Når 1920'erne generelt set blev en så svag periode for dansk dramatik, skyldtes det ikke, at Det Kongelige Teater ikke spillede den, tværtimod var den altovervejende del af repertoiret dansk. Hvad det kneb med var en kvalitet, der kunne overleve nuet, og en dramatik, der forholdt sig til samtiden æstetisk, socialt eller politisk.

En af nationalscenens mest spillede danske dramatikere var Carl Gandrup (1880-1936). I en række dramaer, opført på Det Kongelige Teater i 1920'erne, udforskede han erotikkens vildveje og det afsporede driftsliv fx i Dybet (1920), Munken gaar i Enge (1922), Faldne Engle (1923) og Fru Beates Regnskab (1925). Sidst i årtiet forsøgte Gandrup sig i tidens populære historisk-nationale drama med genrebilledet Spotterens Hus om forholdet mellem P.A. Heiberg og hans hustru Thomasine (1928). Også Sven Lange, der i perioden 1910-19 havde skrevet en række manuskripter til Nordisk Film, dyrkede det historiske genrebillede med En Dag paa Hirschholm Slot (1926) og Ewald-dramaet Til Skjaldens Ihukommelse (1928). Af de nationalthistoriske dramaer var det dog kun Helge Rodes genforeningsdrama Moderen (1920), der fik en længere levetid, ikke mindst takket være Carl Nielsens musik.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Erotiske forviklinger og nationalhistorisk dramatik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig