdighed. Han er en mester i ord:

Ord er i Grunden noget underlig noget, Oline. Man sidder lige overfor hinanden og snakkes ved i Fred og Fordragelighed – Det vil sige, det er bare Komediespil. For egentlig er det alt sammen Lumskeri eller regederligt Slagsmaal. Og den, der ikke ved det, han gaar altid ud af Slagsmaalet med færre Grunker. Men hvodden det egentlig gaar til, at den ene er mere durkdreven til at lire af sig end den anden, det er et Problem med Møstek i – a' som jeg sa'e, dengang jeg var Impressarios for Damen uden Underkrop. Men det er vist, hvad man kalder et medfødt Talang.

Miss Olson, en ensom og skrøbelig dansk-amerikaner, lejer sig ind i de „familiære omgivelser“ i Villa Vennely, og det varer ikke længe, før Gruesen øjner en mulighed for at få fingre i den million, hun angiveligt har tjent i Amerika. Han har en plan. Og da Miss Olson underskriver et testamente, som indsætter Gruesens barnebarn som universalarving og ham selv som godt betalt eksekutor, er hendes dage talte. Gruesens kone, den fortrykte og småt begavede Oline, bliver sat til at blande rottegift i den kaffe, som skal tage livet af den i forvejen skrantende Miss Olson. Planen lykkes. Miss Olson dør, og lægen udskriver dødsattesten uden at få mistanke. Men da hendes sagfører dukker op, viser det sig, at Gruesen er blevet snydt: Millionformuen eksisterer ikke, den var, som så mange af hans egne påfund, et bedrag.

Husets anden lejer, den unge og idealistiske student, Johannes, har længe haft en mistanke til Gruesen. Nu bliver han sikker i sin sag og løber efter politiet. Da gruesen og Oline er alene tilbage, lader han hende forstå, at det vil være bedst for alle, hvis hun alene fremstår som den skyldige og tager straffen. Drevet af jalousi ved udsigten til, at han vil „kæresterere“ med andre, mens hun er i fængsel, dræber hun ham med en kniv, før politiet slår døren ind.

Parasitterne er klassisk i sin komposition. Vendepunkterne er godt forberedt, handlingstrådene dygtigt sammenknyttede og den højdramatiske slutning på én gang logisk og overrumplende. Samtidig væves motiver som rotteplagen og rottegiften sammen til et mønster, der vipper suggestivt mellem det håndgribelige og det symbolske. Skridt for skridt nærmer katastrofen sig, indtil tragedien fremstår som uafvendelig.

Meget i denne teknik kan Soya have lært af Ibsen. Rotterne har deres Ibsen'ske pendant i titelsymbolet i Vildanden, og Gruesen selv kunne have stået i lære hos snedker Engstrand i Gengangere. Det særligt Soya'ske ligger i blandingen af Ibsen'ske stringens, snusket realisme og det fantastisk-makabre. Det er denne spænding mellem realisme og fantasi, som får ægteparret Gruesen til at leve, så eventyrets onde og forgjorte fantasivæsener anes bag deres skikkelser. Det gælder ikke mindst i skildringen af Oline med hendes kærlighed til (stjålne) silkebånd, hendes angst for „de smaa hvide Mænd“ og hendes grænseløse lidenskab for og afhængighed af Gruesen. Soya følger hende med en overrumplende indre logik, da hun til slut „henter nogle Silkebaand i Kommoden og breder dem ud paa Gruesen, ligesom man lægger Blomster paa et Lig“.

I Min Farmors Hus (1943) skildrede Soya den lille Sørmands fascination af de onde eventyrfigurer, en fascination, som let lader sig overføre på forfatteren selv:

Som sagt: Drengen elskede disse Eventyrfigurer, elskede dem mer end de Mennesker han mødte i Virkeligheden. Men det mærkelige er: at han elskede ikke blot de gode. Naturligvis holdt han mést af de gode. Naturligvis ønskede han Sejr for de gode og Nederlag for de onde. Men ikke des mindre: han elskede ógsaa de onde. Hans Sjæl var saadan indrettet, at naar blot de onde var tilstrækkelig helstøbte og storladne, tilstrækkelig monomane i deres Sadisme, Misundelse, List, Gerrighed (eller hvad det nu var der skabte deres Ondskab) – saa stod Beundringens Dør ógsaa aaben for dem.

Soyas debutstykke blev hans dramatiske hovedværk. Det blev en nyklassiker og vandt et nyt stort publikum med tv-teatrets opførelse i 1958 med Clara Pontoppidan og Gunnar Lauring som ægteparret Gruesen.

I 1930'ernes første halvdel udfoldede Soya stor produktivitet både som dramatiker og prosaist, og særligt den veloplagte revykomedie Umbabumba skifter Forfatning (1935) vakte stor opmærksomhed. Umbabumba er en galgenhumoristisk – og farlig – satire over nazismens fremvækst og demokratiets svaghed. Stykket udspiller sig i en fiktiv, primitiv afrikansk negerstat, hvor vi skridt for skridt oplever et „forfatningsskifte“. I revyens ånd er denne negerstat fuld af moderne vestlige plager som dyrtid, skatter og arbejdsløshed, og hentydningerne til Nazi-Tyskland er ikke til at overse, når Soya fx opfinder den afrikanske våben- og ammunitionsfabrik Krupa. Tættere kunne man næppe komme på den tyske våbenfabrikant Krupp.

Umbabumba var på alle tænkelige måder politisk ukorrekt. Det Kongelige Teater havde antaget stykket, og skønt musikken var færdigskrevet og rollerne besat, blev det i sidste øjeblik taget af plakaten. Undervisningsministeriet, som teatret sorterede under, greb ind, nervøs for de tyske reaktioner. Det gav anledning til en skarp leder i Social-Demokraten 11.7.1935:

(…) Derfor er heller ikke Kritik af Nazismen forbudt i Danmark. Muligt har Hr. Soya overskredet Grænserne, men hvis han, hvad vi tror, har villet vise det nazistiske Diktaturs Abnormitet overfor civiliserede Mennesker, da finder vi stadig, at det er Synd, han ikke faar sit Skuespil opført. (…) Man har tolereret Kaj Munks grove Angreb paa Demokratiet, hvorfor saa ikke give en Mand, der siger det modsatte – vi ved det ikke, vi kender ikke hans Skuespil, men vi tror det – hvorfor saa ikke give ham Ordet – selv paa Det kgl. Teater?

Umbabumba fik i stedet premiere på Det Ny Teater i Kjeld Abells farvestrålende scenografi.

Folkekomedien om Chas (1938) var rundere og mere elskværdig trods stykkets satire over medierne (pressen) og den grasserende dyrkelse af sportslige rekorder, særligt svømmesportens. Den sympatiske og naive unge helt, arbejderen Chas, føler sig tvunget til at slå en svømmerekord for at vinde sin elskede. Det lykkes ham at finde et rekordfrit område i farvandet omkring Saltholm og at svømme øen rundt. Men den sensationshungrende presse står klar på stranden, parat til at forvandle den private præstation til et mediestunt. Fra det ene øjeblik til det andet bliver Chas det fremmedgjorte centrum for et sandt tabernakel af nye og celebre „venner“, før han ender tilbage, hvor han kom fra, lykkeligt forenet med sin elskede.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den farlige satire.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig